Overvejer skilsmisse

Godaften alle I dejlige brugere

Åh. Jeg sider i et virkelig svært dilemma, som jeg selvfølgelig godt ved, at I ikke kan give en løsning på 100%. Men jeg søger andre kvinder, som har stået i samme eller lignende  situationen. 

Jeg prøver, at gøre det kort. ��

Jeg har været sammen med min mand i 12 år. Jeg elsker ham rigtig meget i vores gode perioder. Men i de dårlige er han næsten det værste jeg ved. De dårlige fylder efterhånden mere og mere desværre. 

I starten af forholdet var alt lyserødt, som hos så mange andre. 

Vi fik første barn og alt var godt. 

Jeg blev gravid allerede kort efter, som desværre endte i en abort. Siden har vi ikke kunne få det til at fungere optimalt. 

Der gik 1,5 år, og jeg blev gravid med vores andet barn. Der skulle vise sig at være et virkelig "krævende" barn. Forstået på den måde, at det kun var mig, der duede de første to år. Hvilket var ekstrem hårdt. Min mand kunne ikke engang gøre noget. 

Det tog virkelig hårdt på forholdet. Og siden er vi bare gledet mere og mere fra hinanden. Vi elsker umiddelbart stadig hinanden meget højt. Ellers var vi nok gået fra hinanden. Vi kæmper dog begge for, at vores familie ikke ender med en skilsmisse. Men nu kan jeg efterhånden mærke, at det måske er på tide at se om, vi alligevel ville havde bedst af det alle fire. 

En ting er, at der er virkelig mange gnidninger - Dagligt, hvor vi hæver stemmerne foran børnene. Hvilket ikke er ok. 

Noget andet er, at det rent faktisk går ud over børnene. Jeg kan mærke på dem, at de er påvirket. 

Derudover har flere i min omgangskreds gjort mig opmærksom på, at jeg er meget naiv i forhold til ham, og jeg bliver manipuleret af ham. 

Jeg fungere på ingen måde med hans familie, og han fungere ikke med min. 

Jeg kan jo godt selv mærke, hvad det bedste ville være.

Men puha. Hvordan tager man den endelige beslutning? 

Jeg ved jo også godt, at jeg kan være hård at leve med. Jeg er meget systematisk/kontrollerende i forhold til planer og økonomi. Jeg arbejder på det i forhold til planer. Men jeg står med stort set alt selv. Det eneste jeg umiddelbart får hjælp til er at aflevere børnene, tømme opvasker, slå græs. Resten er primært mig. 

Jeg kan være dominerende og en alfa hun, men igen med balance. Hvis man giver noget, så giver jeg så meget igen. 

Puha. Det blev langt. 

Er det nogle, der kan give nogle råd?

Anonym skriver:

Godaften alle I dejlige brugere

Åh. Jeg sider i et virkelig svært dilemma, som jeg selvfølgelig godt ved, at I ikke kan give en løsning på 100%. Men jeg søger andre kvinder, som har stået i samme eller lignende  situationen. 

Jeg prøver, at gøre det kort. ��

 

Jeg har været sammen med min mand i 12 år. Jeg elsker ham rigtig meget i vores gode perioder. Men i de dårlige er han næsten det værste jeg ved. De dårlige fylder efterhånden mere og mere desværre. 

I starten af forholdet var alt lyserødt, som hos så mange andre. 

Vi fik første barn og alt var godt. 

Jeg blev gravid allerede kort efter, som desværre endte i en abort. Siden har vi ikke kunne få det til at fungere optimalt. 

Der gik 1,5 år, og jeg blev gravid med vores andet barn. Der skulle vise sig at være et virkelig "krævende" barn. Forstået på den måde, at det kun var mig, der duede de første to år. Hvilket var ekstrem hårdt. Min mand kunne ikke engang gøre noget. 

Det tog virkelig hårdt på forholdet. Og siden er vi bare gledet mere og mere fra hinanden. Vi elsker umiddelbart stadig hinanden meget højt. Ellers var vi nok gået fra hinanden. Vi kæmper dog begge for, at vores familie ikke ender med en skilsmisse. Men nu kan jeg efterhånden mærke, at det måske er på tide at se om, vi alligevel ville havde bedst af det alle fire. 

En ting er, at der er virkelig mange gnidninger - Dagligt, hvor vi hæver stemmerne foran børnene. Hvilket ikke er ok. 

Noget andet er, at det rent faktisk går ud over børnene. Jeg kan mærke på dem, at de er påvirket. 

Derudover har flere i min omgangskreds gjort mig opmærksom på, at jeg er meget naiv i forhold til ham, og jeg bliver manipuleret af ham. 

Jeg fungere på ingen måde med hans familie, og han fungere ikke med min. 

Jeg kan jo godt selv mærke, hvad det bedste ville være.

Men puha. Hvordan tager man den endelige beslutning? 

Jeg ved jo også godt, at jeg kan være hård at leve med. Jeg er meget systematisk/kontrollerende i forhold til planer og økonomi. Jeg arbejder på det i forhold til planer. Men jeg står med stort set alt selv. Det eneste jeg umiddelbart får hjælp til er at aflevere børnene, tømme opvasker, slå græs. Resten er primært mig. 

Jeg kan være dominerende og en alfa hun, men igen med balance. Hvis man giver noget, så giver jeg så meget igen. 

Puha. Det blev langt. 

Er det nogle, der kan give nogle råd?

