Jeg har en søn på 20 måneder sammen med min kæreste igennem 5 år.
Far og jeg har været meget hjemme sammen med den lille, da vi har studeret sammen. Det har været rigtig dejligt!
Men far er lidt begrænset i hans overskud, så han har klaret en god tørn af de huslige ting (en god tørn, ikke alt), hvor jeg har taget alle nætter, alle morgener, fuldt i vuggestue, badet, skiftet bleer og alt andet.
Far har stadig en god relation til sønnen, for de har selvfølgelig leget, spist sammen osv. Så det er ikke fordi far ikle har en rolle i hans liv.
I dag er jeg syg, og har stadig stået op med den lille, og passet ham, indtil far stod op kl 09.30 (hvilket er tidligt for ham).. men han har været pænt gnaven, som han tit er om morgenen. Lidt en omvandrende bombe engang imellem, hvor jeg ikke engang skal kigge på ham, uden at få en kommentar.
Vores søn ser at døren ud til altanen er åben og så går han derud, og der er piase koldt. Min kæreste henter ham ind, og han brokker en del. Min kæreste sætter ham på gulvet i stuen og han returnerer med et bid i hans hånd (hvilket han ellers aldrig gør. Men han var jo frustreret!)
min gnavne kæreste bliver sur og kalder vores søn for “Du skal fandme ikke bide, din nar!!”
Hvor efter han bare går fra vores søn, som græder.
Jeg HADER at han kalder vores søn for sådan noget, det er sket før. I det hele taget hader jeg hans korte lunte. Jeg vil selvfølgelig snakke med ham (igen igen).. men ærligt, jeg ved at han godt kan se det efterfølgende og at det alligevel ikke betyder at det ikke sker igen.
Nu har jeg fået mormor til at hente den lille, så han kan få en god dag. (Han er også syg).. men jeg har sq svært ved at glemme det, denne gang. Det gør SÅ ondt i maven!
