Jeg håber sådan at der sidder nogen derude med erfaringer, gode råd eller andet. Forældre til børn med udfordringer eller fagfolk med erfaring fra området.
Vi har en søn på 9 år. Han har en autismediagnose og går i 3. klasse på en specialskole. Han gik i 0., 1., og halvdelen af 2. klasse i en almindelig klasse på en folkeskole, men især i 1. og 2. klasse havde han det svært.
Han er fagligt rigtig godt med. Han er meget glad for dansk, engelsk, matematik, naturfag, geografi, historie.. ja, alle fag pånær billedkunst og musik. Han er meget nysgerrig og elsker at lære nyt.
Han har indtil nu (i et år) været glad for skolen og for den klasse han går i, men den sidste måneds tid er han blevet mere og mere ked af at gå i skole.
Han er i det hele taget ked af at gå på en specialskole.
Han er en meget aktiv dreng. Går til fodbold 3 gange om ugen og elsker i det hele taget idræt og han er meget social.
Han har 5 klassekammerater med hver deres udfordringer, ligesom han selv har, men det virker som om at de har det lige en tand sværere end vores søn. Der er enormt meget uro i klassen og vores dreng oplever at der ikke er tid til at hjælpe med det faglige. De andre børn er børn som ikke har overskud til legeaftaler, til at vi arrangerer noget (a la klassefest, sheltertur osv.) og vores søn mangler sådan et par gode venner.
Han har brug for støtte til det sociale. Han lærer langsomt de sociale spilleregler (eller afkoder dem), men ja.. støtten skal han have på en eller anden måde, men mon der findes en bedre løsning?
Vi har lovet ham at tage en snak med klasseteamet, men vi ved reelt ikke hvad vores muligheder er. Kunne han mon gå i en anden klasse på skolen? Ville det være bedre for ham at gå i en specialklasse på en almindelig skole?
Hjææælp. Vi vil så gerne at han fortsætter den gode udvikling han har haft det sidste år. At han fortsat har den nysgerrighed og lyst til at lære som han har nu.
Anmeld
Citér