Åh jeg står der selv…. Ikke med de samme ting som dig - men overvejelserne om, hvornår man skal stoppe  så, bare et kæmpe kram til dig 

Anonym skriver:

Åh jeg står der selv…. Ikke med de samme ting som dig - men overvejelserne om, hvornår man skal stoppe  så, bare et kæmpe kram til dig 

Tak.

Kæmpe kram til dig også. 

Det er så hårdt.

Har I snakket sammen. Parterapi? 12 år er mange år og nogle af dem må være gode.

Tænker helt sikkert jeg vil prøve Parterapi ingen jeg siger stop. Med 1 år som minimum i arbejde sammen på forbedringer af parforhold sammen. 

Anonym skriver:

Tak.

Kæmpe kram til dig også. 

Det er så hårdt.

Det er det. Mega hårdt. 
jeg tror dog vi vil forsøge med parterapi

Anonym skriver:

Godaften alle I dejlige brugere

Åh. Jeg sider i et virkelig svært dilemma, som jeg selvfølgelig godt ved, at I ikke kan give en løsning på 100%. Men jeg søger andre kvinder, som har stået i samme eller lignende  situationen. 

Jeg prøver, at gøre det kort. ��

 

Jeg har været sammen med min mand i 12 år. Jeg elsker ham rigtig meget i vores gode perioder. Men i de dårlige er han næsten det værste jeg ved. De dårlige fylder efterhånden mere og mere desværre. 

I starten af forholdet var alt lyserødt, som hos så mange andre. 

Vi fik første barn og alt var godt. 

Jeg blev gravid allerede kort efter, som desværre endte i en abort. Siden har vi ikke kunne få det til at fungere optimalt. 

Der gik 1,5 år, og jeg blev gravid med vores andet barn. Der skulle vise sig at være et virkelig "krævende" barn. Forstået på den måde, at det kun var mig, der duede de første to år. Hvilket var ekstrem hårdt. Min mand kunne ikke engang gøre noget. 

Det tog virkelig hårdt på forholdet. Og siden er vi bare gledet mere og mere fra hinanden. Vi elsker umiddelbart stadig hinanden meget højt. Ellers var vi nok gået fra hinanden. Vi kæmper dog begge for, at vores familie ikke ender med en skilsmisse. Men nu kan jeg efterhånden mærke, at det måske er på tide at se om, vi alligevel ville havde bedst af det alle fire. 

En ting er, at der er virkelig mange gnidninger - Dagligt, hvor vi hæver stemmerne foran børnene. Hvilket ikke er ok. 

Noget andet er, at det rent faktisk går ud over børnene. Jeg kan mærke på dem, at de er påvirket. 

Derudover har flere i min omgangskreds gjort mig opmærksom på, at jeg er meget naiv i forhold til ham, og jeg bliver manipuleret af ham. 

Jeg fungere på ingen måde med hans familie, og han fungere ikke med min. 

Jeg kan jo godt selv mærke, hvad det bedste ville være.

Men puha. Hvordan tager man den endelige beslutning? 

Jeg ved jo også godt, at jeg kan være hård at leve med. Jeg er meget systematisk/kontrollerende i forhold til planer og økonomi. Jeg arbejder på det i forhold til planer. Men jeg står med stort set alt selv. Det eneste jeg umiddelbart får hjælp til er at aflevere børnene, tømme opvasker, slå græs. Resten er primært mig. 

Jeg kan være dominerende og en alfa hun, men igen med balance. Hvis man giver noget, så giver jeg så meget igen. 

Puha. Det blev langt. 

Er det nogle, der kan give nogle råd?

Kære du, 

Jeg vil også anbefale parterapi, og at du taler åbent med ham om hvordan du har det. Uden at virke irriteret eller beskylde ham, men ligeså neutralt som du beskriver her på siden.

derudover så husk ikke lade dig blive for påvirket af hvad andre mener og synes (omgangskreds) det er DIG der er i det og det er igen dig som kender din mand. 

Tænder du på ham sådan seksuelt? 

grunden til at jeg spør er fordi at jeg har været i flere forhold hvor den gnist er død og jeg synes at det er svært at få “romantikken” i gang igen hvis først man ikke er tiltrukket af hinanden  men til gengæld hvis gnisten er der, er det meget at kæmpe for

Årh det er så svær en beslutning! Især når der er børn involveret. 

Jeg står dig selv midt i en skilsmisse.  Vi tog beslutningen for ca 2 mdr siden efter 10 år sammen og 2 børn. Det som jeg ligesom gjorde var: 

- jeg startede til psykolog, det sammen gjorde han, og vi startede i parterapi. Parterapi gik vi til i 8 mdr. uden fremgang selvom vi virkelig prøvede. Vi ville kunne se hinanden og os selv i øjnene og sige vi havde gjort alt vi kunne for at redde forholdet, også for vores børns skyld. 

- jeg/vi ville hellere trækket stikket så vi kunne være gode forældre sammen, i stedet for de skilsmisser hvor forældrene ikke kan tale sammen. 

Jeg vil ikke gå i detaljer med vores problemer, men det handlede meget om tillid grundet brudte aftaler, at jeg stod med alt i hjemmet, og nogle meget egoistiske valg fra hans side. Og jeg tændte ikke på ham mere, da jeg ikke følte jeg kendte ham til sidst. 

Så mit råd er at du skal kunne se dig selv i øjnene og sige "jeg har gjort alt, hvis jeg giver mere mister jeg mig selv". Kig på dine børn, de skal have det godt. Kig på dig selv, du skal have det godt.

Det er en svær beslutning som ikke bare tages, men virkelig skal vendes og drejes. 

Stort kram