2,5 år og udfordrende

Hej.

Jeg har en dreng på knap tre år som jeg kan mærke, at jeg har lidt svært ved at håndtere for tiden.

Det skal siges, at vi for kort tid siden er flyttet, og at jeg er gravid. 

Mit problem er, at han konstant gør ting han ikke må eller som er trælse. Fx hopper han i sofaen, smider med legetøj og puder - det er en million gange om dagen han får at vide, at han ikke må.

Ofte gør han også ting som gør ondt på mig. Fx træder mig på tæerne, hopper på mig mv.

når han skal have tøj på, i seng, have børstet tænder er det for det meste en kamp hvor jeg skal være meget tålmodig for at få ham til at gøre som jeg siger.

Jeg kan mærke, at jeg meget hurtigt får hævet stemmen, og sådan ønsker jeg ikke at det skal være. Men hans opførsel er altså eskaleret lidt til det værre.

når vi er ude er der sjældent problemer, det er mest når vi bare er hjemme.

Tror jeg har brug for lige få nogle øjne på og se sagen fra andre sider. For han reagerer jo sikkert på det JEG gør. Eller er tre-årige bare på den her måde i perioder?

Du beskriver en helt normal 3 årig. Det er alderen.

De prøver grænser af for sygt og her er det vigtigt at forsøge at lære dem hvem der bestemmer. Selvfølglig reagere de på hvordan de voksne er, men min erfaring er også at de prøver virkelig mange grænser af, bare for at se hvor langt de kan gå - og her har de brug for voksne der tør træde i karakter og vise og fortælle hvor grænsen går.

Vi har en på 3,5 år herhjemme, han tester os også meget - det er en laaaaaang periode med grænsesøgning��

Det lyder fuldkommen almindeligt - det er alderen og måske endda også allerede de kommende forandringer, ekstra mor-træthed, osv.

Personligt erfarede jeg, at det som hjalp var fuldkommen tydelige grænser, et minimum af spørgsmål/forhandling og så at tage tyren ved hornene og turde være trælse mor: “Hvis ikke du vil tage dine sko på nu, kommer vi ikke på legepladsen”. “Hvis du vil have lov til at sidde i sofaen, så må du lade være med at hoppe i den”, osv.

Tak!

Tænkte egentlig også, at det var meget normalt, men tror også mest det er fordi, at JEG har svært ved at rumme det lige nu. Og føler det er så forkert, at jeg SÅ hurtigt får hævet stemmen. Men jeg må lige arbejde lidt med mig selv den kommende tid.

Min erfaring siger mig, at alt det du kan forberede dit barn på er godt. Om 2 minutter skal du have tøj på. Om 1 minut skal du have tøj på. Nu skal du have tøj på. Om 2 minutter slukker jeg for fjernsynet osv. Det hjælper dem at de ved, hvad der skal ske, for de kan ikke se dine tanker om hvad der skal ske. Vi voksne ville også blive skide sure, hvis vores barn kom og tog vores telefon ud af hånden på os og sagde: Nu skal du lege. Øh nej.

Jeg har også fundet ud af, at i stedet for at sige: Jeg vil IKKE have du hopper i sofaen, stop med det, så skal man sige: jeg vil BLIVE GLAD hvis du stopper med at hoppe i sofaen. Kan du se forskellen? Du gør din tale positiv. Andre gange er et STOP også fint, hvis barnet ikke reagerer på det første, men her har det hjulpet meget at dreje måden at sige nej på.

Jeg bruger den også, hvis mit barn gerne vil have dessert inden aftensmaden. I stedet for at sige nej, ikke før efter aftensmaden, så siger jeg: Ja, det må du godt, når du har spist din aftensmad. Så hører de ikke nej, men ja. Og de forstår godt sætningen: Efter aftensmaden. Det kræver dog en del tilvænning fra forældrenes side, og tro mig, det kommer ikke på en dag. 

Vi bruger allerede rigtig meget det der med at forberede. Det er nemlig et rigtig godt trick. Men vil da helt klart prøve at være mere opmærksom på, at tale positivt.