Eksperthjælp: Klar til barn

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

326 visninger
0 svar
0 synes godt om
21. september

Gitte Sander

Hej Gitte
Jeg er en 28 årig pige som i samspil med min kæreste igennem 5 år ønsker at få en baby. Jeg føler mig så klar som jeg kan blive, jeg er derudover lige startet på 2.år på læreruddannelsen som tager 4 år.

Desværre er der noget der nager mig en smule. Mine tætteste veninder kommer hele tiden med små stikpiller: “er du nu sikker?”, “synes du ikke du bør vente til efter studiet”, “hvorfor har i så travlt” osv. Det er ingen hemmelighed at jeg ikke er samme sted i livet som dem, de fleste drikker sig stadig teenagefulde og tager i byen, hvoraf resten ikke vil have børn og fokuserer på karrieren. Selvom de siger de er glade på mine vegne, ved jeg jo inderst inde godt at de ikke oprigtigt er det. For de mister jo deres partyveninde som ikke længere får tid til impulsivt at gøre dit/dat. Min kærestes søster har en vidunderlig lille dreng på 2 år og jeg bliver virkelig skruk når han er i nærheden. Tilgengæld så synes jeg også det er svært at stå her imellem noget som mig og min kæreste gerne vil, mens jeg ved jeg indirekte møder modstand fra mine veninder. Jeg har prøvet at tale med dem om det og de er ærgerlige over/bange for situationen. Jeg får også hele tiden beskeder som “vi bør prøve den her nye bar” osv. Hvordan håndterer jeg lige det hele her?

Vh Anonym



Gittes svar

Hej Anonym,

Det er nærmest et menneskeligt iboende at man "gerne vil være som de andre". Vores sociale instinkter inkluderer at vi gør meget for at være en del af en gruppe og få social accept. Imidlertid er det også en del af at være menneske, at vi bliver til dem vi selv er, individuelt. Og her er der jo visse store beslutninger i livet, hvor vi nødvendigvis må følge vores egen personlige indre drift, for eksempel omkring hvor vi vil bo, hvem vi vil være kæreste med og hvornår vi vil forsøge at få børn.

Så når du føler dig lidt presset af dine tætteste veninder, er det jo fordi du mærker en forskel i hvad de er optaget af og gerne vil lige nu, og hvad du selv er optaget af og gerne vil. Men I kan jo sagtens blive ved med at være lige så tætte veninder, selvom I er forskellige på dette punkt. Nogle får hurtigt lyst til at få børn, andre får senere den lyst, andre igen får den aldrig. For at kunne være oprigtigt gode venner er det vigtigt at skabe rum til disse forskelligheder også.

For dit vedkommende mener jeg bare opgaven er at stå ved hvem du er og hvordan du har det. Hvis du ikke gider gå i byen med dem hver weekend, så lad være, og hvis du gerne vil forsøge at få et barn, så sæt i gang med det. Hvis de siger at de er glad på dine vegne, tror jeg da godt at du kan regne med at de er det. Måske kommer modstanden lige så meget inde fra en snert af tvivl i dig selv om det er det rigtige tidspunkt?

Der er masser af muligheder for at gøre impulsive ting også efter at man har fået et barn. Livet stopper jo ikke, men går videre, og der bliver ved at være muligheder nok for at afprøve nye barer i et omfang, der passer til hvad du har lyst til.

Det lyder som om I har en god og ærlig tone dig og dine veninder imellem, hvor I kan snakke lige ud af posen. Jeg tror ikke du skal være så bange for om I er forskellige på dette punkt, selvfølgelig kan man blive lidt såret, hvis ens venner ikke helt kan følge ens beslutninger, men hvis man kan tale ærligt og åbent med hinanden, så er det bare så skønt at følge hinandens liv, også når man går i forskellige retninger på forskellige tidspunkter i livet. Så jeg tror bare du kan være bannerføre for at I kan være præcis som I er og stadig være tætte veninder, og det er du ved simpelthen at være dig selv.

Pøj, pøj med det,

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.