Hejsa.
Vi har en dejlig datter på lige over seks måneder. Hun er en meget glad baby, som har et roligt temperament og er let at berolige, men som også elsker at tumle og lege aktive lege. Fra hun var 2 måneder har vi sørget for, at der er lys, leg og lyd (musik og lignende) om dagen og mørkt og roligt om natten. Alligevel har hun tendens til at bytte om på nat og dag. Fra midt oktober til slut december var hun vågen det meste af natten og sov det meste af dagen - nogle gange 8-9 timer i træk uden at skulle have mad. Vi snakkede på daværende tidspunkt med sundhedsplejersken om problemet med de vågne nætter og hun foreslog, at vi indførte en søvnrutine. Det har vi efterfølgende gjort. I fire døgn er hun faldet i søvn ved midnatstid og har sovet hele natten med måltider hver 3-4 time. Nu er det dog begyndt at skride igen, og hun falder i søvn ved 2-tiden. Tidligere har hun kunnet falde i søvn i sin egen seng, hvis vi har ligger ved siden af med en hånd ved hende, imens vi har sunget for hende. Den sidste måneds tid har hun dog kun kunnet falde i søvn, når vi vugger hende, imens vi synger for hende. Når hun ligger i sin seng og blive søvnig, begynder hun at kaste hovedet fra side til side og/eller at slå ud med armene i ret repetitive bevægelser eller spjætte med benene. Om dagen sover hun 1-3 lure, men de varer som regel kun 30-90 minutter. For en uges tid siden var der et par dage, hvor hun var ekstra urolig og havde ekstra meget brug for at putte, nusse, være oppe og blive lagt til brystet, og hvor hun også pressede alt ned i sine gummer (og bed mig meget hårdt, når hun fik bryst). På daværende tidspunkt tænkte jeg, at hun måske var ved at få tænder, men det gik hurtigt i sig selv igen.
Vi har meget svært ved at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe hende til at finde ro og finde en fast døgnrytme (hun har jo egentlig en fast døgnrytme, men det virker, som om der er 26 timer i "hendes døgnrytme"). Kan man aktivere hende for meget om dagen? Vi forsøger at lade være med at lave meget aktive ting med hende fra om eftermiddagen, men om formiddagen og tidligt på dagen, får hun mange svingture og flyveture, ligesom vi danser meget med hende. Hun er også ved at lære at kravle og elsker at ligge på maven og spjætte med arme og ben.
Det skal siges, at hun er i godt humør om natten - bortset fra når hun bliver overtræt, selvfølgelig. I starten tænkte vi, at det nok bare var en periode. Det går rigtig godt på alle andre punkter. Hun har også taget rigtig godt imod skemad, som hun får hver aften og generelt er hun en glad pige, som tager rigtig godt imod nye inputs. Generelt har hun været ret hurtig i sin udvikling - hun kunne holde øjenkontakt og fokusere tidligt, holdt sin nakke tidligt, kom højt op når hun lå på maven tidligt, etc.
Vi håber, at du har nogle gode råd til, hvordan vi kan hjælpe hende.
De bedste hilsner
Trines svar
Kære du
Tak for dit spørgsmål. Det lyder som en skøn pige I har.
Lad mig starte med at sige at ja man man godt overstimulere et barn så de kan have svært ved at finde ro.
Men det lyder ikke som om at det er det i gør.
Jeg synes faktisk at det er en rigtig fin tilgang i har.
Dog vil jeg anbefale at I ikke er skræmte af fysiske aktiviteter om eftermiddagen.
Dog skal I skrue ned mindst 2 timer inden putte ritualet starter.
Og så vil jeg anbefale at I prøver at komme ud i den friske luft.
Ved godt at vejret ikke helt er til det men det vil stimulere din datter at mærke og sanse de forskellige elementer der er i "naturen". Det kan være et blad hun kan krølle eller måske kan hun kravle lidt i sandkasse eller bare prøve kræfter med selv at udforske verden.
En anden tanke jeg fik da jeg læste dit spørgsmål er om I måske skal overveje at skære ned eller droppe nat måltidet.
Det er nemlig muligt at det er medvirkende til at hun aldrig rigtig kommer ned i den dybe som hvilket gør at hun konstant er overtræt og derfor har svært ved at finde ro.
De fleste børn begynder at kunne klare sig uden mad om natten fra de er 6-8 måneder.
Og så kan jeg kun tilslutte mig sundhedsplejersken I skal have et putteritual.
Og I skal tro på det.
At ændre en vane er noget der tager lang tid men det kan lade sig gøre hvis I er konsekvente og vedholdende.
Hvis I har lyst så har jeg er online kursus der hjælper forældre med at få deres børn til at sove.
Det hedder “Sådan får du dit barn til at sove!” og her får I redskaberne til at skabe en rutine og holde den så jeres datter kan få den søvn hun har brug for.
Du kan læse om den her.
Jeg håber det giver mening og så ønsker jeg jer alt held og lykke.
Mange hilsner Trine
Naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk