Hvad gør man når man ikke tages alvorligt?

Siden jeg var syg med en meget alvorlig infektion for fire år siden med indlæggelse, massive infektionstal og sepsis har min krop ikke fungeret ret godt. Jeg siger ikke, det er pga den infektion, det er bare opstået efter det forløb. Det var så massivt at min milt svulmede op og jeg var til kontroller til den var normal størrelse igen, det vurderes det var respons på infektionen var så voldsom.

Men siden dengang har jeg haft masser af helbredsbøvl. Jeg har meget ofte temperaturstigninger uden anden sygdom. Aldrig helt feber, men en temperatur mellem 37.5-38.0, altså subfebril, og over min normaltemperatur. Jeg kan mærke det hver gang, inden jeg tjekker min temperatur, for jeg rammes af sygdomsfølelse med træthed, muskel og ledsmerter, varme følelse.. Og det her kommer og går.

Jeg døjer generelt med smerter i hele kroppen hele tiden. Efterhånden har jeg vænnet mig til det.

Siden dengang har jeg også oplevet med jævne mellemrum, at det føles som om noget er der, der ikk skal være der, der hvor milten er. Hvis jeg ligger på siden, maven eller bukker mig forover, så kan jeg mærke en udfyldning inde i kroppen, men den kommer og går. Endelig gad lægen mærke efter for et halvt års tid siden og kunne mærke en udfyldning, der ikke skulle være der, men da det ikke var akut var der flere måneders ventetid på scanning, og da jeg kom til var følelsen væk igen, og alt så normalt ud. Lægen har bare sagt jeg må sige til næste gang, så må vi se, om jeg kan komme hurtigere til. At det virker som om måske min milt ind i mellem svulmer op som dengang med infektionen.

Jeg har været ved lægen adskillige gange de sidste fire år, og jeg føler simpelthen ikke de tager mig alvorligt. Jeg er egentlig ikke bange for det er noget alvorligt, mit skøre rationale er at så var jeg vel død nu fire år senere

Men det er hårdt at gå med daglige smerter i hele kroppen, adskillige gange om ugen subfebril med sygdomsfølelse og muskel og ledsmerter og så den der tilbagevendende udfyldning.

Er der nogen der fejler det samme, som kan sige noget om hvad det var for dem, eller som har et bud? Jeg føler jeg bliver fejet af med det sikkert bare er psykisk og den slags, selvom lægen selv har mærket den udfyldning, og jeg rent objektivt jo kan dokumentere de temperaturstigninger..

Anonym skriver:

Siden jeg var syg med en meget alvorlig infektion for fire år siden med indlæggelse, massive infektionstal og sepsis har min krop ikke fungeret ret godt. Jeg siger ikke, det er pga den infektion, det er bare opstået efter det forløb. Det var så massivt at min milt svulmede op og jeg var til kontroller til den var normal størrelse igen, det vurderes det var respons på infektionen var så voldsom.

Men siden dengang har jeg haft masser af helbredsbøvl. Jeg har meget ofte temperaturstigninger uden anden sygdom. Aldrig helt feber, men en temperatur mellem 37.5-38.0, altså subfebril, og over min normaltemperatur. Jeg kan mærke det hver gang, inden jeg tjekker min temperatur, for jeg rammes af sygdomsfølelse med træthed, muskel og ledsmerter, varme følelse.. Og det her kommer og går.

Jeg døjer generelt med smerter i hele kroppen hele tiden. Efterhånden har jeg vænnet mig til det.

Siden dengang har jeg også oplevet med jævne mellemrum, at det føles som om noget er der, der ikk skal være der, der hvor milten er. Hvis jeg ligger på siden, maven eller bukker mig forover, så kan jeg mærke en udfyldning inde i kroppen, men den kommer og går. Endelig gad lægen mærke efter for et halvt års tid siden og kunne mærke en udfyldning, der ikke skulle være der, men da det ikke var akut var der flere måneders ventetid på scanning, og da jeg kom til var følelsen væk igen, og alt så normalt ud. Lægen har bare sagt jeg må sige til næste gang, så må vi se, om jeg kan komme hurtigere til. At det virker som om måske min milt ind i mellem svulmer op som dengang med infektionen.

Jeg har været ved lægen adskillige gange de sidste fire år, og jeg føler simpelthen ikke de tager mig alvorligt. Jeg er egentlig ikke bange for det er noget alvorligt, mit skøre rationale er at så var jeg vel død nu fire år senere

Men det er hårdt at gå med daglige smerter i hele kroppen, adskillige gange om ugen subfebril med sygdomsfølelse og muskel og ledsmerter og så den der tilbagevendende udfyldning.

Er der nogen der fejler det samme, som kan sige noget om hvad det var for dem, eller som har et bud? Jeg føler jeg bliver fejet af med det sikkert bare er psykisk og den slags, selvom lægen selv har mærket den udfyldning, og jeg rent objektivt jo kan dokumentere de temperaturstigninger..

Jeg har ikke prøvet det, men ville ikke hoppe videre uden et virtuelt kram herfra..

puha det må ikke være rart...

jeg har en læge der kaldte mig hysterisk mor fordi jeg ville have hun tjekkede vores yngste på 1 år efter han havde haft feber og hoste i 10 dage og været meget træt i forhold til hvad han plejer at være.. han er altid fuld af energi også selvom han har 40 i feber.. lægen endte med at sige jajada kom med ham og så da hun så han havde snot ja så blev det afskrevet med hysterisk mor med forkølet baby...

normalt ville jeg skifte læge men der er bare ikke andre i vores nærområde der har åbent for nye patienter.. i hvert fald ikke nogen der ikke har mange der skriver hold jer væk fra denne læge..

så måske overveje at ringe til lægevagten ved temperaturskift og udfyldningsfølelse og så overdriv?? jeg har fornemmelsen af at lægevagten forventer at man overdriver så når man bare fortæller det normale så bliver man ikke taget seriøst for så er det jo kun halvdelen af det man fortæller der er rigtigt...

Hvis man ikke bliver taget alvorligt, så bliver man ved og ved og evt. skifter læge. Jeg havde en periode hvor jeg simpelthen havde det så dårligt - træthed, ubehag i kroppen, smerter. Min læge mente det var psykisk….. Jeg tvang hende nærmest til at tage blodprøver, det viste sig at jeg havde så lavt stofskifte at overlægen på endokrionologisk på sygehuset ringede til mig samme dag som de havde fået blodprøverne og bad mig påbegynde medicin med det samme. 

Jeg tror de fleste læger er kompetente og dygtige til deres arbejde, men som alle andre laver de også fejl. Derfor er det min opfattelse, at man skal stole på sig selv og blive ved med at søge kontakt til lægen hvis man er bekymret

Det er virkelig synd for dig - jeg håber, du finder en løsning. Jeg døjer selv med kroniske smerter - dog pga noget helt andet - så jeg forstår udmærket, hvor hårdt det kan være.

Kort sagt: Find en anden læge / få henvisning til et andet sted.

Så krydser jeg fingre for, du finder en læge, der tager det mere seriøst, end det lyder til, din nuværende har gjort det.