Nogen studerende med angst?

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har generaliseret angst og har gået hos flere psykologer uden det store held. Jeg er studerende og det er så ufattelig hårdt, når jeg bekymrer mig konstant. Jeg har det med I perioder at ryge ned i et “hul”, hvor jeg bare er mega ked af det og ikke kan meget andet end at være urolig og græde. Har lyst til at opgive det hele, men det er heller ikke rigtig en mulighed. Er der nogen med angst (gerne studerende), der kan fortælle lidt om hvordan de håndterer det? Jeg frygter det altid skal være sådan her. 

Anonym skriver:

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har generaliseret angst og har gået hos flere psykologer uden det store held. Jeg er studerende og det er så ufattelig hårdt, når jeg bekymrer mig konstant. Jeg har det med I perioder at ryge ned i et “hul”, hvor jeg bare er mega ked af det og ikke kan meget andet end at være urolig og græde. Har lyst til at opgive det hele, men det er heller ikke rigtig en mulighed. Er der nogen med angst (gerne studerende), der kan fortælle lidt om hvordan de håndterer det? Jeg frygter det altid skal være sådan her. 

Ja... 
Jeg har en aftale med studievejlederen om at have en mentor, så jeg kan snakke med hende, hvis jeg en dårlig periode eller noget. 

Og så har hun sagt, hvis du har brug for det, så tag hjem tidligere eller tage en dag, hvor du slapper af og får ro over det hele. Man skal passe på sig selv. 
Så snak med studievejlederen (god ide at få papirerne fra lægen). Få en god snak, hvor du fortæller hvilke problemer du har og hvad du kan ville have brug for. 

Jeg lider selv af angst og har gjort det i 10 år.. det har resulteret i at jeg er hoppet sf fra samtlige uddannelser indtil nu.... så jeg har desværre ikke noget godt råd. 

Du får et kram med på vejen.

Det værste er næsten at andre, har svært ved at forstå en. Jeg frygter det aldrig vil blive bedre. Det har stået på i 6 år nu og synes ikke der er noget der hjælper. 

Anonym skriver:

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har generaliseret angst og har gået hos flere psykologer uden det store held. Jeg er studerende og det er så ufattelig hårdt, når jeg bekymrer mig konstant. Jeg har det med I perioder at ryge ned i et “hul”, hvor jeg bare er mega ked af det og ikke kan meget andet end at være urolig og græde. Har lyst til at opgive det hele, men det er heller ikke rigtig en mulighed. Er der nogen med angst (gerne studerende), der kan fortælle lidt om hvordan de håndterer det? Jeg frygter det altid skal være sådan her. 

Jeg her midt af angst i flere år også mens jeg studerede det var super hårdt.. gik ved psykolog et par år men det der virkelig hjalp mig var metakognitiv terapi.... 5 sessioner og har næsten ikke set skyggen af angsten siden og hvis den dukker op ved jeg lige præcis hvordan jeg skal forholde mig mit er også en anelse generaliseret angst og sygsoms angst

Kan virkelige relatere til det du skriver. Jeg har dog sygdomsangst,- og det svinger meget ift hvor slemt det er, nogle uger har jeg intet (næsten), nogle uger er jeg sikker på jeg har kræft og skal dø, især hvis jeg har fundet en ny knude eller andet, som vi mennesker jo kan have - jeg har en cyste i halsen som fyldte alt en periode, så var det hjertet jeg troede den var galt med osv osv, det er især slemt hvis jeg er stresset eller presset.. jeg har lige haft en MA og det fik det hele til at blusse en del op.. 

jeg læser cand.jur. det har været super hårdt de perioder jeg har det skidt - men heldigvis for mig er der ikke mødepligt på studiet og jeg klare det super med selvstudie, så de dage alt er øv, har jeg simpelthen holdt fri.. jeg har fået en masse hypnose og det har VIRKELIG hjulpet, jeg kan meget bedre kontrollere mine anfald og ved mine tanker er rationelle og at min læge ikke tager fejl, eller “snyder” mig.. hvilket er et kæmpe skridt ift for et par år siden. Så hvis du ikke har prøvet det, så kan jeg klart anbefale du giver det et forsøg!

Anonym skriver:

Det værste er næsten at andre, har svært ved at forstå en. Jeg frygter det aldrig vil blive bedre. Det har stået på i 6 år nu og synes ikke der er noget der hjælper. 

Det er svært for andre at forstå, fordi de ikke ved hvordan det er. Derfor jeg foreslår studievejleder, de lytter og gør hvad de kan for at hjælpe en, så man kan klare skolen. 

Man kan også snakke med lærerne, at hvis man får det dårligt at man lige kan gå ud og trække lidt luft.

Jeg har nogle gange bare brug for at lige gå ud og stå udenfor lidt eller gå en tur, og det siger jeg til læreren, og de siger det er ok, i stedet for at man har det dåeligt. Og ikke kan følge med. 

Jeg er selv studerende, og har tidligere (værst i mine teenageår) kæmpet meget med socialangst. Det var rigtig hårdt, og jeg var meget isoleret i en periode. Jeg havde en rigtig god psykolog i en periode der hjalp mig med at få ryddet lidt op i min ´´bagage`` (en træls barndom af flere årsager samt mange år med hård mobning i skolen). Jeg har været helt ovre det i nogle år efterhånden.  Jeg bøvler dog stadig lidt med eksamensangst når jeg har sådan nogle, men det forsvinder fuldstændig igen lige så snart prøven er overstået. Det tænker jeg er ret normalt.  Kognitiv terapi hvor man arbejder med sine tankemønstre kan være rigtig godt, men du skal være klar til selv at løfte opgaven. Det er kun dig der kan gå ind og ændre på det. Være bevidst om dine tanker når de kommer, grib dem, tyg på dem (hvad kom den af? har den overhovedet hold i virkeligheden? osv.). Forsøg at udskifte tankerne med noget andet. I starten er det virkelig svært og kan virke lidt nytteløst, men med tiden bliver det lettere.