Dårlig mor?

Jeg har en skøn dreng på 2,7 år, en bulderbasse, han er sjov kærlig, næsten altid glad og smilende, meget mor glad, men han har også kun mig, problemet er at sådan er han tilsyneladende kun herhjemme, i dagplejen er han genert tilbageholdende forsigtig, og siger ikke særligt meget, det skal siges han er bagud med sprog, talepædagog er lige startet op, han skal have et skub til at lege med de andre, pt er han i gæstedagpleje pga sygdom, og da viser han ingen interesse i de andre børn, igår i legestuen var der en del larm og meget gråd, og han kunne slet ikke være i det, ved godt at han ikke har været i legestue længe pga Corona og heller ikke sammen med mange børn, men jeg bliver ved med at tænke, hvad gør jeg forkert som mor? Siden han er så usikker ude.

Når vi som familie er ude og til store forsamlinger er der intet, nu er jeg en mor først i 40'erne, så har kun en enkelt veninde med et barn der er 1 år ældre end min dreng, og hende leger han gerne med.

Nogen der har prøvet det samme?

Min datter er 5 nu, hun var som baby ret sensitiv på lyd, er det stadig men ikke i samme grad. Hun var tryg i dagplejen fordi vi kendte dagplejeren privat. Men hun var lidt tilbageholdende og har det fint i eget selvskab. Da hun startede i børnehave, da blomstrede hun, blev mere udadvendt, lidt kommanderende dog, men en af dem der pludselig tog teten. Jeg oplevede omkring de 2,7 - hun kedede sig i dagpleje, de andre var små og hun blev ikke stimuleret nok. 

I starten af børnehave tiden hentede jeg altid min datter som sad alene ved et træ med sin taske på, det bekymrede mig. Men pædagogerne sagde hun var lidt fanget af at hendes venner sov til middag, men at hun trives fint i eget selvskab. Det var ikke et problem. 

Med det vil jeg bare sige, det er godt at være opmærksom men noget ændre sig med tiden og måske det blot bunder i tryghed og måske lidt usikkerhed pga. tale. 

Og kan du så slette det dårlig mor? Da er du alt for hård ved dig selv. 

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 2,7 år, en bulderbasse, han er sjov kærlig, næsten altid glad og smilende, meget mor glad, men han har også kun mig, problemet er at sådan er han tilsyneladende kun herhjemme, i dagplejen er han genert tilbageholdende forsigtig, og siger ikke særligt meget, det skal siges han er bagud med sprog, talepædagog er lige startet op, han skal have et skub til at lege med de andre, pt er han i gæstedagpleje pga sygdom, og da viser han ingen interesse i de andre børn, igår i legestuen var der en del larm og meget gråd, og han kunne slet ikke være i det, ved godt at han ikke har været i legestue længe pga Corona og heller ikke sammen med mange børn, men jeg bliver ved med at tænke, hvad gør jeg forkert som mor? Siden han er så usikker ude.

Når vi som familie er ude og til store forsamlinger er der intet, nu er jeg en mor først i 40'erne, så har kun en enkelt veninde med et barn der er 1 år ældre end min dreng, og hende leger han gerne med.

Nogen der har prøvet det samme?

Du gør ikke noget forkert som mor... Nogle børn har det bare svært ved at være ude og lære det sociale samspil. Jeg er selv dagplejer og møder flere der har det rigtig svært med den alder din søn har og legestuer, verden er alt for stor for nogle. Desværre er samfundet skruet sådan sammen at de små fra dagplejen skal lære større forsamlinger af børn og være i det, fordi de skal gøres klar til børnehaven. Der er ikke andet at gøre end at give ham kortere dage hvis du kan. Og så tage en snak med dagpleje pædagogen og fortæl om forskellighederne, måske er hans dagplejer og ham ikke det rigtige match? 

Vores datter er/var på samme måde, og jeg fik desværre skylden for det, fordi de mente, at min depression da hun var spæd, havde noget med det at gøre.. 

Men det tvivler jeg meget stærkt på, og nu er hun 2 år og 10 måneder, og hun har på bare de sidste 3-4 måneder ændret sig helt vildt.. Det hjalp faktisk, at hun kom i gæstedagpleje og klikkede med en dreng, der var ligesom hende.. Så ville hun pludselig lege med de andre, begyndte at snakke og være meget mere udadvendt.. Og hun ELSKER legestue nu, og glæder sig virkelig meget til at starte børnehave her den 1. Oktober.. 

Så du er ikke en dårlig mor.. Nogle børn er bare sådan.. Det handler (fik vi af vide) ofte om, at barnet mangler selvtillid, og her skal vi voksne så hjælpe.. Så står barnet fx i en situation, hvor han/hun har problemer med at vise/fortælle om sine behov eller følelser, så skal vi voksne træde ind og anerkende barnets følelser og hjælpe barnet.. Fx kunne min datter ikke lide fysisk berøring uden hendes tilladelse.. Så når andre børn krammede hendes, så gik hun i baglås, og her skulle vi så gå ind og hjælpe hende ved at sige hendes følelser højt til det andet barn 

Søde du. Prøv at tænke dine egne tanker til ende. Hvis alle menneskets mange forskelligheder skulle tilskrives deres elendige mødte, hvor skulle vi så være henne? Børn er ligeså forskellige af lyst, temperament og behov som alle andre - og for et barn som har vanskeligt ved kommunikation og sprog, er der da ikke spor mærkeligt hvorfor større og mere ukendte sammenhænge er noget man ikke er vild med? Hvorimod mor, trygge rammer og venner/familie (som godt forstår en) giver mod på at folde sig ud? Sådan ville jeg da også have det.

