Ikke tilfreds men bør jeg bare være det

Manden ønskede rådhus bryllup med få familie medlemmer og bare en frokost bagefter. Jeg ønskede kirke og alt hvad der hørte til. Så dum som jeg nu synes jeg var, fortalte jeg kæresten (dengang) at nogle gifter sig samtidig med at baby bliver døbt. Naturligvis fangede han den sætning og friede nogle måneder efter. Ja jeg var da lykkelig og gik med til hans behov for slet ikke at være i fokus. Det blev derfor til et suprise bryllup, så jeg fik kjolen, kirken og de mennesker jeg ønskede omkring mig.

MEN! Jeg fortryder ærlig talt lidt nu. Det var ikke sjovt at det hele skulle gå så stærkt og jeg stod med alt alene. Kjolen blev købt over nettet, ingen buket, ingen at dele glæden med og da økonomien var presset, købte jeg en ring selv, til dagen, da min mand mente jeg skulle giftes med den han friede med og det nægtede jeg. Jeg ved godt vi begge gik på kompromis men føler bare ikke at mine idéer om et bryllup blev gjort til live og nu tvivler jeg helt på om jeg virkelig ønskede det. Var et rådhus bryllup med de tætteste måske det bedste. Ja nu er vi jo gift og jeg nød dagen osv, men fokus var på min datter og der kom ingen gaver til os  lidt barnlig er jeg nok stadig.

Er der nogen som har fortrudt lidt måden de blev gift på eller bare ikke er helt tilfredse. Nogen der har gjort det om eller prøver i bare at acceptere det? Jeg burde ikke gå så meget op i det. Vi er gift og det er jeg lykkelig over. Vi gjorde det for kærligheden og vores datters skyld. Det er bare typisk mig at sidde og ønske noget anderledes. Vi har ikke de vilde billeder da min mand havde mere travlt med at snakke med alle, end at få taget billeder med mig.

Det lyder for mig som om brylluppet egentlig har været et fint mix af jeres ønsker. Jeg forstår virkelig godt ønsket om ikke at være i fokus og du fik kirken og de mennesker omkring dig, som du ønskede.

Det lyder som om at hvis du skulle have været helt tilfreds med brylluppet, så havde det været bryllup han ville hade. Jeg synes du skal slippe det og huske på de gode ting der var ved det.

Men hvad er alternativet i forhold til at acceptere jeres kompromis - som en anden skriver, så ville det ho være et bryllup din mand ville hade.

så vil du virkelig bruge penge på et kirkebryllup han hader for at være i centrum og få gaver..??

lad det ligge 

Jeg synes du skal give din mand et kæmpe kys og sige tak fordi han gik med til kirkebryllup og hvid kjole og masser af mennesker omkring jer. Vi havde omvendt situation her hjemme. Min mand ville det helt store arrangement! Med alle vi kendt og kæmpe fest! Og hvis jeg skulle bestemme skulle det bare være ham og mig og en eller anden fra byrådet, på det lokale rådhus. Vi fandt en mellemvej, Lige som i har gjort. Når man har så forskellige forventninger til bryllup kan i umuligt begge to blive tilfredse. Men det er vel også det ægteskabet handler om? At være villig til at gå på kompromis, for at gøre den anden part glad? 

Hvis det var mig, ville jeg tage en "tudedag" simpelthen hyle igennem over alt hvad du ikke fik, de drømme du måtte give slip på, fantasier og forestillinger, der ikke blev til noget. Virkelig omfavne 'sorgen' og give plads til at den kommer ud. Og så måske ikke tænke at du fortryder hvad i har gjort. Jeg læser egentlig at du er glad for det, det er bare "alt det der ikke blev til noget" der fylder.Det er helt reele følelser! Og de forsvinder jo ikke fordi du dunker dig i hovedet og tænker at det er forkert at føle sådan. Og derfor tænker jeg det er en god idé at omfavne det, bearbejde det og lukke det ud igen og så give slip på det ��

Først når man har gjort det, har man plads til at frydes over hvad man fik i stedet. Og tillykke 

Vi gjorde det på samme måde. Blev gift som en overraskelse til vores søns dåb. Det var meget vigtigt for mig at blive gift i kirke, så alt andet var jeg mere end villig til at gå på kompromis med. Men det var en dag hvor fokus var på min søn og hvor vi selv brugte meget af tiden og energien på børnene (der er også en storesøster). Vi sov ikke engang sammen, da jeg sov sammen med børnene i mine bedsteforældres gæsteværelse, fordi festen blev holdt hos dem og børnene jo skulle tidligere i seng end os andre.

Så vi har lavet en aftale om at når vi holder kobberbryllup, så bliver det den slags gilde som brylluppet kunne have været, med taler, kagen og hele baduljen.

Måske kunne i lave en lignende aftale?

Ja, jeg 'fortryder' også flere ting omkring mit bryllup, selvom jeg egentlig havde masser af tid til planlægningen og til at tænke over, hvilket slags bryllup jeg gerne ville have.

Ligesom ved jer så var der også nogle omstændigheder, der gjorde, at vi valgte, som vi gjorde i den sidste ende.

Jeg bearbejder 'skuffelsen' (åh det lyder så frygteligt at sige) løbende. Det blev, som det blev, og der var også mange gode ting ved dagen. Jeg har nok bare tendens til at hænge mig i det, jeg fortryder. 

Mange af mine veninder fortryder også ting ved deres bryllup. Det tror jeg mange gør, men det er lidt tabuiseret at sige højt. 

I sidste ende tænker jeg dog mest på det væsentlige, nemlig at jeg blev gift med ham jeg elsker, og at brylluppet kun er en dag. Vi har resten af livet til at skabe andre smukke minder 

Når jeg læser din beskrivelse af jeres bryllup, lyder det som et rigtig godt kompromis mellem jeres ønsker, og det er jo vigtigt, at man kan det i et ægteskab . Jeg tænker, at det var værre, hvis du havde været en bridezilla, der bare havde tromlet hen over din kærestes ønsker.