En tom fornemmelse..

Hej alle 

Åh... Jeg har bare lidt brug for at få luft. Sagen er den, at min eksmand og jeg blev skilt for snart 3 år siden. Vi har et rigtig godt forhold og er begge videre. Vi har sammen 2 børn, og den ene, vores datter, er inde i en lidt svær periode. Hun er meget "voldsom" i øjeblikket og vores dage er præget af mange konflikter. Det er helt forventeligt og jeg samarbejder rigtig godt med børnehaven. De ser ikke deres far så meget, han arbejder en del. De ses vel i gennemsnit et par gange om ugen, men det er altid mig der afleverer og står for kørsel da han ikke har en bil. Så jeg tager derop kl. 5 om morgenen når han har samvær i hverdagene for at hente dem hjem og aflevere dem i børnehaven. Jeg kører ham ligeledes op og handler når de skal være hos ham  Jeg har forsøgt at starte eget firma op i et års tid, men det er rigtig svært når alt afhænger af mig, og jeg er indimellem lidt stresset og presset, særlig når min datter kræver så meget ekstra i perioder. Det går forud for alt, og hun har brug for en ekstra fridag ca. en gang om ugen.

Anyway, jeg har fundet mig verdens dejligste kæreste og han er flyttet ind, hvilket går super fint. Min eksmand har fundet en anden for 4 uger siden, og jeg er rigtig glad på hans vegne. Jeg har mødt hende, og hun virker rigtig sød og god ved børnene  men jeg fik det alligevel lidt underligt i dag da de kørte på weekend. De kom begge to og hentede dem, og det var super fint, men jeg blev faktisk lidt trist  min datter kaldte mig lidt forskellige underlige navne og løb ud i bilen. Jeg er virkelig glad for de skal have en hyggelig weekend og ud at spise, og jeg gav dem fint tøj med og alt det der, men jeg blev pludselig bange for at de hellere vil være hos dem lige pludselig  herhjemme er der jo mange konflikter, da det er deres trygge base, og ja, jeg blev måske lidt jaloux over, at de kan komme hver anden weekend og tage dem ud til en masse sjove oplevelser uden alt balladen  jeg har jo heller ikke så mange penge, for jeg er lidt nødt til at sørge for alt andet, for faderen har 2 jobs, og der er jo sygdom, køretider, tandlæger, legeaftaler, bedsteforældre osv osv. 

Jeg ved ikke rigtig hvorfor den følelse kom lige pludselig.. Er der nogen, der har prøvet noget lignende? 

Det er rigtig godt du strækker dig langt for at børnene ser deres far ofte. Men jeg synes sgu han har det lidt for nemt. Det nytter da ikke noget han arbejder så meget hvis han ikke kan sørge for bare en minimum af indsats for at se børnene og deltage i deres hverdagsaktiviteter. 

Han må noget mere på banen - også selvom han ikke har bil. 

Anonym skriver:

Hej alle 

Åh... Jeg har bare lidt brug for at få luft. Sagen er den, at min eksmand og jeg blev skilt for snart 3 år siden. Vi har et rigtig godt forhold og er begge videre. Vi har sammen 2 børn, og den ene, vores datter, er inde i en lidt svær periode. Hun er meget "voldsom" i øjeblikket og vores dage er præget af mange konflikter. Det er helt forventeligt og jeg samarbejder rigtig godt med børnehaven. De ser ikke deres far så meget, han arbejder en del. De ses vel i gennemsnit et par gange om ugen, men det er altid mig der afleverer og står for kørsel da han ikke har en bil. Så jeg tager derop kl. 5 om morgenen når han har samvær i hverdagene for at hente dem hjem og aflevere dem i børnehaven. Jeg kører ham ligeledes op og handler når de skal være hos ham  Jeg har forsøgt at starte eget firma op i et års tid, men det er rigtig svært når alt afhænger af mig, og jeg er indimellem lidt stresset og presset, særlig når min datter kræver så meget ekstra i perioder. Det går forud for alt, og hun har brug for en ekstra fridag ca. en gang om ugen.

