Barnløshed..

Hej alle.

Jeg skrev for noget tid siden herinde, omkring det med at være frustreret over ikke at blive gravid..

det der er sket nu, er at vi har været til samtale hos IVF-SYD.. jeg fik en scanning, som viste at min æggeleder ikke dur mere, grundet endometriose.  (Har fået fjernet den ene, grundet graviditet uden for livmoderen).. så nu ved vi hvorfor at jeg ikke er blevet gravid. Hold nu helt op, hvor er det bare noget tis. 23 unge år, og så få sådan en besked. Shit den er hård.. vi er blevet tilbudt reagensglas.. men på stående fod, så er jeg godt nok usikker.. jeg har angst for den smerte, det vil give ved reagensglas. Er der nogle som har erfaring med reagensglas, og den smerte det føre med sig?

Knus

mig 

Kære ts 

Er ked af at høre om jeres situation, men er sikker på det nok skal lykkedes. 
Vi har lige været igennem IVF behandling og jeg er 30 uger henne nu. 
Jeg frygtede det også meget, da vi startede ud med insemination som jo er knap så omfattende.
Jeg tror det er meget individuelt hvor hård behandlingen er for en, men jeg synes ikke det var nær så hårdt eller gjorde nær så ondt som forventet. Jeg fortrød faktisk vi ikke var gået i gang med det samme. 
Ønsker jer alt held og lykke

Mariadle skriver:

Kære ts 

Er ked af at høre om jeres situation, men er sikker på det nok skal lykkedes. 
Vi har lige været igennem IVF behandling og jeg er 30 uger henne nu. 
Jeg frygtede det også meget, da vi startede ud med insemination som jo er knap så omfattende.
Jeg tror det er meget individuelt hvor hård behandlingen er for en, men jeg synes ikke det var nær så hårdt eller gjorde nær så ondt som forventet. Jeg fortrød faktisk vi ikke var gået i gang med det samme. 
Ønsker jer alt held og lykke

kære dig

Stort tillykke med graviditeten.

Var I igennem privat eller offentligt?

MayaK skriver:

kære dig

Stort tillykke med graviditeten.

Var I igennem privat eller offentligt?

Tusind tak ❤️
Vi var i det offentlige, på OUH. 
Det skal nok også siges, at jeg fik lavstimulation grundet min alder og ægreserve, hvilket sikkert også har haft indflydelse på smerter mv. 

Men for mig har det sværeste i behandlingsverdenen klart været det psykiske/mentale aspekt. Ikke fordi behandlingen og ÆU ikke har været hårdt, men som sagt så ville jeg ønske vi var startet før, fordi jeg føler, at det andet var spild af tid og vores chancer ved IVF var meget større. 

Øv, sikke en besked

Der er ikke andet for end at se fremad, og det skal sikkert nok lykkes med ivf, især taget din unge alder i betragtning. 

Tænker du smerten ved ægudtagning? Jeg har fået æg ud to gange. Første gang fik jeg morfin/beroligende i det drop man får lagt, men jeg fik det så skidt af det, at jeg ikke ønskede det anden gang. Her fik jeg kun lokalbedøvelse, og det var ingen sag. Kun til sidst hvor hun skulle trykke meget hårdt på maven for at de kunne få fat i de sidste æg, der var det lidt ubehageligt. Jeg ved godt at det er meget individuelt, og andre synes det er smertefuldt. Men det kan altså også gå uden problemer. 

Så er der selvfølgelig den del med, at du skal sprøjte dig selv i maven dagligt med hormoner. Men man vænner sig hurtigt til det. Bare få fat i en god delle, så der er lidt væv at fordele væsken i

Til sidst er der ægoplægningen, men det mærker man slet ikke og det er hurtigt overstået. 

Jeg synes virkelig ikke du skal lade frygt for smerte styre dit valg. Man bliver hurtigt vant til at være i behandlingsverdenen

Kære du

Det er en hård nød at sluge. Det er det! Jeg var 30 da jeg fik endelig besked om at mine æggeledere var ubrugelige og måtte fjernes. Dermed var IVF eneste vej til den mangeårige drøm om børn. Jeg vil ikke lyve, det var hårdt. Men især første gang fordi det psykisk var så vanvittigt at leve med frygten for, at det aldrig ville lykkes. Den fysiske del var ikke det værste for mig - omend det ingen dans på is var heller. Men man klarer den!