Det er jo en opgave - både fagligt og for dig som mor - at støtte barnet i at kunne indgå i de rammer I sætter barnet i (hvis legestue, børnehave eller andet er en nødvendighed), men det er jo ikke barnet (eller din opdragelse af det), som den er gal med - det er bare barnet som siger pænt “nej tak” til de rammer de voksne sætter det ind i og som derfor må hjælpes. 

Anonym skriver:

Jeg har en skøn dreng på 2,7 år, en bulderbasse, han er sjov kærlig, næsten altid glad og smilende, meget mor glad, men han har også kun mig, problemet er at sådan er han tilsyneladende kun herhjemme, i dagplejen er han genert tilbageholdende forsigtig, og siger ikke særligt meget, det skal siges han er bagud med sprog, talepædagog er lige startet op, han skal have et skub til at lege med de andre, pt er han i gæstedagpleje pga sygdom, og da viser han ingen interesse i de andre børn, igår i legestuen var der en del larm og meget gråd, og han kunne slet ikke være i det, ved godt at han ikke har været i legestue længe pga Corona og heller ikke sammen med mange børn, men jeg bliver ved med at tænke, hvad gør jeg forkert som mor? Siden han er så usikker ude.

Når vi som familie er ude og til store forsamlinger er der intet, nu er jeg en mor først i 40'erne, så har kun en enkelt veninde med et barn der er 1 år ældre end min dreng, og hende leger han gerne med.

Nogen der har prøvet det samme?

Det kan også være din søn bare er super sund og god til st skærme sig selv man siger jo at børn ikke har brug for meget andet end forædte og familie til de er 3 år. Min ældste var social og snakkede med alle helt fra babystadie, han er en del mere følsom og bliver nemmere overstimuleret. Min yngste var som din. Udadvendt og snakkende hjemme, men trak sig og legede mest alene til han var omkring 3. Han opsøgte heller ikke de voksne særlig meget. Tilgengækd var han meget tæt på mig især mig og sin far. Han fik en enkel god ven da han var omkring 5. Herfra gik det ligepludselig stærkt med det sociale. Nu er han 7 år, udadvendt og leger med mange og taler frivilligt med andre voksne han kender. Han er en del mere psykisk robust end storebror og bliver sjældent overstimuleret da han altid selv trækker sig og leger alene ved behov.

Ikke vær så hård ved dig selv, er sikker på du gør dit bedste

Vores datter var nærmest præcis på samme måde:

• Hun trak sig fra de andre børn i DP
• Hun græd, når DP besøgte andre eller fik besøg
• Indtil corona lukkede legestuen, var hun dybt ulykkelig der
• Hun var en glad pige herhjemme, dog noget forbeholden overfor gæster (også bedsteforældre)

Da hun var ca. 1½ fik vi lavet en aftale om, at hun altid skulle til de samme 2 gæstedagplejere (den ene kendte hun gennem vores egen DP), hvilket fungerede rigtig fint.

Da hun var 2½ havde vi en samtale med DP og DP-pædagogen, da både vi og DP var noget bekymrede ift. børnehavestart 6 mdr. senere. Her blev det aftalt, at DP i videst muligt omfang ikke skulle have gæstebørn, og at der ikke skulle komme et 4. barn den sidste måned op til børnehavestart, hvor hun ellers havde en ledig plads.

Hen over foråret og sommeren blev vores datter mere og mere tryg ved fremmede, og det var ikke længere et problem med besøg eller de få gæstebørn, der kom. Hun legede også rigtig godt med de andre børn, både hos vores egen DP og i gæstedagpleje.

Jeg havde taget 14 dages forældreorlov ifm. indkøring i børnehaven (indkøring i DP var meget svær), men det endte med at blive den rene ferie for mig:

• På dag 1 ville hun ikke med hjem til frokost (jeg havde været der hele formiddagen med hende), og jeg måtte nærmest slæbe hende ud
• På dag 2 var hun der i 6 timer (og sov lur der) uden de mindste problemer.
• Resten af min orlov var hun der næsten fuld tid (mødte ca. kl. 8 og blev hentet ved 15-tiden), hvor jeg så bare stod standby derhjemme til at kunne hente, hvis der blev brug for det.

Nu har hun gået der i en lille måned. Hun leger med de andre børn, og pædagogerne siger, at hun er en glad pige, som er supergod til at gå i børnehave

Summa summarum er, at der kan ske rigtig meget på kort tid, og det er i hvert fald ikke dig, der er en dårlig mor. Børn er bare forskellige og reagerer forskelligt