Eksperthjælp: Spilleafhængig?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

936 visninger
0 svar
0 synes godt om
5. oktober

Gitte Sander

Hej!

Hvad gør man hvis man bruger alt for meget energi, på af tænke over om man gider være sammen med kæresten eller ej?
Han er 43 år, jeg er 35 - han spiller computerspil i sin fritid med sine online venner, rigtige venner, chef osv.
Det har han gjort siden jeg var halvvejs i graviditeten, feb 2018 og det er hver evig eneste aften. Hverdag og weekend hvor han starter mellem 20-22 og flere timer frem.
Siden vores søn blev født i juli 2018 har han sovet på futonseng i hans kontor lige siden. Fået sin nattesøvn hver eneste nat, alle 7 dage.
I sidste weekend snakker han ikke med mig, om hvem der står op med drengene, men forventer ligesom at det gær jeg og laver morgenmad til os mm.
Vi har været sammen i 16 år, men det her er mere end alm træt-af-hinanden opførsel.
Jeg er jobsøgende, og han fik nyt job i IT branchen efter 3 mdr sommerferie, som han selv havde valgt imellem hans jobs. Fint nok, men ingen af os havde job henover sommeren og måtte sælge meget for at have til budget!

Hvad stiller man op, når han bliver skide sur over at han skal hjælpe til med diverse opgaver i huset?
Han gider jo ikke, og forventer jeh skal gøre alt.

Er så ked af, at jeg flere fange har truet med at skride fra ham, så kunne han se hvordan det er med små børn. Min veninde er lige skredet fra sin kæreste som har tvillinger på 4 år, fordi hun skulle være mor til 3. Han spillede også, meget mere - og når han lige følte for der, også eftermiddag når ens børn har brug for det.

Anonym 



Gittes svar

Hej Anonym

Jeg lægger selvfølglig mærke til i det du skriver, at I har været sammen i mange år og har fået en lille. I er nybagte forældre og det kan være rigtig frustrerende i den periode, hvor den ene går hjemme og den anden går på arbejde at afbalancere så begge får dækket sine personlige behov for søvn, hvile, samt fritidsaktiviteter for sig selv. Her lyder det som om at I i jeres kommunikation går skævt af hinanden og er kommet ind i et mønster med en masse frustrationer, hvor I ikke længere lytter til hinanden og søger konstruktivt at imødegå hinandens behov.

Når det så er sagt, føler jeg trang til at adressere det med at spille, fordi du er desværre ikke alene om at stå i den situation. Det er et regulært problem, at et antal af nybagte fædre fortsætter en liv bag computeren med at spille så meget, at deres partnere bliver mega frustreret over deres fravær i familien. Det er rigtig trist, fordi spørger man de spilleglade om, hvad der betyder mest for dem i tilværelsen, så svarer de som regel; min kone og mine børn. Men de har udviklet noget der ligner en relation med deres computer og er stort set lige så fraværende i parforholdet, som hvis de havde haft en affære. De symptomer det afstedkommer i parforholdet, minder meget om følgerne efter en affære og ikke sjældent er der tale om regulær afhængighed af spil.

Partneren til den spilleglade kommer ofte til at døje med følelser som for eksempel svigt, afmagt, forladthed, at føle sig mindreværdig og betydningsløs. Hun længes ofte efter bare en smule mere opmærksomhed, så hun kan mærke at han elsker hende. Føler sig nedprioriteret og oplever det som at computeren og spillevennerne betyder mere for ham end hende (og den lille). 

For hver gang det bliver forsøgt talt om kan det blive værre, hvis hun så taler til ham om det på en måde, hvor han føler sig kritiseret og bebrejdet. Da det måske er hans overlevelsesstrategi netop at flygte ind i skærmen, når han føler sig presset, kommer der til at danne sig et mønster, hvor hun udtrykker sin utilfredshed og han flygter ind i skærmen. Ofte føler han, at han kobler fra eller søger spænding ved at spille. Måske kan han ikke styre det længere. Måske er han rent faktisk gået hen og er blevet afhængig af at spille computer. Om han er afhængig kan man let teste ved at beslutte sig for at lade være med at spille fx i en uge og se hvad det gør ved een.

Når man spiller så meget at det går ud over ens parforhold og / eller familielivet, så har man et alvorligt problem. Hvis ens kæreste begynder at tale om tvivl om at hun muligvis ikke vil være i forholdet på grund af fraværet og spilleriet, så bør man lytte rigtig godt efter. 

