Jer opvokset uden det store familie netværk

Et spørgsmål til jer der ikke havde mange familie medlemmer omkring jeg da i voksede op 

var det noget i lagde mærke til?

var det noget i var ked af? Osv?

- Vores børn har næsten ingen familie relationer omkring sig og det gøre lidt ondt for tiden 

jeg er opvokset med mange fætre og kusiner men ikke Så nærværende bedste forældre men de var der 

Anonym skriver:

Et spørgsmål til jer der ikke havde mange familie medlemmer omkring jeg da i voksede op 

var det noget i lagde mærke til?

var det noget i var ked af? Osv?

- Vores børn har næsten ingen familie relationer omkring sig og det gøre lidt ondt for tiden 

 

jeg er opvokset med mange fætre og kusiner men ikke Så nærværende bedste forældre men de var der 

Jeg havde også mange fætre og kusiner som vi så meget dengang vi var børn. Mine børn har 2 fætre og 3 kusiner på fars side, men vi ser dem kun et par gange om året og det synes jeg er ærgerligt, men mine børn kender jo ikke til andet så tror ikke de savner det på den måde som jeg før på deres vegne. Til gengæld ser de meget deres grandkusine (min fætters pige) da de går i børnehave sammen, og vi passer hende af og til plus de går til svømning sammen hver fredag. Og ville da ønske at de så deres fætre og kusiner ligeså meget. Jeg ved at fætre og kusinerne ser hinanden mere indbyrdes, men de bor også i samme by og min mands søskende har et bedre forhold til deres forældre end han har, så de ses bare mere. 

Anonym skriver:

Et spørgsmål til jer der ikke havde mange familie medlemmer omkring jeg da i voksede op 

var det noget i lagde mærke til?

var det noget i var ked af? Osv?

- Vores børn har næsten ingen familie relationer omkring sig og det gøre lidt ondt for tiden 

 

jeg er opvokset med mange fætre og kusiner men ikke Så nærværende bedste forældre men de var der 

Begge mine forældre er ene børn, så min bror og jeg er vokset op med kun at have vores bedsteforældre og en oldemor. På den ene side af familien havde de nogle venner hvis familie og vores gik 3 generationer tilbage og de var altid med til fødselsdage. 

Da mine forældre blev skilt og de fik nye partnere åbnede der sig en hel ny verden for os børn. Pludselig skulle vi med til store familie fester osv. Det havde vi aldrig prøvet før, og det er egentlig også det eneste som jeg føler jeg har manglet i forhold til mine venner igennem min opvækst. 

Jeg har i stedet haft 4 friske bedsteforældre og dem har både min bror og jeg altid haft et tæt forhold til - de havde jo heller ikke andre børnebørn.

Anonym skriver:

Et spørgsmål til jer der ikke havde mange familie medlemmer omkring jeg da i voksede op 

var det noget i lagde mærke til?

var det noget i var ked af? Osv?

- Vores børn har næsten ingen familie relationer omkring sig og det gøre lidt ondt for tiden 

 

jeg er opvokset med mange fætre og kusiner men ikke Så nærværende bedste forældre men de var der 

Jeg har haft en familie der har været splittet pg hvor mange ikle har set hinanden... mine forældres omgangskreds var heller ikke stor, og vi habde egentlig kun min mormor som vi børn så ift familie.

Jeg må erkende at de som barn ikke har betydet det store, vi sov ved mormor og søgte tilflugt ved hende - så der har værwt en tæt tilknytning....

Det er først som voksen at det er noget der i dem grad har påvirket mig.... og det slog mig hårdt til min datters konfirmation og min gæsteliste lød på 8 mennesker - hvor de 4 var min nyfundende søster med mand pg børn - og 3 var mine søskende....der fik det virkelig op for mig hvor lidt familiebånd jeg har(uden mulighed for at styrke det med egen familie medlemmer) heldivis havde min mands familie en større deltagelse. Min datters fars familie var også kun på 7...hvem hun ikke er tit...

