Gravid og utilstrækkelig

Jeg skriver her, fordi jeg har ingen at snakke med om det. Jeg føler mig så alene og det hænger mig langt ud af halsen at være gravid. Jeg er gravid med vores andet barn og har termin midt i november. Jeg fødte vores første i december 2019. 

Folk fortæller mig hele tiden, at graviditet ikke er en sygdom. Det er det vel heller ikke men indtil videre har jeg været indlagt 9 gange mellem 2-10 dage og fået væske i drop. Jeg har svær grad af Hyperemesis gravidarum. Jeg har massive plukveer allerede og derudover har jeg lige fået konstateret graviditetssukkersyge. 
Jeg har stillesiddende arbejde, har arbejdet meget hjemmefra og har kun været sygemeldt, de gange jeg har været indlagt. 
Og så er jeg der selvfølgelig for mit barn på lidt over halvandet. 

I onsdags var der en veninde, der skrev, at hun var skuffet over, at jeg ikke har set hendes nye lejlighed. 
I torsdags var der en kollega, som skrev en mail til mig med at hun synes ikke jeg bidrog nok til fællesskabet. Hun synes jeg løser mine opgaver men jeg bidrager ikke til det sociale. Det ville hun blot gøre mig opmærksom på. 
I går ringede min mor og var lidt skuffet over, at jeg ikke kommer med til min mormors fødselsdag, som er 3,5 times kørsel væk. 

I dag stod jeg op og bare græd. Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med opslaget, måske bare få lidt luft. Jeg prøver at sige nej til ting jeg ikke kan overskue og passe på mig selv og vores familie. Men jeg føler mig så utilstrækkelig nu. 

Anonym skriver:

Jeg skriver her, fordi jeg har ingen at snakke med om det. Jeg føler mig så alene og det hænger mig langt ud af halsen at være gravid. Jeg er gravid med vores andet barn og har termin midt i november. Jeg fødte vores første i december 2019. 

Folk fortæller mig hele tiden, at graviditet ikke er en sygdom. Det er det vel heller ikke men indtil videre har jeg været indlagt 9 gange mellem 2-10 dage og fået væske i drop. Jeg har svær grad af Hyperemesis gravidarum. Jeg har massive plukveer allerede og derudover har jeg lige fået konstateret graviditetssukkersyge. 
Jeg har stillesiddende arbejde, har arbejdet meget hjemmefra og har kun været sygemeldt, de gange jeg har været indlagt. 
Og så er jeg der selvfølgelig for mit barn på lidt over halvandet. 

I onsdags var der en veninde, der skrev, at hun var skuffet over, at jeg ikke har set hendes nye lejlighed. 
I torsdags var der en kollega, som skrev en mail til mig med at hun synes ikke jeg bidrog nok til fællesskabet. Hun synes jeg løser mine opgaver men jeg bidrager ikke til det sociale. Det ville hun blot gøre mig opmærksom på. 
I går ringede min mor og var lidt skuffet over, at jeg ikke kommer med til min mormors fødselsdag, som er 3,5 times kørsel væk. 

I dag stod jeg op og bare græd. Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med opslaget, måske bare få lidt luft. Jeg prøver at sige nej til ting jeg ikke kan overskue og passe på mig selv og vores familie. Men jeg føler mig så utilstrækkelig nu. 

 

Du har da tydeligvis nogle uempatiske og grænseoverskridende mennesker i din omgangskreds.

Hvis du har det i dig ville jeg tage en snak med den kollega og understrege det fuldstændig absurde i at hun ringer for at påtale at du ikke bidrager nok til det sociale. Jeg har aldrig hørt noget lignende.

Du må sige fra overfor folk som er skuffede over alt muligt og forklare at så længe du har det skidt skal de for pokker ikke forvente alt muligt. 

Det lyder virkelig som en udmattende graviditet og jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke har det store overskud både fysisk og psykisk.

Ved din veninde synes jeg du skal ringe hende op og fortælle hvordan du har det. Hun må have lidt forståelse.

Med hensyn til kollegaen, så kunne jeg godt finde på, at gå til chefen eller amir, og fortælle om den besked. Det er virkelig en kollega der mangler situationsfornemmelse.

Du har ikke langt tilbage af graviditeten, så jeg synes helt klart du skal passe på dig selv, være ærlig overfor din omgangskreds og ikke presse sig selv til noget du ikke kan overskue - sådan noget har det ofte med at give bagslag. 

Tak for jeres svar. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal være mere tydelig omkring, hvordan jeg har det. Min omgangskreds og arbejde ved det godt. Jeg lægger ikke skjul på det. På arbejde er det meldt fælles ud. Men jeg føler at jeg bliver mødt af, hvor slemt det lige kan være, når jeg ikke ligger i min seng og er sygemeldt fuldtid. Og jo fordi graviditet ikke er en sygdom. 

Jeg har ikke svaret min kollega på mailen, fordi jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle stille op. Jeg har overvejet at svare på den, cc mine øvrige kollegaer, og så bare skrive, at jeg beklager hvis I har det sådan, og at jeg glæder mig til sociale stunder på den anden side. 

Anonym skriver:

Jeg skriver her, fordi jeg har ingen at snakke med om det. Jeg føler mig så alene og det hænger mig langt ud af halsen at være gravid. Jeg er gravid med vores andet barn og har termin midt i november. Jeg fødte vores første i december 2019. 

