Eksperthjælp: Psykisk eller fysisk vold? Bekymret for sin mor

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.174 visninger
0 svar
1 synes godt om
13. januar

Gitte Sander

Hej Gitte!
Jeg skriver til dig da jeg er bekymret for min mor.
Min mor har været gift med en mand i cirka 5 år. Jeg har aldrig brudt mig om ham, da jeg syntes han talte ned til hende, og jeg havde det klare indtryk at hun ikke rigtig turde sige ham imod, og at han var meget kontrollerende. Hun tog blandt andet aldrig sin telefon når han var hjemme, og jeg tror det var fordi han ikke syntes hun skulle bruge tiden på at tale med os. Hvis jeg talte med hende, kunne jeg lynhurtigt høre på hendes stemme at han kom hjem, for så ændrede hun sig lige med det samme.
Til sidst i deres forhold ytrede jeg mine bekymringer for min mor, og hun valgte at gå fra ham. Det er omkring et år siden nu.
Men hendes nu eksmand, vil ikke acceptere bruddet. De er blevet lovformeligt skilt, men i starten blev han ved med at love guld og grønne skove, og der var ikke det han ikke ville gøre for at redde ægteskabet. Min mor stod dog fast og flyttede.
Efter hun flyttede havde min mor, og har det stadig rigtig svært ved at stå fast i hendes beslutning. Hun er slet ikke i tvivl om at hun har truffet det rigtige valg for sig selv, men hun føler sig som et dårligt menneske, og det er fordi at eksmanden ringer til hende flere gangen om dagen og fortæller hende hvor dårligt han har det, hvor meget han savner hende osv. Hun er klart en person som vil gå langt for at gøre andre glade, og har derfor også flere gange faldet i og ladet ham komme på besøg og overnatte. Hvilket jo også er dumt da det giver manden falske forhåbninger.
Det der gør mig rigtig bekymret er det her med at han kontakter hende mange gange hver dag. Det kan både være for at fortælle hvor frygteligt det er at hun ville skilles, og bare for at snakke. Han bliver sur og fornærmet hvis hun ikke finder tid til at snakke med ham, og hun kan bruge laaaang tid på at få ham til at forstå at hun ikke har tid lige nu fordi hun er igang med noget. Og så må hun så sige hvornår hun så ringer i stedet. Det virker meget kontrollerende når han ringer, og vil vide hvad hun laver, hvor hun er, og hvorfor hun ikke tog den sidst han ringede osv.
Sommetider har vi også oplevet at han er kommet forbi hjemme hos min mor om aftenen selv om hun har sagt nej til besøg. Min mor siger selv at hun tror han gør der for at tjekke om hun er hjemme som hun har fortalt, eller om hun er sammen med nogen.

Jeg tror hun er fanget fordi han kontrollerer hende så meget og jeg tror det er hårdere for hende end hun giver udtryk for.
Jeg mener jo at den eneste vej videre for alle parter er at droppe kontakten fuldstændig men det kan hun ikke få sig selv til, og bundærligt er jeg faktisk også nervøs for hvilken reaktion det vil frembringe hos hendes eksmand. Han har stort temperament og kan godt blive voldsom og råbe højt. Min mor siger han aldrig har lagt hånd på hende men jeg ved ikke rigtig om jeg skal tro på det... han har en forhistorie med slåskampe med tidligere kærester.

Jeg vil rigtig gerne bringe min bekymring op for min mor, men jeg er i tvivl om jeg burde, og hvordan jeg tackler det bedst. Og så er jeg helt ærligt også nervøs for hendes sikkerhed hvis hun bryder fuldstændig kontakten...

Ser frem til at høre fra dig.



Hej Missyou,

Det lyder godt nok ikke sjovt. Der er ikke noget at sige til, at du er bekymret for din mor på det grundlag du beskriver. Jeg synes det er rigtig godt, at du taler med hende om det og støtter hende.

Det er jo i sidste ende selvfølgelig til fulde hendes eget ansvar, hvem hun vil være i relation eller parforhold med. Men sådan som du beskriver forholdene, hvor du oplever at han er både meget kontrollerende, grænseoverskridende og at din mor forandrer sig meget til det negative i hans nærvær , der bliver dine oplevelser jo vigtige for din mor, fordi det kan jo være, at hun er infiltreret i noget usundt, der ikke er godt for hende.

