Hej!
Så kunne man endelig få tid til at sætte sig ned og skrive FB.
Som mange nok ved, måtte Stella ud ved kejsersnit. Hun lå forkert i maven, i UK (underkrop) Altså med hovedet op ad og ville simpelthen ikke vende sig. Lægerne havde forsøgt, men hun lå skam fint nok, hvor hun gjorde 
D. 21. sep., en mandag kl. 7.15 skulle vi møde på sygehuset, afd. 105, etage 5. Her henvendte vi os ved vagten og fik derefter vores egen stue, Palle og jeg. Min søster Anette havde vi bedt komme også, og fotografere alt det, som vi ikke havde tid til/tænkte på at tage billeder af.
De var en smule forsinket på fødegangen, så der gik lidt tid, før vi kom til. Det var meningen at vi skulle køres på fødegangen kl. 8.15, men den blev ca. 9.30, før vi kom derned (4. sal.) Men vi fik tiden til at gå med at fotografere, snakke, grine og lign., for også at holde nerverne på afstand 
Da vi endelig kom afsted derned, fik jeg lagt kateter, og AV FOR FANDEN! Det gjorde nuller naller! og sikke en underlig følelse...? Jeg kunne jo faktisk bare tisse, men jeg lå i en seng, så det ville jeg da ikke
Efter lidt tids venten på fødegangen, fordi de skulle gøre operationsstuen ren først, blev vi kørt ind, hvor det hele skulle ske. Kl. var 10.20. Jeg fik lagt drop, ilt i næsen, noget virkelig koldt sprit hen over ryggen, og så endelig stikket for at bedøve alt fra livet og ned. Det var en endnu mere underlig følelse. Ikke at kunne mærke sine ben..? "Kan du lige flytte dig lidt længere herover?", spurgte en af sygeplejerskerne om et par minutter efter... "Øhh, næhh, faktisk ikke! Så hurtigt gik det med at blive total lam.
Mens bedøvelsen rigtig begyndte at virke, snakkede Palle og jeg. Nu skete det snart Jeg havde været så tapper hele dagen. Slet ikke nervøs. Jeg vidste jo, hvad lægerne gjorde. Det prøver de jo hver dag - flere gange om dagen. Men mens jeg lå der og fik "skæld ud" for at jeg ikke trak vejret ordentligt og mens Palle og jeg hyggesludrede, så begyndte tårerne bare at trille ned af kinderne. Så kunne jeg ikke mere. Alle de slanger, drops, lægerne, sygeplejersker osv. Så tudede jeg bare! Og inden jeg vidste af det, så fortalte narkoselægen mig, at de var gået igang med at skære mig op og få hende ud.
Palle beroligede mig og coachede mig i min vejrtrækning, holdt mig i hånden og aede mig på kinden. "Det hele skal nok gå, skat"
Kl. 10.39 var hun ude! Hun blev ført ind i varmerummet ved siden af, gjort ren og blev gennemtjekket, og Palle fik lov at klippe navlestrengen, oz selvom hun var taget ved kejsersnit. De havde efterladt et godt stykke til ham, han kunne klippe i
Hun var bare så fin! Fik apgar 9, og efter 4 min., apgar 10. Hun ville ikke sige noget allerførst, men blev suget lidt i næsen og så stak hun godt nok i et vræl, så jeg kunne høre det Og så tudede jeg igen!
3.750 gram og 51 cm. Helt perfekt!
Lidt efter kom hun ind til mig igen... Jeg blev syet sammen, og vi kørte alle sammen op på opvågningen. Palle bar hende hele vejen med min søster ved siden af. Hun havde været med hele vejen og taget billeder - troede jeg ellers ikke, hun måtte. De var simpelthen så søde alle sammen på sygehuset.
Inde på opvågningen blev jeg jævnligt tjekket for mit blodtryk og fik en smule smertestillende. Palle sad ved siden af og oz her havde min søster fået lov at komme med ind. Hun holdt oz Stella. Så lå hun ellers ved mig resten af tiden Det var bare så skønt. Underligt både pga. hende og min manglende følelse i benene, men bare skønt
Ca. ved 11.00 tiden kom vi op på barselsgangen igen og her nød vi hende bare Min søster gik en halv times tid efter med tårer i øjnene Hun ville også ha´ en mere 
Nu, på mandag, er Stella en måned gammel allerede. Hun vejer lidt over 4 kg. nu og er simpelthen så nem en tøs. Hun er så fin, folk kalder hende for en dukke
Har aldrig oplevet noget lignende, aldrig oplevet at kunne elske sådan! Det´ underligt...
Knus!