Folk fortæller mig hele tiden, at graviditet ikke er en sygdom. Det er det vel heller ikke men indtil videre har jeg været indlagt 9 gange mellem 2-10 dage og fået væske i drop. Jeg har svær grad af Hyperemesis gravidarum. Jeg har massive plukveer allerede og derudover har jeg lige fået konstateret graviditetssukkersyge. 
Jeg har stillesiddende arbejde, har arbejdet meget hjemmefra og har kun været sygemeldt, de gange jeg har været indlagt. 
Og så er jeg der selvfølgelig for mit barn på lidt over halvandet. 

I onsdags var der en veninde, der skrev, at hun var skuffet over, at jeg ikke har set hendes nye lejlighed. 
I torsdags var der en kollega, som skrev en mail til mig med at hun synes ikke jeg bidrog nok til fællesskabet. Hun synes jeg løser mine opgaver men jeg bidrager ikke til det sociale. Det ville hun blot gøre mig opmærksom på. 
I går ringede min mor og var lidt skuffet over, at jeg ikke kommer med til min mormors fødselsdag, som er 3,5 times kørsel væk. 

I dag stod jeg op og bare græd. Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med opslaget, måske bare få lidt luft. Jeg prøver at sige nej til ting jeg ikke kan overskue og passe på mig selv og vores familie. Men jeg føler mig så utilstrækkelig nu. 

 

Det er grænseoverskridende og ikke specielt hensynsfuldt. 
Har du isoleret dig meget og og ikke set venner/familie/ kollegaer irl.?

Hvis jeg var veninde ville jeg mere høre hvordan jeg kunne hjælpe dig. Ved hun at du har været indlagt? hvis Hun savner dig ... kan hun då ikke besøge dig?

ifht kollegaen - ved ikke helt hvad jeg skal sige . Jeg ville ringe og forsøge af få en uddybning. Og lade hende vide at det faktisk ikke er ond vilje. 

Får helt ondt i maven over og læse dit opslag! 

i min graviditet med min datter havde jeg det også helt a helvede til. I de slemme perioder kastede jeg op mellem 20-35 gange i døgnet! og når jeg endelig troede jeg kunne komme tilbage på job, så blev det bare totalt slemt! 
jeg var frisør - og til sidst blev jeg sygemeldt hele graviditeten. Jeg kastede blod op osv! 

ang. de uforstående folk i din omgangskreds, så syns jeg bestemt du skal sætte din grænse! Nej graviditet er ingen sygdom, men det kan virkelig føles sådan når man kaster sådan op! 

pas på dig selv, og tænk på DIG SELV og din lille familie. 

rigtig god bedring til dig! 

Kram.

husk selvom graviditet ikke er en sygdom, så kan man godt blive syg af at være gravid. Det er der desværre alt for mange som glemmer.

Jeg blev trist på dine vegne nej at værre gravid er ikke en sygdom i sig selv men der kan komme nogle ting udenvejes som gør det kompliceret og at du har være indlagt ikke bare en gang   burde får din omgangskreds til af forstår alvorlig i det du går i gammen i din graviditet hvis det var min veninde der havde en graviditet som dig ville jeg havde spøgt ind til hvordan jeg kunne hjælpe hende

Også vil jeg bare minde dig om at det er vigtig du pas på dig selv et kampe kram til dig

Hold da op hvor er folk bare hensynsløse overfor dig!

Det synes jeg du skal konfrontere dem med. Du skal IKKE have dårlig samvittighed over noget som helst.

Hvis det var mig ville jeg lave en tekst som jeg kunne sende som svar til den type henvendelser så man er forberedt. Man kommer langt ved at fortælle at man er i en hård periode at ens liv. Graviditet er ikke i sig selv en sygdom, men for dig har graviditeten medført sygdomme.

Jeg ville skrive noget i stil med: jeg ville ønske jeg kunne være der mere for andre, men jeg er i øjeblikket syg og min krop er træt. Den smule energi jeg har tilbage når mit arbejde er klaret, den giver jeg til mit lille barn. Det håber jeg at du har forståelse for. Jeg må sige nej til mange tætte kontakter i øjeblikket og det gør mig ked af det at vide jeg skuffer andre. Jeg glæder mig til at blive frisk igen og vende tilbage til et mere socialt liv som jeg savner meget.

Tanker til dig. Det er helt i orden at være utilstrækkelig i perioder af sit liv og det SKAL familie og venner have forståelse for

Tak for jeres svar. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal være mere tydelig omkring, hvordan jeg har det. Min omgangskreds og arbejde ved det godt. Jeg lægger ikke skjul på det. På arbejde er det meldt fælles ud. Men jeg føler at jeg bliver mødt af, hvor slemt det lige kan være, når jeg ikke ligger i min seng og er sygemeldt fuldtid. Og jo fordi graviditet ikke er en sygdom. 

Jeg har ikke svaret min kollega på mailen, fordi jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle stille op. Jeg har overvejet at svare på den, cc mine øvrige kollegaer, og så bare skrive, at jeg beklager hvis I har det sådan, og at jeg glæder mig til sociale stunder på den anden side. 

God idé at sætte kollegaerne CC på mailsvar, så du får lukket den én gang for alle!

Jeg er virkelig chokeret over at folk opfører sig så hensynsløst.