Anyway, jeg har fundet mig verdens dejligste kæreste og han er flyttet ind, hvilket går super fint. Min eksmand har fundet en anden for 4 uger siden, og jeg er rigtig glad på hans vegne. Jeg har mødt hende, og hun virker rigtig sød og god ved børnene  men jeg fik det alligevel lidt underligt i dag da de kørte på weekend. De kom begge to og hentede dem, og det var super fint, men jeg blev faktisk lidt trist  min datter kaldte mig lidt forskellige underlige navne og løb ud i bilen. Jeg er virkelig glad for de skal have en hyggelig weekend og ud at spise, og jeg gav dem fint tøj med og alt det der, men jeg blev pludselig bange for at de hellere vil være hos dem lige pludselig  herhjemme er der jo mange konflikter, da det er deres trygge base, og ja, jeg blev måske lidt jaloux over, at de kan komme hver anden weekend og tage dem ud til en masse sjove oplevelser uden alt balladen  jeg har jo heller ikke så mange penge, for jeg er lidt nødt til at sørge for alt andet, for faderen har 2 jobs, og der er jo sygdom, køretider, tandlæger, legeaftaler, bedsteforældre osv osv. 

Jeg ved ikke rigtig hvorfor den følelse kom lige pludselig.. Er der nogen, der har prøvet noget lignende? 

Jeg synes faktisk bare at du er mega sej, at komme ud med det. Følelser er følelser, og dine følelser er helt naturlige. Vi alle kan få den følelse fra tid til anden. Ville ikke så meget andet end bare at sige, du lyder som en skøn mor 

Det er en følelse jeg tror rigtig mange deleforældre har, hvis de er den der primært har børnene.. 

Dog kan jeg fortælle dig, at jeg kender flere delebørn som nu er store teenagere. Og de foretrækker faktisk mors faste rammer, og sætter pris på (ja, med ord sgu! ) at de er glade for at deres mødre har været mødre med alt hvad det indebar af sure konflikter osv. Når man bliver ældre kan man jo godt se ideen i at lære rigtigt fra forkert, værdien i, at mor smurte en sund og nærende madpakke, og vred armen om på en for at lave lektier.  

Jeg forstår godt du føler det er åndssvagt urimeligt at de bare får alt det hyggelige. Men tro mig.. dine børn vil altså sætte SÅ meget mere pris på dig og dit morjob, på den lange bane. <3 det fortæller jeg også mig selv hver eneste gang jeg synes faren tænker med det bagerste parti, ift at lærer vores børn at være fornuftige mennesker...  Op - ad - bakke.. 

Anonym skriver:

Hej alle 

Åh... Jeg har bare lidt brug for at få luft. Sagen er den, at min eksmand og jeg blev skilt for snart 3 år siden. Vi har et rigtig godt forhold og er begge videre. Vi har sammen 2 børn, og den ene, vores datter, er inde i en lidt svær periode. Hun er meget "voldsom" i øjeblikket og vores dage er præget af mange konflikter. Det er helt forventeligt og jeg samarbejder rigtig godt med børnehaven. De ser ikke deres far så meget, han arbejder en del. De ses vel i gennemsnit et par gange om ugen, men det er altid mig der afleverer og står for kørsel da han ikke har en bil. Så jeg tager derop kl. 5 om morgenen når han har samvær i hverdagene for at hente dem hjem og aflevere dem i børnehaven. Jeg kører ham ligeledes op og handler når de skal være hos ham  Jeg har forsøgt at starte eget firma op i et års tid, men det er rigtig svært når alt afhænger af mig, og jeg er indimellem lidt stresset og presset, særlig når min datter kræver så meget ekstra i perioder. Det går forud for alt, og hun har brug for en ekstra fridag ca. en gang om ugen.

