2 årig reagere ikke?

Har en søn på 2 år som ikke reagere når andre børn tager hans legetøj. Ihvertfald ikke i starten.

Hans fætre på 3.5 år og 2.5 år tager engang imellem hans legetøj men han reagere ikke rigtig på det. Bliver tit ikke sur eller ked af det. Først sidst på dagen når han har været sammen med dem i flere timer kan han finde på at sige "nej min".

Og det irritere mig kraftigt! Er så bange for at få et barn der bare lader sig trampe på. Og derudover så har jeg ikke set andre børn som ikke reagere når de får taget deres legetøj så undrer mig selvfølgelig?

Andre der har råd/erfaringer om lignende eller måske en forklaring?  

I løbet af de næste par måneder, så vil du nok få en søn som render rundt og råber miiiiin!!! om alting - også ting der ikke er hans. Han vil ikke have at nogle som helst kigger på hans legetøj og i en periode er det top frustrerende at ha gæster, fordi den lille mand bare slet ikke vil dele. 

Det er helt normalt at han ikke reagerer på det endnu. Jeg tror det kommer

Nyd det, det må være lækkert.

min den ældste har aldrig sagt “min” overfor andre børn end hans lillebror, og det er da bare lækkert at kan have børn på besøg uden at han har problemer med at dele sit legetøj.

han går i børnehave nu og er absolut ikke underkuet, ej heller i specielt mange konflikter og han stor trives, så vær du bare glad

Tror i misforstår mig

Problemet er ikke at han ikke siger "min" og de andre ikke må lege med hans legetøj. Problemet er at de andre børn kan stjæle legetøj ud af hans hænder uden han reagerer og viser at han er utilfreds. Han sidder bare mut tilbage. 

Hvordan er de andre børn? 

Jeg har fire børn, hvoraf de allesammen har kunne sige fra hvis nogen tog deres legetøj. Undtaget den yngste. Han er et ekstremt følsomt barn og jeg bilder mig selv ind at det er derfor 

Hvad med at træde ind og hjælpe ham med at sige fra? Når en fætter tager noget ud af hænderne på ham, så kan du hjælpe ham ved at sige “hov, nej, Viggo, prøv at se, Otto var ikke færdig med at lege med den”. Så viser du din søn hvordan du sætter grænser og hjælper ham til fremover selv at sige nej.

A38 skriver:

Hvad med at træde ind og hjælpe ham med at sige fra? Når en fætter tager noget ud af hænderne på ham, så kan du hjælpe ham ved at sige “hov, nej, Viggo, prøv at se, Otto var ikke færdig med at lege med den”. Så viser du din søn hvordan du sætter grænser og hjælper ham til fremover selv at sige nej.

Gør vi allerede, men han siger stadig ikke selv fra.  

Jeg melder mig på “det kommer”-holdet Min ældste havde en periode, hvor hun ikke rigtig sagde fra, selvom man kunne se, at hun blev mut. Det kunne være legetøj, et skub, osv. Vi fulgte vuggestuens eksempel, med at hjælpe med sige fra på hendes vegne og fortælle hende fx. “Hov, Albert kom vist lige til at tage din bil/skubbe/whatever, du må gerne sige stop/jeg kan ikke lide det/jeg leger med den”.

I dag er hun 3,5 ... og jeg skulle lige hilse og sige, at hun ikke mangler mod til at sige fra  Hverken herhjemme eller blandt andre børn. Faktisk siger hun fra ret tydeligt og uden at blive sur/slå/græde - bare “nej tak, stop!”

Min største fandt sig også i "alt". Indtil 2,5 år, SÅ kom der smæk på grænsesætningen! Vi har indtil da hjulpet ved at sætte ord på i situationen "hov x, nu var det lige y der legede med den" osv. Nu som treårig må lillesøster ikke engang se i retningen af noget legetøj, før hun styrter hen og fjerner det.. puuuha. Så ja. Jeg melder mig også på "det kommer"

Anonym skriver:

Tror i misforstår mig

Problemet er ikke at han ikke siger "min" og de andre ikke må lege med hans legetøj. Problemet er at de andre børn kan stjæle legetøj ud af hans hænder uden han reagerer og viser at han er utilfreds. Han sidder bare mut tilbage. 

Hvordan han reagerer - eller ikke reagerer - som 2-årig siger intet om, hvorvidt han fremadrettet vil lade sig trampe på af andre. Nogle børn i den alder kan opleve det som jordens undergang og skrige og råbe længe -  andre, som din søn, opfatter måske knapt, hvad der sker, eller lader sig hurtigt aflede af andet af sig selv. Du skriver, at han ikke bliver ked af det eller vred - så glæd dig da over, at han ikke lader sig gå på af det. Han kan tids nok få noget at lade sig frustrere over - og måske er han bare et roligt, fredsommeligt gemyt. Det er da ikke det værste, man kan være - siger moren til tre, hvoraf to havde eksplosive temperamenter, mens den yngste var og er væsentligt mere tålmodig og i ro, men bestemt kan sige fra, når det gælder.