Bange for alt:(

Hejsa

Min lille fyr på 7 måneder er meget bange for alle fremmede, han skriger hysterisk og kan slet ikke få ham til ro hvis den fremmede person taler.

Har en meget stor svigerfamilie, som elsker at holde om ham og lege, han trives så godt med dem og græder aldrig og han bliver tumlet rundt. Får næsten grineflip med alle han kender for så glad en dreng er han. Derimod når jeg mødes med min mor, søster farmor mm. kan han græde hysterisk, og jo længere tid der går imellem jo værre bliver det. Jeg kan bare ikke tåle at høre min lille mus græde af skræk.

Især mandelige dybe stemmer er han meget bange for. Feks var jeg en tur i lidl og der var en gammel sød mand som talte og vinkede der græd han også. Og hos lægen når det er en mandlig læge, vi var sidst hos en kvindelig læge men der græd han ikke der smilede han. Det kommer også an på hvordan folk taler til ham hvis de taler til ham stiller roligt ved første indtryk så er han så glad. Men bliver der snakket højt så skriger han af skræk, og falder først til ro når personen ikke siger noget eller er væk.

Han trives så godt og er meget fremme motorisk, han er meget nysgerig når vi er i andre bygninger, værelser steder - kigger rundt, hvad kan jeg gøre for at hjælpe min mus? Håber det er en fase har i oplevet noget lignende?

Ps. min søsters datter har også oplevet noget af det samme, det var bare med motorcykler, politibiler, lyde af værktøj hvis naboen borede… Det gik over

Jeg følger lige med her. Det kunne være mig der har skrevet det.
Min pige på 6 måneder kan græde helt angstfuldt når vi fx får gæster. Det tog mange måneder før hun kunne være omkring min mor. Og ingen har kunnet båret hende indtil nu. hendes 5 måneder vaccine blev aflyst fordi hun græd så meget .

så jeg forstår. D pisse hårdt at stå i

Helt normalt og meget alderssvarende  

faktisk skal man helst opleve det med sit barn. For det vidner om, at barnet har en tryg tilknytning til dig. At det kan bruge dig som sikker havn. Nogle børn giver mere udtryk for det i perioder end andre. Det handler også om personlighed. Du kan læse om det, ved at søge på “tilknytningsteori”. Som basalt set er evnen til at kunne regulere sig selv - men det lærer man kun ved at kunne få hjælp af en voksen. Og dermed kommer de perioder, hvor barnet vil opdage, at verden er “farlig” og søge hjælp hos dig. 

De fleste små børn har de perioder. Omrking 6-8 måneder kommer den første periode. Og igen mellem 10-14 måneder. Og igen 18-20 måneder. Og igen og igen. Det er hver gang, deres bevidsthed udvider sig. Nu har han opdaget, at der findes “fremmede” og dem ved han ikke, hvordan han skal takle.

Nogle psykologer refererer til det til det seperationsangst (det er ikke en angst som sådan. Men bevidstheden om, at du som omsorgsperson kan forsvinde - og han ikke ved, hvor du er. Han hjerne forstår det ikke endnu. At du er bag døren. Og dermed bliver “fremmede” farligere. Han ved jo ikke, hvad den fremmede gør. Og ofte er det mandestemme, der fremprovokerer det. Helt klassisk og lige efter bogen  

Så vis ham det - uden at træde over hans grænser. Vink igen og sig “hej hej. Vi siger hej på afstand”. 

læs evt her: https://www.alt.dk/boern/separationsangst-hos-boern

og her: https://www.sundhedsplejersken.nu/boern-0-5-aar/relationer/relation-og-tilknytning/

CBbaby skriver:

Helt normalt og meget alderssvarende  

faktisk skal man helst opleve det med sit barn. For det vidner om, at barnet har en tryg tilknytning til dig. At det kan bruge dig som sikker havn. Nogle børn giver mere udtryk for det i perioder end andre. Det handler også om personlighed. Du kan læse om det, ved at søge på “tilknytningsteori”. Som basalt set er evnen til at kunne regulere sig selv - men det lærer man kun ved at kunne få hjælp af en voksen. Og dermed kommer de perioder, hvor barnet vil opdage, at verden er “farlig” og søge hjælp hos dig. 

De fleste små børn har de perioder. Omrking 6-8 måneder kommer den første periode. Og igen mellem 10-14 måneder. Og igen 18-20 måneder. Og igen og igen. Det er hver gang, deres bevidsthed udvider sig. Nu har han opdaget, at der findes “fremmede” og dem ved han ikke, hvordan han skal takle.

Nogle psykologer refererer til det til det seperationsangst (det er ikke en angst som sådan. Men bevidstheden om, at du som omsorgsperson kan forsvinde - og han ikke ved, hvor du er. Han hjerne forstår det ikke endnu. At du er bag døren. Og dermed bliver “fremmede” farligere. Han ved jo ikke, hvad den fremmede gør. Og ofte er det mandestemme, der fremprovokerer det. Helt klassisk og lige efter bogen  

 

Så vis ham det - uden at træde over hans grænser. Vink igen og sig “hej hej. Vi siger hej på afstand”. 

læs evt her: https://www.alt.dk/boern/separationsangst-hos-boern

 

og her: https://www.sundhedsplejersken.nu/boern-0-5-aar/relationer/relation-og-tilknytning/

Tusind tak, ja høre også andre sige det gjorde min også. Men havde bare brug for at høre det fra nogen andre.

Sådan var min dreng også. Det er helt normalt. �� 

Det gik over da han var et år Ca. Eller det blev bedre vil jeg nærmere sige. Nemmere ��