Er min datter normal?

Jeg er lidt bekymret for min mellemste datter. 

Det bliver måske også mere synligt for mig fordi jeg selv er meget sensitiv, men det her er begyndt at bekymre mig alligevel. Vil lige høre jer hvad i tænker.

Min datter bliver aldrig ked af det på andres vegne, hun er syv år, men det først noget jeg er begyndt at tænke mere over på de sidste. Hvis vi ser en film f.eks. Mads og Mikkel (den scene hvor Mikkel bliver kørt væk)  så græder min store pige og jeg altid, det samme gælder andre film som er lidt eller meget sørgelige. Men min mellemste græder aldrig og bliver ikke ked af det siger hun. Er det normalt? Selv min mand viser flere følelser for andre end hun gør. 

Hun kan godt blive ked af det, men som oftest hvis det noget hun synes rammer hende selv. Altså som hvis hun synes noget er uretfærdigt eller hun bliver irettesat. Men ikke hvis der sker noget for eller ved andre. 

Hvornår skal man til at tænke over det ? Og igen, er det normalt? Hun er kun syv år, så hun er selvfølgelig ikke så gammel endnu, men synes alligevel hun har en alder hvor man burde opleve mere empati og medfølelse. 

Tænker det er helt normalt.

Hun er kun 7 år. Jeg kunne først græde til film efter jeg havde fået børn og det er da langt fra alle mennesker som gør det.

Tænker det er heromkring man kan blive berørte på andres vegne, men stadig meget tidligt, hun er kun 7 år, så ro på og måske hun bare ikke er typen der har let til tårer

Tænker ikke er unormalt som sådan. 
Men empati er ikke noget man fødes med eller ej. Nogen har lettere ved at tillære det end andre. Der er også meget forskel på hvor omsorgsfulde og betænksomme folk er eller hvor meget de går op i følelsesmæssige aspekter. Nogle mennesker er mere rationelle/ og objektive i deres tilgang. 
Man kan træne empati ved at læse bøger med sine børn, hvor der indgår følelser eller se film - og stille spm. mht. hvad de forskellige karakterer måske går igennem. Det kunne være brødrene løvehjerte.

“Hvad tror du hun føner når han siger sådan “... osv. hvad er svært i den situation for hende   XX i filmen.

Det kan også være Mulan. Der er mange film/ bøger hvor man kan italesætte drøfte dilemmaer og følelser. Øve sig på at sætte sig i en andens sted - empati. 

Kan også være filmen ikke er for hende.

Jeg er helt normalt. Hvad end det betyder.

Men jeg græder ikke foran andre eller viser jeg ked af det. Kun min mand.

Kan ikke se hvad problemet er.?

Hun er 7 år. Men er lidt merer optaget af sig selv.

Anonym skriver:

Jeg er lidt bekymret for min mellemste datter. 

Det bliver måske også mere synligt for mig fordi jeg selv er meget sensitiv, men det her er begyndt at bekymre mig alligevel. Vil lige høre jer hvad i tænker.

Min datter bliver aldrig ked af det på andres vegne, hun er syv år, men det først noget jeg er begyndt at tænke mere over på de sidste. Hvis vi ser en film f.eks. Mads og Mikkel (den scene hvor Mikkel bliver kørt væk)  så græder min store pige og jeg altid, det samme gælder andre film som er lidt eller meget sørgelige. Men min mellemste græder aldrig og bliver ikke ked af det siger hun. Er det normalt? Selv min mand viser flere følelser for andre end hun gør. 

Hun kan godt blive ked af det, men som oftest hvis det noget hun synes rammer hende selv. Altså som hvis hun synes noget er uretfærdigt eller hun bliver irettesat. Men ikke hvis der sker noget for eller ved andre. 

Hvornår skal man til at tænke over det ? Og igen, er det normalt? Hun er kun syv år, så hun er selvfølgelig ikke så gammel endnu, men synes alligevel hun har en alder hvor man burde opleve mere empati og medfølelse. 

 

Min datter på 6 år græder aldrig til film. 

Dog blev hun den anden da ked af det, da vi så noget om en pige som efter 2 verdens krig var adopteret til en ny familie, hun blev så mobbet. Der blev min pige ked af det, jeg tænker det er fordi hun selv kan sætte sig ind i følelsen af at blive mobbet 

Hvad er normalt jeg har aldrig forstå hvad det går ud   på tilgængelig er man som man nu engang   er og det mener jeg er vigtigt at vi lære vores børn at de skal stå ved men desværre er vores samfund blev sådan at hvis man ikke passe ned i den kasse som det forventes man skulle pas ned så får man stempel at der er noget galt med en det er ikke uden gund vi har en del børn og unge i dag som føler sig forkendt. Og nej der er ikke noget galt med din datter bare fordi hun ikke græde til en film hun er kun syv år  hun er bare som hun er  

Anonym skriver:

Jeg er lidt bekymret for min mellemste datter. 

Det bliver måske også mere synligt for mig fordi jeg selv er meget sensitiv, men det her er begyndt at bekymre mig alligevel. Vil lige høre jer hvad i tænker.

Min datter bliver aldrig ked af det på andres vegne, hun er syv år, men det først noget jeg er begyndt at tænke mere over på de sidste. Hvis vi ser en film f.eks. Mads og Mikkel (den scene hvor Mikkel bliver kørt væk)  så græder min store pige og jeg altid, det samme gælder andre film som er lidt eller meget sørgelige. Men min mellemste græder aldrig og bliver ikke ked af det siger hun. Er det normalt? Selv min mand viser flere følelser for andre end hun gør. 

Hun kan godt blive ked af det, men som oftest hvis det noget hun synes rammer hende selv. Altså som hvis hun synes noget er uretfærdigt eller hun bliver irettesat. Men ikke hvis der sker noget for eller ved andre. 

Hvornår skal man til at tænke over det ? Og igen, er det normalt? Hun er kun syv år, så hun er selvfølgelig ikke så gammel endnu, men synes alligevel hun har en alder hvor man burde opleve mere empati og medfølelse. 

 

Jeg er i dag 34 år og det har aldrig lagt til mig at   blev rørt når det kommer til film desværre havde jeg en pædagog i den spec klasse jeg gik i der gjort et stor nummer ud af og fortæl mig at det ikke var normal alså det var mig der var noget galt med og jeg hade når vi skulle se film i klasse for jeg følge det var mig der var noget galt for det var jo altid det jeg fik af vide til gengæld   har   jeg nemt blev berørt hvis venner og familie ikke har det godt også sådan har jeg altid haft det. Jeg har heldigvis mødt nogle dejlig mennesker i mit voksen liv som   har lært mig at jeg er helt som jeg skal værre 

din datter er bare som hun er og det er der bestemmer ikke noget glat i

Den eneste film jeg kan græde til er Dumbo. Har aldrig tænkt at det var en 'ting' man 'skulle'? Min søn på snart 6 græder heller ikke til film, det ser jeg ikke noget mærkeligt i. Jeg vurderer hverken mig eller ham som uempatiske.

Er der andre træk ved hende der gør at du bliver bekymret da?