For nogle af dem, som spiller på computeren bliver aktiviteten til en slags flugtvej eller overlevelsesstrategi, hvor man kan slippe for hverdagens pres og udfordringer ved at flygte ind i en anden verden, og hvis man bliver ved med at gribe til den strategi, ender det i en parforholdsderoute. Virkeligheden forsvinder ikke imens man spiller, og især hvis der også er børn, har man jo påtaget sig en forpligtelse til at være tilstede i forhold til dem. 

Nedenunder denne flugtvej ligger som regel andre parforholdsproblematikker og en masse følelser, som ikke er blevet adresseret eller bearbejdet så de er landet et godt sted. En del af årsagen til at det kan være så svært at stoppe en afhængighed, er at gør man det, at så popper det underliggende op i bevidstheden, som endnu ikke er opløst, men flygtet fra. Og det er som regel noget, der gør ondt og er svært, så svært at man endnu ikke har kunnet håndtere det og måske står afmægtig overfor hvad man skal stille op med den slags. 

Det kan ende med skilsmisse, hvis den spilleafhængige alt for sent opdager hvor galt det er fat. De fleste oplever i udgangspunktet ikke sig selv som afhængige og der kan være benægtelse i forhold til at erkende problemets størrelse. Men lige netop det, at partneren begynder at tvivle på forholdet og overvejer at forlade og splitte familien op, udgør en kæmpe stor rød advarselslampe der står og blinker, for at noget er kørt for langt ud af en tangent - hvilket iøvrigt gælder for alle former for afhængigheder.

Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker på at din kæreste er afhængig udfra blot dette brev. Men når han tilsidesætter sin kone og sine små børn til fordel for spillet, er der noget, der tyder stærkt på det. Det er som regel noget, der kommer snigende og udvikler sig over tid. 

Mange forsøger rent faktisk at holde op med at spille eller nedsætte tiden der går med spil selv, og tror de kan forandre det alene. Men desværre erkender  de for sent, at de har brug for hjælp til at stoppe en afhængighed. Som med alle andre afhængigheder, som bruges for at flygte fra personlige problemer, sker der jo det, at når man så stopper, så står problemerne i kø, og man har brug for hjælp til at komme igennem den proces som det er, at få disse problemer håndteret på en god sund måde.

Der findes hjælp til spilleafhængige og jeg har set andre i en situation mage til jeres, lave en total livsforandring. Prøv for eksempel at kigge på Center for Ludomani's hjemmeside og få ham med ind til en samtale der. Afklar om han er blevet afhængig af spilleriet og at han kan få noget hjælp til at komme ud af det. Kombiner det med sideløbende parterapeutisk hjælp.

Mit råd er at stoppe med at kritisere og bebrejde ham. Tag ham med hen til en parterapeut, som kan hjælpe med at stille de rigtige spørgsmål, som kan åbne hans øjne for situationens alvor, som er at han risikerer at miste sin familie, hvis han ikke gør noget ved dette. Du har jo sagt det til ham, men jeg tipper på at han ikke helt har forstået situationens alvor endnu. Nogle gange kan man høre noget mange gange uden egentlig at høre det. Hvis man ikke er så god til at se sig selv udefra eller føler sig afmægtig og i tvivl om hvordan man kommer videre, kan man benægte eller forskyde problemet. En af de ting, man får ud af parterapi, er en oplevelse af at høre hinanden og blive hørt på en ny måde.

Når den ene part ændrer noget drastisk, ændres mønstrene i parforholdet, og de underliggende dynamikker popper op. Dem er der behov for at arbejde med. Plus at der kan gennem årene have ophobet sig mange følelser af svigt, konflikter, trusler om skilsmisse osv. som der er brug for at bearbejde og få talt om på en god måde, før man kan gå videre og skab et nyt liv sammen. For eksempel kan der være noget i spilleriet, der har passet dig ganske godt og hvis det stopper, skal I gerne erstatte med noget bedre og finde hinanden på en ny måde. Det er jo et oplagt godt tidspunkt at arbejde med at få skabt den familie, I drømmer om, med den lille ny.

Jeg håber virkelig at I får taget fat i at få noget hjælp til familien. Der er så meget godt at hente. Jo før, jo bedre, inden I når at såre hinanden mere, med fare for at det kan blive uopretteligt. Held og lykke med det.

 
Vh.
Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Giv et gavekort til Vores Børn i julegave.

Julens hyggeligste gave.

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.