Eksperthjælp: Økonomisk ulighed

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

777 visninger
1 svar
0 synes godt om
26. juni

Gitte Sander

Hej. Søger vejledning i forbindelse med en økonomisk ulighed i mit ægteskab. Vi bor til leje, min mand har førtidspension 11000 efter skat som indsættes på fælleskonto og jeg betaler 14200,- ind på samme fælleskonto. Jeg ejer et sommerhus som vi begge nyder at bruge, men som kun jeg betaler alle udgifter til(grundleje, nyanskaffelser, vedligehold og nybyg) Min mand finder det meget urimeligt at han er med til at betale forbrugsafgifter og sommerhusforsikring og jeg har svært ved at motivere ham til at vise engagement mht. projekter i og omkring sommerhuset. Han finder det voldsomt urimeligt at jeg gerne vil spørges når hans voksne datter ønsker at benytte sommerhuset. Er jeg urimelig? Er så ked af denne tilbagevendende diskution om dit og mit. Han var da vi blev gift for 5 år siden voldsomt utilfreds med at jeg ønskede udfærdiget en ægtepagt, da han var og er, af den mening at man deler ALT i et ægteskab. Dvs. at min fædrene økonomiske arv i tilfælde af skilsmisse ville tilgå ham 50%. Tænker hans utilfredshed bunder i økonomisk jalousi og manglende accept af den faktuelle ulighed. Jeg ville så gerne at han var glad og så fordelene ved sommerhus og en god økonomi. Ved at der ingen løsning er. Har blot brug for at høre dine overvejelser når du læser dette. Pfh. Tak.



Gittes svar

Hej,

Under denne økonomiske ulighed og jeres konflikter omkring dette faktum, ligger der jo følelser. Sårbare følelser, som der måske ikke bliver talt så meget om, lyder det til.

Jeg forestiller mig for eksempel at din mand måske føler sig frustreret og utilstrækkelig som mand ved det at han er førtidspensionist og ikke har så mange penge som du. Og jeg ved ikke hvad du føler, når datteren bare benytter sommerhuset uden at spørge - måske føler du dig invaderet, betydningsløs eller uelsket?

Det kan som du nævner være svært at acceptere en økonomisk ulighed, og det kan også være svært at acceptere hinandens grænser, især hvis de ikke svarer til hvad man forventede. Så kan det for partnere pludselig blive til en slags symbol på "hvor meget du elsker mig" eller "om du overhovedet elsker mig?", "hvis du ikke vil dele dine penge med mig og ikke vil lade min datter benytte sommerhuset". Måske føler din mand sig også afhængig af dig, det var vel ikke muligt for ham i det hele taget at have et sommerhus, hvis han var alene og på førtidspension?

Du er ikke urimelig, du er jo i din gode ret til at sætte dine grænser. Jeg forestiller mig bare at nogle af dine grænser sårer sin mand. Men det kan jo så at sige ikke hjælpe noget, du er nød til at sætte grænserne, der hvor de er rigtige for dig. Måske kan du vise ham din kærlighed på andre måder, så han ikke kommer til at betvivle den på grundlag af noget så dumt som økonomi.

I "gamle dage" var det langt mere almindeligt at man delte sin økonomi i ægteskaber og puttede pengene (og tildels magten over dem) ned i en stor pulje. Jeg er sikker på at det også kunne give konflikter, fordi når man mødes to personer med hver sin historie bag sig, hvor man har lært om økonomi på hver sin måde, så kan forskellighederne hurtigt kollidere. Men jeg tror også at der var en bekræftelse af kærligheden i selve den handling at man gjorde det hele til et fælles foretagende.

I dag er der ingen regler og ikke noget "rigtigt" og "forkert", det er op til hvert enkelt par at lave sine egne regler, der er ikke nogen samfundskultur der angiver, hvad der er det rigtige at gøre. Det betyder også at hvert enkelt par står og skal lave reglerne selv.

På mig hjemmeside ligger der en artikel om dette emn, som du måske har lyst til at læse:

https://gittesander.dk/artikler/oekonomisk-stress-i-aegteskabet

Og der ligger også et arbejdsark, som måske kunne være interessant for jer at printe og besvare spørgsmålene og derefter tale sammen om besvarelserne:

https://gittesander.dk/artikler/arbejdsark-om-oekonomi

Iøvrigt har jeg også lige hørt en ret god podcast om emnet:

https://jyskebank.tv/fa-rad-til-ferien

Bare til inspiration for jeres samtaler om emnet. Som sagt er det vigtigt at få talt om også følelserne der ligger under disse økonomiske issues. Vi kan jo gætte på hvad din mand føler, men hvis vi vil vide det, er han jo den eneste, der kan svare på det ;-) - Og det er også lige så vigtigt at du fortæller ham om dinesårbare følelser omkring dette emne.

De bedste hilsener,

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

13. juli

brevkassen-41326

Profilbillede for brevkassen-41326

Tusind tak for svar. Vi arbejder videre med uligheden og er bevidst om at det er følelser der ligger til grund. 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.