Anyway, jeg har fundet mig verdens dejligste kæreste og han er flyttet ind, hvilket går super fint. Min eksmand har fundet en anden for 4 uger siden, og jeg er rigtig glad på hans vegne. Jeg har mødt hende, og hun virker rigtig sød og god ved børnene  men jeg fik det alligevel lidt underligt i dag da de kørte på weekend. De kom begge to og hentede dem, og det var super fint, men jeg blev faktisk lidt trist  min datter kaldte mig lidt forskellige underlige navne og løb ud i bilen. Jeg er virkelig glad for de skal have en hyggelig weekend og ud at spise, og jeg gav dem fint tøj med og alt det der, men jeg blev pludselig bange for at de hellere vil være hos dem lige pludselig  herhjemme er der jo mange konflikter, da det er deres trygge base, og ja, jeg blev måske lidt jaloux over, at de kan komme hver anden weekend og tage dem ud til en masse sjove oplevelser uden alt balladen  jeg har jo heller ikke så mange penge, for jeg er lidt nødt til at sørge for alt andet, for faderen har 2 jobs, og der er jo sygdom, køretider, tandlæger, legeaftaler, bedsteforældre osv osv. 

Jeg ved ikke rigtig hvorfor den følelse kom lige pludselig.. Er der nogen, der har prøvet noget lignende? 

???

Ny kæreste for FIRE uger siden, og nu er det allerede far-mor-børn? OG du synes, at det er helt fint?

Der er da ikke noget at sige til, at der er reaktion.

Anonym skriver:

???

Ny kæreste for FIRE uger siden, og nu er det allerede far-mor-børn? OG du synes, at det er helt fint?

Der er da ikke noget at sige til, at der er reaktion.

Nej, jeg synes bestemt ikke det er fint. Jeg har også sagt til ham i dag, at jeg ville sætte stor pris på at de havde bare én dag for sig selv fordi min datter synes det var lidt for svært pg uoverskueligt og det er mig der skal samle hende op. Men jeg kan ikke rigtig bestemme over hvad han gør når de er hos ham. Så jeg vil bare ikke lave mere unødig ballade for børnene. 

God-mor skriver:

Jeg synes faktisk bare at du er mega sej, at komme ud med det. Følelser er følelser, og dine følelser er helt naturlige. Vi alle kan få den følelse fra tid til anden. Ville ikke så meget andet end bare at sige, du lyder som en skøn mor 

Tusind tak for dit søde svar 

Mor11 skriver:

Det er en følelse jeg tror rigtig mange deleforældre har, hvis de er den der primært har børnene.. 

Dog kan jeg fortælle dig, at jeg kender flere delebørn som nu er store teenagere. Og de foretrækker faktisk mors faste rammer, og sætter pris på (ja, med ord sgu! ) at de er glade for at deres mødre har været mødre med alt hvad det indebar af sure konflikter osv. Når man bliver ældre kan man jo godt se ideen i at lære rigtigt fra forkert, værdien i, at mor smurte en sund og nærende madpakke, og vred armen om på en for at lave lektier.  

Jeg forstår godt du føler det er åndssvagt urimeligt at de bare får alt det hyggelige. Men tro mig.. dine børn vil altså sætte SÅ meget mere pris på dig og dit morjob, på den lange bane. <3 det fortæller jeg også mig selv hver eneste gang jeg synes faren tænker med det bagerste parti, ift at lærer vores børn at være fornuftige mennesker...  Op - ad - bakke.. 

Tusind tak for dit søde svar 

Anonym skriver:

???

Ny kæreste for FIRE uger siden, og nu er det allerede far-mor-børn? OG du synes, at det er helt fint?

Der er da ikke noget at sige til, at der er reaktion.

Uanset hvad ts synes, så kan hun overhovedet ikke diktere hvad faren kan og må og hvem han introducerer deres barn til, i hans samværsperiode. 

Sådan er det bare. Hvis hun løfter pegefingeren og fortæller ham hvad han skal og bør, har det højest sandsynligt den ene virkning at samarbejdet går ned ad bakke.

Samarbejdet skal være mere end perfekt, førend man kan håbe at komme nogen vegne med den slags desværre.