Bekymringer om graviditet i 6+0

Hej med jer! 

Jeg er i morgen 6+0 og er helt vildt glad, men hele tiden tynges jeg af bekymring for om noget mon går galt. Jeg mærker efter og synes hele tiden jeg oplever noget uvant i kroppen og bliver nervøs. 

I november sidste og havde jeg en bio omkring 4+ 6 og derfor er jeg som sagt længere end før. 

Jeg tester hele tiden, for at være sikker på at den ekstra streg ikke forsvinder (det gjorde den nemlig i november). Derudover er jeg lige  testet positiv for corona i dag og er derfor ekstra bekymret for om det kan have nogle komplikationer. Da det hele stadig er meget nyt har jeg kun min kæreste at snakke om det med og derfor mangler jeg også noget sparring. 

Har i oplevet noget lignende og endte det hele godt? 

Håber i har lyst til at dele nogle historier. 

Jeg mistede en graviditet i uge 21, og efterfølgende kunne jeg simpelthen ikke blive gravid  vi prøvede aktivt i over 2 år og så lykkedes det så! 
Jeg er i dag 25+  

men bekymringen sad så dybt i mig, og lige som dig testede jeg også - selvom jeg jo hverken blev mere eller mindre gravid af den årsag..  

Min læge kendte til mit tidligere tab, og min cyklus var helt hul i hovedet (pcos) så jeg fik en henvisning til scanning og blev scannet 3+5 og igen 6+5 - hvor der var hjerteslag. Det gav en kæmpe ro, og alligevel kunne bekymringerne tage over igen.. til sidst begyndte jeg at sige til mig selv hver gang tankerne kørte “stop! Din krop har styr på det, skal det være så bliver det”. 

og vi venter en sund og rask lille pige  

krydser fingre for alt går godt og du snart har din baby

Jeg har haft 3 SA og 2 bio. 

Første gang vi overhovedet prøvede, stod jeg med en positiv test. Men mistede i uge 7. Da jeg fik æl igen, blev jeg heldigvis gravid igen. Jeg var egentlig ikke specielt nervøs undervejs, for jeg havde bare en mavefornemmelse der sagde, at det hele gik godt, og at man da ikke blev ramt af en sa to gange i træk. Fik en sund og rask dreng.

Da vi ville lave nr 2, skete der bare ikke noget. Vi endte med en kamp på 2,5 år, herunder en bio og en SA igen, og vi fik lillebror med icsi. Jeg var så nervøs dagligt gennem hele graviditeten. Jeg kunne holde de første mange uger ud ved at købe en ugentlig scanning. Men jeg havde det så svært gennem hele graviditeten. Havde jeg spist et stykke spegepølse, var jeg angst for at få listeria. Da vi var sydpå i sommerferien kom der en historie om at der var fundet zikavirus i nærheden, og jeg var så skræmt Da jeg begyndte at mærke liv, kunne jeg blive angst hvis jeg ikke lige mærkede ham i noget tid. Jeg var faktisk bange helt indtil den dag jeg fødte ham. Jeg tror at den store angst lå i, at det havde været så svært at komme dertil. Hvad hvis det det nu gik galt? Så kunne jeg simpelthen ikke bære tanken om at skulle starte helt fra 0 igen. 

Jeg syntes det var så svært at det hele bare var ude af ens hænder. Lige meget hvor umage man gjorde sig, om man fulgte alle de råd der bliver givet, så kunne man ikke være garanteret at det hele gik godt. 

Jeg har ikke de store råd, ud over at jeg synes det hjalp at blive scannet jævnligt. Men ellers må man også bare acceptere at nervøsitet følger med forældreskabet. Man stopper ikke med at være nervøs når barnet er født, det er bare nogle andre ting man er nervøs over. 

Du er bestemt ikke alene om din frygt! 

Jeg mistede 9+5 første gang. Det tog 7 måneder at få en positiv test igen, men stregen forsvandt ligesom din og mistede 5+0. 

Nu er jeg 10+0 og var frygtelig skeptisk og bange. Jeg fik en scanning 8+0 og det hjalp. Så nu er jeg mere rolig. Jeg skal skannes igen i morgen  Jeg håber 3. Gang er lykkens gang og begynder at tro på det

Da jeg testede positiv, var jeg et par dage efter sikker på, at den sad forkert eller noget var galt. Min krop gjorde ondt, som jeg kun før har haft det ved cyster på æggestokkene. Dagene var SÅ lange indtil 6+3 hvor vi tog til en tidlig tryghedscanning (koster ca. 500kr), og til vores store lettelse sad den helt rigtigt og havde hjerteblink - herefter kunne jeg stoppe med at teste.

I ugerne op til NF blev jeg igen urolig, selvom jeg virkelig prøvede at lade være. De var en halv time forsinkede på dagen, og jeg kunne næsten ikke være i det, men derinde lå altså en vældig spjættende og fin baby, og jeg stortudede så snart hun slap mit maveskind og jeg måtte bevæge mig.

kort efter fik jeg corona (14+), og blev igen bange, for jeg havde virkelig været syg. Dagene gik og vores tidlige kønsscanning kom nærmere og nærmere, og jeg nåede kun lige at blive rask til den. Ærligt havde jeg helt glemt at vi ville få kønnet at vide den dag, og var allermest optaget af om der stadig var liv. Allerede inden jordemoderen sagde noget, så vi den lille spjætte rundt derinde, og min kæreste, der havde forsøgt at berolige mig inden, klemte min hånd og alt var godt.

Siden er jeg virkelig vokset meget, så jeg er ikke så meget i tvivl om om der er liv. Men misdannelsesscanning er også lidt nervepirrende, og pt alt for langt ude i fremtiden. Men altså, lillen har ikke godt af alle de bekymringer, siger JM, så jeg forsøger virkelig at ligge dem på hylden og glæde mig over min graviditet istedet - eller jeg tror faktisk at jeg ER nået til at glæde mig. bekymringerne dukker op i ny og næ, og skal lige ligges til ro igen. Men som min veninde sagde det, så vil der fra nu af altid være bekymringer; er der misdannelser, sker der noget inde i maven efterfølgende, hvad med fødslen, og hvad med bagefter - stopper man nogensinde med at bekymre sig om sit barn har det godt? Ifølge min mor og mavefornemmelse; nej. Men vi må prøve at være i det, så rolige som vi kan

Jeg ønsker dig god bedring hvis du er syg af coronaen, og håber at du kan finde ro i din graviditet, lidt før end jeg. Evt køb en tidlig scanning, det er altså virkelig det værd efter min mening!