Eksperthjælp: Følelser for kæresten dalet under graviditeten

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

917 visninger
0 svar
0 synes godt om
31. maj

Gitte Sander

Hej
Jeg er gravid. Mere præcist i uge 20. Det var en uplanlagt graviditet med min kæreste gennem 1 år. Siden jeg er blevet gravid, så er det som om mine følelser for min kæreste er dalet, og det frustrere mig rigtig meget. Inden jeg blev gravid, så havde vi det godt sammen, lavede mange ting sammen, men jeg var stadig "kun" ved at prøve at finde ud af hvordan mine følelser reelt var for ham. Jeg var aldrig smask forelsket, men rigtig glad for ham. Så bliver vi pludselige gravide, og det kommer som et chok, men vi vælger at beholde barnet fordi vi begge gerne vil have børn (jeg har 1 barn fra tidligere, og den kommende baby er hans første barn). Vi bor ikke sammen, da jeg har udskudt det, netop fordi jeg ikke kan finde ud af mine følelser omkring ham. Han er fantastisk på alle måder, vil mig og min søn det bedste. Men igen, så synes jeg mine følelser for ham er dalet siden jeg blev gravid, og det er frustrerende for både ham og jeg. Det er nået til et punkt hvor jeg slet ikke har lyst til at han kommer hos mig, røre mig eller andet. Jeg afviser ham, og det er en reaktion jeg ikke ved hvorfor kommer. Jeg ønsker virkelig at få disse følelser for ham frem igen, så vi kan være sammen og være en familie med vores kommende barn. Jeg tænker om det er pga. mine hormoner at jeg ligepludselig har det på denne måde, da mine følelser jo har ændret sig i takt med graviditeten. Men tænker også om det er fordi jeg er kommet til den konklusion at jeg ikke længere har nogen følelser for ham. Synes det er svært at være sammen med ham nu, men kæmper for vores kommende barn, og håber mine følelser kommer igen og at det "bare" er graviditets hormoner der spiller mig et puds.

Hvad tænker du?

Tak på forhånd



Gittes svar

Hej,

Jeg tænker, at det går stærkt for jer. Hvis I har været kærester i et år og du er fem måneder henne har I jo kun kendt hinanden ganske kort tid inden du blev gravid, og har kun været kærester meget kort tid før I skulle til at omstille jer til tanken om at være forældre sammen. Hvilket jo er et stort skift i parforholdet. Selvom I gerne vil have børn, var I jo ikke selv kommet dertil, at I forsøgt at få et barn sammen.

Måske er det svært for dig følelsesmæssigt at 'følge med' i begivenhedernes gang.

Du har ret i at for nogle kvinder kan hormonerne spille en rolle i at man kan føle sig mere negativ og afvisende overfor sin partner, når man er gravid. Jeg ved ikke om du oplevede det samme under sin første graviditet? Ihvertfald kan det spille en rolle. Nogle får mindre seksuelt lyst, og hvis man har mindre sex bliver man ofte også mere afmålt overfor hinanden og føler sig mindre tilknyttet. Nogle får det fysisk dårligt, føler sig fysisk belastet, har smerter, dårligere selvværd osv. under graviditeten og bliver af disse årsager mere grumpy og generelt negative. Andre har helt andre årsager i spil, som fx tidligere ubearbejdede traumer og tab, bristede håb og drømme der popper op, øget sårbarhed af alverdens grunde osv. Der kan være så meget på spil, som ikke nødvendigvis handler om faderen til barnet, men som hurtigt kan forskydes over på ham, hvis du forstår hvad jeg mener.

Iøvrigt er det helt almindeligt at man efter den første forelskelsesfase begynder at kigge med mere kritiske - eller realistiske - briller på sin kæreste. Nogle gange opstår der forvirring over pludselig at tænke negative tanker og at de positive følelser ikke kommer så meget af sig selv længere, som det måske var tilfældet i starten. Så er man kommet til et sted, hvor der skal arbejdes mere for det og hvor det hele ikke bare kommer ‘af sig selv’. Der er også nogle, som næsten altid har ret ambivalente følelser overfor deres partner og hvor selve det at beslutte sig bliver et issue, fordi følelserne er så modsatrettede at de er for vanskelige at navigere i forhold til.

Det betyder noget om du så kan lide det, du med dine ny briller ser. Er det en mand du ønsker at være forbundet med i fremtiden? Er det en mand, du ønsker som far til dit barn? Tror du han bliver en god far? Er han god og støttende under graviditeten? Var han parat til at få et barn? Var du parat til at få et barn mere?

Det lyder jo ikke som om graviditeten ligefrem var planlagt, men som om at det hele er gået meget stærkt, og når der så kommer en graviditet ind bliver perspektivet jo pludselig ændret på parforholdet, fordi nu skal I så være forældre sammen. Måske har I brug for lidt tid for jer selv til at omstille jer til den nye situation? På den anden side er det et lidt “farligt” tidspunkt at melde sig ud af forholdet nu, fordi sådanne handlinger har det med at bide sig selv i halen. Det kan være svært at tilgive hvis man føler sig svigtet under en graviditet, både for kvinder og mænd, og det er jo et sårbart tidspunkt hvor I gerne som forældre skulle finde sammen, lære hinanden bedre at kende og begynde at planlægge fremtiden sammen. Generelt kan man sige, at jo mere positivt I putter ind i forholdet, jo større sandsynlighed er der for at I finder en samhørighed, imens jo mere negativt I putter ind (herunder afvisninger, svigt, negative udtalelser, trusler om at slutte forholdet osv.) jo større sandsynlighed er der for at I glider fra hinanden.

Det kan være svært at vide hvordan et forhold som jeres udvikler sig. Det behøver ikke være nogen dårlig ting, at du ikke har været stormende forelsket i din kæreste. De mest stormende forelskelser er nogle gange de mest besværlige, som giver et meget dramatisk parforhold. Men du skal jo kunne se dig selv som forældre sammen med manden, og du skal være villig til at arbejde for kærligheden og parforholdet, tænker jeg.

Hvis jeg var dig ville jeg snakke med en psykoterapeut MPF, hvor jeg bundløst ærligt fortalte mere om min tanker og følelser for at få noget mere afklaring, og dernæst måske opsøge parterapi for måske at få hjælpe til at se om I kunne udvikle et godt forhold nu inden fødslen, fremfor glide fra hinanden.

 
Vh.
Gitte


Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.