Hej! For det første vil jeg lige sige at jeg SLET ikke har noget imod donorbørn overhovedet! 
Sagen er den, at kæresten og jeg har et barn sammen i forvejen. Vi vil gerne have nr 2, men hans sæd er så ringe, at fersilitetsklinken anbefaler reagensglas behandling..men nu er det sådan at det er pænt dyr for så den en tur, og så er det heller ikke sikkert det lykkedes i første forsøg? Vi fortalte lægen på fersilitetsklinken at vores søn har arvet fars sjældne sygdom, og hvis vi får flere drenge børn er risikoen høj får at den lille ny vil få samme diagnose som vores søn..lægen anbefalede os at donor barn vil nok være det bedste for os, hvilket vi godt kan forstå..Vi har også selv haft snakket om det.
MEN så kommer vi til "promlemet" jeg havde ALDRIG i mit liv forstillet mig at jeg skulle have doner barn, fordi jeg netop HAR en søn man min kæreste som vi endda blev naturlig gravid med? Det kommer virkelig som et chok for mig jeg/vi skal have donor barn..og alle mulig tanker kommer i mit hovede "kommer jeg/vi til at elske dette barn lige så højt som vores første?"
"Kommer barnet til at føle sig som en outsider?"
"Kommer jeg til at føle det er MIT, når jeg føler min søn er hel når jeg har det med min kæreste?"
Der er så mange tanker i mit hovede, for det er en helt ny verden vi træder ind i...Jeg ved med sikkerhed at doner barnet vil blive så elsket og velkommen ved os..MEN er disse tænker normale??? Føler mig som en særlig! Især fordi min kæreste er meget mere "afklart" med donor barn end jeg er..mærkelig nok 
Hjælp mig en aller anden og sig jeg ikke er tosset 
Anmeld
Citér