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er og hvor gammel hun er. Men det lyder som om du ihverfald er voksen og flyttet hjemmefra. Så synes jeg faktisk du skulle overveje at tage hende under armen og gå hen og få hjælp et sted, hvor I kan få direkt rådgivning og vejledning i forhold til situationen.

Det kunne være hos "Dialog mod vold", der arbejder med både psykisk og fysisk vold. Eller det kunne være ved "Lev uden vold", der arbejder med psykisk vold. Der er også krisecentrene lokalt og fx Grevinde Danner i København. Prøv at tjekke de forskellige hjemmesider.

Din mor siger, at han ikke har lagt hånd på hende, men du har ret i, at nogle gange vil man skjule sådan noget for sine voksne børn, fordi det måske føles fornedrende og ydmygende, eller fordi man ikke vil bekymre barnet, eller fordi det er blevet for kompliceret med at ens datter ikke kan enes med ens partner osv. 

Vi kan jo heller ikke bedømme om han har gjort det eller ville gøre det. Så det vi ved, det er at du er bekymret og dine alarmklokker ringer. Og vi ved også at han ihverfald ikke respekterer et nej fra hendes side og opfører sig kontrollerende. Så alt i alt må vi konstatere, at der er grundlag for mistanke om at der er tale om psykisk vold i det forhold ihvertfald.

Din mor kan jo få et polititilhold, hvis hun virkelig føler han overskrider hendes grænser. Men jeg synes at I skulle få noget professionel vejledning med ind over så store beslutninger, så det om muligt kan foregå så fredeligt som muligt og ikke intensivere konflikterne.

Og jeg tænker, at det du kan gøre, er at tilbyde at gå med i det omfang din mor ønsker det. Måske deltage i første samtale og fortælle om din bekymring, så de kan høre hvordan du oplever tingene (især hvis hun underdriver eller har svært ved at formulere sig om det). Derfra vil din mor muligvis helst selv tale med dem eller håndtere tingene - det ville være naturligt og det må du respektere.

Men du kan jo godt tilbyde at følge derhen og vente på hende og tale med hende og støtte hende på den måde hun selv føler kan støtte hende bedst. Det kan du sagtens spørge hende om: "Hvordan kan jeg støtte dig bedst? Er der noget, jeg kan gøre, som ville være en hjælp for dig?"

Nogle gange er parforhold jo uransalige og det kan kræve meget tid og en længerevarende proces at komme ud af parforhold, også selvom omgivelserne klart ser at det forhold er usundt og ikke godt for den person. Det er også meget svært for andre at tage stilling til hvordan andres parforhold er skruet sammen, det kan se anderledes ud udadtil end det er indadtil.

Men hvis man direkte som pårørende eller ven har mistanke om psykisk eller fysisk vold, så mener jeg at det er vigtigt at reagere. Være ærlig og ligefrem overfor den person om hvad man oplever, og tilbyde sin støtte og hjælp. Nogle gange er det begrænset hvor meget man reelt kan stå til rådighed, hvis man fx bor langt væk, har arbejde, bøn osv. Men så kan man tilbyde sin hjælp til at få hjælp et andet sted.

I mine ører lyder det som om du allerede har været og er en stor hjælp for din mor. Jeg håber at I kan få hjælp et af de nævnte steder til hun kan blive bedre til at afgrænse sig uden at det ender i drama, så alle kan føle sig tryg.

Måske har hun på andre måder været - eller er - glad for ham. På måder du måske ikke forstår. Måske har hun reelt svært ved at slippe ham, fordi hun har været glad for ham. Det kan vi ikke vide. Nogle gange er det mere kompliceret end som så hvad der foregår i parforhold, og der kan være mange årsager til at opretteholde et forhold til en partner, som er kontrollerende eller grænseoverskridende. Man har selv en adfærd som påvirker den andens reaktioner, og har ofte også et udbytte af situationen (for eksempel at man får opmærksomhed eller føler at man afvægrer ensomhed).

Derfor er det vigtigt at få professionel hjælp til at arbejde med tingene - og når der er tal om psykisk eller fysisk vold anbefaler jeg at søge hjælp de steder, der har specialiseret sig i at håndtere lige netop dette, så man ikke havner i en optrapning eller en truende situation, som du jo faktisk allerede beskriver er tilstede, da du ikke mener at din mor frit kan sætte grænser og du frygter hans reaktioner.

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.