Hej alle,
Lidt bekymret og forundret mor her. Jeg har en dejlig søn på knap et år, han er mit tredje barn. Han er født 2.5 uge før termin. Teknisk set til tiden, men fødslen gik i gang pga sygdom hos mig, og ikke fordi min krop var klar til at føde. Lægerne har vurderet at han er at betragte som lidt for tidlig født, selvom han på papiret er inden for den lovlige periode.
Han har deraf haft et umodent nervesystem, vi har gået til behandling hos fys/osteopat og skulle fokusere ekstra på at "vække hans nervesystem" om man vil med trykmassage osv. Han har haft en noget langsom motorisk udvikling, han trillede først da han var næsten 7 mdr. Til gengæld har han så lige snuppet alle de motoriske milepæle han skulle have nået fra start fra 7 mdr til nu, og nu er han begyndt at rejse sig uden at holde ved ting, så han har bestemt indhentet det.
Han har altid sovet uroligt om natten. Bedre om dagen hvor han er omsluttet på en anden måde i barnevognen. Om natten vågner han ofte eller ligger og siger brummelyde i timevis i søvne.
Det var sådan lidt relevant baggrund. Ellers er han generelt en glad og dejlig dreng med masser af smil og grin. Han er ikke hypersensitiv eller noget. Han er glad for mad og har været hurtig finmotorisk, er også nu begyndt at sige "Det?" og pege her i en alder af lidt over 11 mdr.
MEN! der er den her ting han altid har gjort, og det nager mig. Det er at han slår hovedet ind i ting. Han har gjort det fra han fysisk var i stand til det. Det kan både være ting, og i starten var det også måden han viste han ville op på, at han bankede hovedet ind i vores ben.
Det er ikke i arrigskab han gør det, slet ikke. Det kan være han har kravlet rundt og leget, og pludselig giver han sig til at slå hovedet ind i væggen. Nogen gange er det fordi han er træt,, men ofte tolker vi det som at det er hans måde at signalere på han har brug for nærhed. Synes bare han gør det meget.
Når vi skifter ham ligger han også og skubber fra med fødderne for med vilje at banke hovedet ind i væggen bag sig. Når han skal falde i søvn til nat (hans tremmeseng har vi taget siden af, den står i spænd op af vores og vi ligger der til han sover), ligger han også og banker hovedet op i enden af sengen. Igen han græder ikke eller noget.
Læste et sted at det måske handlede om opmærksomhed. Men for det første har han banket hovedet ind i ting siden han var for lille til at lave den kobling. For det andet gør han det også om natten, hvis han er et sted i søvnen hvor han er urolig. Så banker han hovedet op i sin sengegavl igen og igen.
Vi stopper ham selvfølgelig, og det er bestemt ikke fordi han ikke får nok nærhed, omsorg og opmærksomhed i det daglige.
Hvad tænker i om det?