Hvornår er man afklaret?

Jeg vidste ikke liiige, hvilken kategori, jeg skulle smide den i, men here it goes:

Vi har to børn, og jeg har egentligt altid været klar over, at vi skulle ikke have flere børn. 

Dog har jeg længe haft en “sorg” over, at vi ikke skal have flere. Jeg synes, at have læst at nogle andre herinde også har været det igennem? 

Rent logisk skal vi ikke have flere børn af flere grunde, herunder overskud, plads osv. 

Men inde i mit hjerte er jeg ikke “færdig” med at få børn. Men vi skal ikke have flere. Det er udelukket. 

Mit spørgsmål er: Hvornår forsvinder den her følelse? Jeg føler, jeg ser babyer alle steder, store maver osv. 

Er der andre som har prøvet den her følelse? 

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke liiige, hvilken kategori, jeg skulle smide den i, men here it goes:

Vi har to børn, og jeg har egentligt altid været klar over, at vi skulle ikke have flere børn. 

Dog har jeg længe haft en “sorg” over, at vi ikke skal have flere. Jeg synes, at have læst at nogle andre herinde også har været det igennem? 

Rent logisk skal vi ikke have flere børn af flere grunde, herunder overskud, plads osv. 

Men inde i mit hjerte er jeg ikke “færdig” med at få børn. Men vi skal ikke have flere. Det er udelukket. 

Mit spørgsmål er: Hvornår forsvinder den her følelse? Jeg føler, jeg ser babyer alle steder, store maver osv. 

Er der andre som har prøvet den her følelse? 

Der gik et par år for mig. Men havde det akkurat som dig. Så du er ikke alene. Har ikke noget godt råd desværre.

Her kommer det og går det lidt. Men fokuserer på HVOR meget nemmere livet med børn bliver dag for dag, jo større de bliver og hvor meget det ville betyde for familien, hvis vi skulle starte `forfra`

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke liiige, hvilken kategori, jeg skulle smide den i, men here it goes:

Vi har to børn, og jeg har egentligt altid været klar over, at vi skulle ikke have flere børn. 

Dog har jeg længe haft en “sorg” over, at vi ikke skal have flere. Jeg synes, at have læst at nogle andre herinde også har været det igennem? 

Rent logisk skal vi ikke have flere børn af flere grunde, herunder overskud, plads osv. 

Men inde i mit hjerte er jeg ikke “færdig” med at få børn. Men vi skal ikke have flere. Det er udelukket. 

Mit spørgsmål er: Hvornår forsvinder den her følelse? Jeg føler, jeg ser babyer alle steder, store maver osv. 

Er der andre som har prøvet den her følelse? 

Jeg genkender det fuldt ud...

jeg var fuldt afklaret for 3 år siden at vores store blev enebarn..

jeg kunne slet ikke se hvordan vi skulle få plads og mulighed for at få en mere..

så kom lillebror meget uventet... jeg var 9 uger henne da vi opdagede det ved et tilfælde...

så var jeg sikker på ikke flere end de 2...

satte mig på til at blive steriliseret.. der er 1 års ventetid da de skal være sikker på man ikke fortryder...

jeg prøvede forskellige præventioner og jeg blev syg af dem (som jeg godt vidste jeg ville derfor jeg ønskede sterilisering i stedet for) og den ene gang vi ikke var forsigtige..

ja nu har jeg termin til julie 2020...

hvis baby er rask bliver det ikke valgt fra selvom jeg endnu en gang sidder og tænker jamen hvordan skal det nogensinde gå...

vi har ikke plads i bilen til 3 børnestole og den store er stadig ikke høj nok til at må sidde uden sæde... herhjemme skal baby sove i hængevugge for at vi har plads i soveværelset indtil mellemste kan flytte ind til storebror i en køjeseng...

økonomiskt ja så er jeg jo heldig at mellemste er så lille at jeg har rimelig meget babytøj jeg kan gemme denne gang så det kun er de allermindste størrelser jeg skal finde lidt af igen...

man finder en løsning hvis man virkelig gerne vil...

jeg har allerede sagt at efter fødsel så bliver det piller frem til at jeg kan steriliseres.. også selvom det betyder minimum 6 dage om måneden med migræne og næsten daglig kvalme og ubehag...

Anonym skriver:

Der gik et par år for mig. Men havde det akkurat som dig. Så du er ikke alene. Har ikke noget godt råd desværre.

Så er der håb forude. Jeg er ved at blive vanvittig i mit hoved, for føler der er en indre konflikt inde i mig. Det bliver rart med ro på engang..

Hjemmegaaende skriver:

Her kommer det og går det lidt. Men fokuserer på HVOR meget nemmere livet med børn bliver dag for dag, jo større de bliver og hvor meget det ville betyde for familien, hvis vi skulle starte `forfra`

Det er også det, som jeg prøver at fokusere på. 

Wampires skriver:

Jeg genkender det fuldt ud...

jeg var fuldt afklaret for 3 år siden at vores store blev enebarn..

jeg kunne slet ikke se hvordan vi skulle få plads og mulighed for at få en mere..

så kom lillebror meget uventet... jeg var 9 uger henne da vi opdagede det ved et tilfælde...

så var jeg sikker på ikke flere end de 2...

satte mig på til at blive steriliseret.. der er 1 års ventetid da de skal være sikker på man ikke fortryder...

jeg prøvede forskellige præventioner og jeg blev syg af dem (som jeg godt vidste jeg ville derfor jeg ønskede sterilisering i stedet for) og den ene gang vi ikke var forsigtige..

ja nu har jeg termin til julie 2020...

hvis baby er rask bliver det ikke valgt fra selvom jeg endnu en gang sidder og tænker jamen hvordan skal det nogensinde gå...

vi har ikke plads i bilen til 3 børnestole og den store er stadig ikke høj nok til at må sidde uden sæde... herhjemme skal baby sove i hængevugge for at vi har plads i soveværelset indtil mellemste kan flytte ind til storebror i en køjeseng...

økonomiskt ja så er jeg jo heldig at mellemste er så lille at jeg har rimelig meget babytøj jeg kan gemme denne gang så det kun er de allermindste størrelser jeg skal finde lidt af igen...

man finder en løsning hvis man virkelig gerne vil...

jeg har allerede sagt at efter fødsel så bliver det piller frem til at jeg kan steriliseres.. også selvom det betyder minimum 6 dage om måneden med migræne og næsten daglig kvalme og ubehag...

Stort tillykke med graviditeten. Jeg er sikker på, at I nok skal finde en løsning trods alt