Idag har jeg to lækre og sunde og raske børn, begge igennem IVF. Og selvom det dengang var voldsomt, skræmmende og sled os ned, må jeg sige at det idag er så langt på afstand at jeg får lyst til at skrive til dig, at det “bare” er om at holde ud og komme igang. Lægerne er absurd dygtige og kan hjælpe langt, langt de fleste.

Mange tanker og gode ønsker om det bedste fremover! 

Hej du,

Jeg har endo og har været hele møllen igennem med fertilitetsbehandling. Og har i dag en dejlig datter lavet via icsi, så det kan sagtens lade sig gøre. Jeg kom for sent i gang (anede ikke jeg havde endo før langt inde i forløbet), så hun bliver aldrig storesøster. 

Nu er du heldigvis ung, så har højst sandsynlig fine æg. Dermed tænker jeg ikke, du skal igennem et for hårdt forløb. Men hjælp skal du have. Mon ikke det er uvisheden, der skræmmer dig lidt. Når man først er kommet i gang, så kører det hele efter en snor. Jeg synes, det var svært at stikke sig selv de første par gange, men da det var overvundet, så fik det fint derfra. Scanninger mv. gør ikke ondt. Det eneste, der gør lidt ondt er ægudtagning, men her får du noget beroligende og bliver lokalbedøvet, og så er det ikke så slemt. 

Endelig kan jeg anbefale dig at melde dig ind i disse facebookgrupper. Der kan du få svar på alt det, du tumler med. 

Endometriose DK - Støttegruppe for ALLE med endometriose

Endometriose - Kvinder i fertilitetsbehandling

Held og Lykke med PB.

MayaK skriver:

Hej alle.

Jeg skrev for noget tid siden herinde, omkring det med at være frustreret over ikke at blive gravid..

det der er sket nu, er at vi har været til samtale hos IVF-SYD.. jeg fik en scanning, som viste at min æggeleder ikke dur mere, grundet endometriose.  (Har fået fjernet den ene, grundet graviditet uden for livmoderen).. så nu ved vi hvorfor at jeg ikke er blevet gravid. Hold nu helt op, hvor er det bare noget tis. 23 unge år, og så få sådan en besked. Shit den er hård.. vi er blevet tilbudt reagensglas.. men på stående fod, så er jeg godt nok usikker.. jeg har angst for den smerte, det vil give ved reagensglas. Er der nogle som har erfaring med reagensglas, og den smerte det føre med sig?

Knus

mig 

Er ked af at høre det ikke kan lade sig gøre ad naturlig vej. Tror det er meget individuelt hvor slemt den enkelte synes det er. Personligt sprang jeg nærmest ud af stolen efter ægudtagningen og ranherede smerten til 0-1 og sagde heller ikke et pip da jeg blev stukket med  lokalbedøvelse. Jeg kan ellers skrige nok så højt bare ved en alm. Gynækologisk undersøgelse, hvis det er en der ikke er så erfaren, der udfører den. Men for mig var det peace of cake. Og heller ikke så slemt som frygtet at stikke mig. Så det er slet ikke sikkert at du vil synes det er slemt. Der er også tilbud om at få beroligende inden hvis man er nervøs.

Dream skriver:

Er ked af at høre det ikke kan lade sig gøre ad naturlig vej. Tror det er meget individuelt hvor slemt den enkelte synes det er. Personligt sprang jeg nærmest ud af stolen efter ægudtagningen og ranherede smerten til 0-1 og sagde heller ikke et pip da jeg blev stukket med  lokalbedøvelse. Jeg kan ellers skrige nok så højt bare ved en alm. Gynækologisk undersøgelse, hvis det er en der ikke er så erfaren, der udfører den. Men for mig var det peace of cake. Og heller ikke så slemt som frygtet at stikke mig. Så det er slet ikke sikkert at du vil synes det er slemt. Der er også tilbud om at få beroligende inden hvis man er nervøs.

For at sætte det lidt på spidsen, kan du prøve at spørge dig selv om du ville lade være med at prøve at få børn naturligt, hvis du kunne, pga frygt for fødslen? Forestiller mig at en ægudtagning, selv for dem der har fået mest ondt, er småting i forhold til en fødsel. Bare et andet perspektiv :-)

.