Hej. Min datter på 11 måneder er lige startet i vuggestue. Jeg har hele tiden givet udtryk for interesse og glæde over stedet og pædagogerne, så det kunne snitte af på hendeVi har haft et langt forløb, hvor vi sammen har besøgt stedet mange gange og for nyligt er jeg begyndt at gå lidt, for at hun så kan være alene med pædagogerne og de voksne. Og der vælter alt for hende. Jeg siger tydeligt farvel til hende, og fortæller at jeg snart kommer igen. Hun græder, men pædagogerne trøster hende selvfølgelig. De har en gang prøvet at give hende mad, men det ville hun ikke. Hun sidder på skødet af pædagogen! De kan til en vis grad godt trøste hende.
Hun er en glad pige, hun er nysgerrig og meget livlig. Hun har altid skulle se alle personer an - men det har jeg altid tænkt var meget sundt, eller?
Når jeg er sammen med hende i vuggestuen er hun også modig; kravler rundt og undersøger ALTING! Hun har sjældent blevet passet af andre end mig og hendes far, det har vi altid haft det bedst med - men er det mon en ulempe. Lige nu er jeg helt modløs, har lyst til at give op... jeg frygtede denne reaktion. Bliver det mon bedre? Lige nu føler jeg, at det bare aldrig bliver bedre.
Trines svar
Kære du
Bare rolig det bliver bedre.
Det er helt normal at der kommer en reaktion og det er også helt normalt at der kan gå nogen gange op til 3 mdr. før din datter er helt tryg ved pædagogerne.
Du skal tænke på at din datter har brugt de første 11 mdr. på at knytte sig til dig.
Du er hendes sikre base.
Og det er godt.
For det betyder at hun nu kan begynde at udforske verden og blive mere selvstændig.
Samtidig med at hun har dig hun kan vende tilbage til.
Hun er i det nogle kalder separationsfasen.
Den periode af barnets liv løber fra de er ca. 4 mdr. til de er omkring 16 mdr.
Her kan du opleve at din datter langsomt bliver mere uafhængig af dig.
Men du kan også opleve at hun får en form for separationsangst.
Det gør hun fordi hun stadig ikke har udviklet den kognitive forståelse, at mor er der også selvom hun ikke kan se dig.
Det betyder derfor at din datter tror du forsvinder når du går og hun ved ikke du kommer igen. Endnu.
Men det lære hun. Og det er en del af hendes udvikling.
Derfor er mit bedste råd at tage det roligt.
Hvis du har mulighed for det så brug lidt ekstra tid på indkøringen. Bliv ved med at komme og overlad hende til personalet. Og kom igen.
Så lære hun at du kommer igen.
Og så husk at det er en del af hendes udvikling at lære at du ikke forsvinder selvom du er væk.
Og husk også alt det andet hun får mulighed for at lære ved at være i vuggestue.
Jeg ønsker dig og din datter al held og lykke.
Mange hilsner Trine
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk