Hej
Lidt forhistorie. Min mand og jeg har taget min niece og nevø i pleje. Deres far begik selvmord for tre år siden og deres mor (min søster) har et stofmisbrug, og har paranoid skizofreni. Jeg har længe kunnet se, at det ikke gik godt, og kunne tydligt se min nevø og niece i mistrivsel, så jeg prøvede at hjælpe hende, og har skrevet to underretninger, som kommunen ikke gjorde noget ved.
For en måned siden flyttede min nevø og niece ind til min familie og mig, efter aftale med min søster og kommunen. Vi har talt med en socialrådgiver, og så har vi selv taget kontakt til en børnepsykolog, men han har en måneds ventetid.
Min mand og jeg har selv to sønner på otte og 10 år, og min nevø og niece er hhv. seks og tre år. Vi har selvfølgelig fået at vide, at de kan have reagere på skiftet og deres opvækst, og vi har fået et ark med på hvilken måde de kan reagere ift. deres aldre. Min nevø har ofte ondt i maven, er meget "overtilpasset" og tager sig meget af sin lillesøster. Det arbejder vi mest på for tiden, for vi fik at vide af en socialrådgiver, at alt det ansvar han før har haft for sin lillesøster, skal vi sørge for at han ikke skal have længere. Min niece har reageret i form af, at hun er meget tryghedssøgende og vil helst have enten min mand eller mig i overskuelig rækkevidde, og har mange uheld. Vi kan godt have lidt svært ved, at finde ud af på hvilken måde vi skal "irettesætte" børnene, da vi synes, at de lige nu skal skånes mest muligt. Lige nu er der ikke rigtig noget der giver anledning til irettesættelse, da det jo fx i min nevøs tilfælde mest er "jeg passer på ...., du kan bare gå ind og lege med drengene", men på et tidspunkt tænker vi, at de falder mere til og er trygge nok eller hvad man skal sige, til at kunne sætte sig på tværs, eller blive lidt frækkere fx
Jeg har taget et halvt års orlov, og hvis der stadig er behov til den tid, tager min mand så orlov om et halvt år.
Min mand og jeg kunne rigtig godt tænke os personlige erfaringer til det at have et barn/børn i pleje, og tips fra andre der står eller har stået i samme situation. Vi har fået en masse oplysninger fra kommunen, så det er mere de personlige erfaringer vi søger.
Vi håber, at I kan hjælpe!