Så jeg ser at mine børn, godt kan savne merw familie - hvor man kan ses, deltage i fester og alt det der høre med... især at have nogle bedsteforældre.... min mindste har, men min datter har ikke og aldrig haft et typisk bedsteforældre forhold til mine forældre da de levede.....og det er jeg ked af på hendes vegne må jeg erkende....

Jeg bliver lige om lidt forhåbentlig færdig med mim uddannelsr og i den forbindelse er det kun min mand og børn der husker det og fejre mig.... og må sku erkende at de der særlige begivenheder der savner jeg et større netværk og ikke mindst familie... jeg har familie bar ikke meget jeg ser af flere årsager.

I min familie havde jeg kun min mor og mine 2 søskende - og så vores fraskilte far, der var ude at arbejde halvdelen af tiden.

Jeg synes, det var dejligt - ærlig talt. Vi var altid bare hjemme og det nød jeg. Hjemme hos min mor og mine søskende og slappe af.
Ikke nogle travle weekender med en masse familiefester, men bare masser af tid til at lege og fordybe sig, til at være kreativ og hygge sig. Samtidig var vi alle sammen dog også sociale og havde venner ude, jeg red f.eks. rigtig meget - men vi havde intet netværk og det var aldrig noget jeg savnede. Jeg lærte også at slappe af og at der ikke altid skulle ske noget. Jeg forstod slet ikke, hvad mine venner snakkede om, når de sagde, de havde travlt. Det havde jeg vitterligt aldrig - og det var fandme skønt!

Nu hvor jeg er voksen og er sammen med min kæreste, der har et stort familienetværk, kan jeg godt være ked af at min er så lille derimod. Det er altid hans familie det handler om og det er også hårdt for mig i forhold til mine to børn... De ser hans familie meget mere end min og det kan være trist... Og det er hårdt, at man altid skal noget socialt, når jeg altid bare gerne vil være hjemme i weekenden og slappe af. Det kan jeg ikke vænne mig til. Og at man skal se så mange mennesker, når det er jul og sådan. Det er ikke så sjovt for mig, men for min kæreste er det bare sådan, det er.

Så som barn, nej, det var så skønt og jeg har lært meget om ro og nærvær af det som jeg ikke ville bytte for noget!
Heller ikke selvom jeg mangler det som voksen. Og mine børn får så både lidt af min ro og lidt af deres fars store netværk, så det bliver forhåbentlig en mellemting.

Jeg er vokset op i et stort netværk, men på ingen måde et familiært. Jeg synes derimod at det har været træls, kedeligt og nogengange frustrerende at skulle til SÅ mange fødselsdage, juleaftener, påskefrokoster, julefrokoster, fætter-kusine-fester m.m. hos mennesker man sås med 1-2 gange årligt og man sås, netop fordi man er i en tvungen familie-relation (jaja, men ses jo fordi man gerne vil, men måske ses man mere af grunden, at man er bange for at miste relationen). Jeg kan huske, at jeg mange gange måtte melde fra til klassefester, håndboldturneringer og børnefødselsdage hos klasserkammeraterne, som jeg i virkeligheden hellere ville være sammen med. 

I dag er jeg voksen og melder fra til disse arrangementer, da jeg meget hellere selv vil vælge, hvem jeg skal bruge mine weekender og ferie sammen med. 

Jeg er opvokset med min mormor og morfar, som var det eneste familie vi rigtig havde. Og jeg har slet ikke været ked af det over det. Kun sommetider har jeg savnet at have et rigtig tæt forhold til min kusine (som jeg så meget sjældent som barn og ikke har set i over 15 år)   Jeg sætter pris på mine venner, og så behøver jeg ikke en familie. Min egen familie er sku heller ikke altid noget at være stolt over. Så længe man har gode venner