Skal jeg sige noget eller ej?

Min svigermor er i slutningen af 60'erne og jeg har kendt hende i 10 år.

De sidste par år har hun været igennem en grim skilsmisse efter 40 års ægteskab, hvilket naturligvis har sat præg på hende. Hun er blevet totalt rastløs, kan ikke sidde stille og er generelt meget negativt (en af grundene til at hendes mand valgte at forlade hende).

Nu er det sådan at vi besøger hende en gang om måneden, hvor hun laver 10 retters menu. Hun elsker at forkæle os. Men det sidste års tid er vi begyndt at finde hår i hendes mad HVER evig eneste gang. Min mand og jeg siger intet, men prøver diskret at fjerne hårene så hun ikke ser det. Hun tager alt personligt.

Men her idag siger en af hendes børnebørn "adddd nu er der et hår igen" og hun hopper op og går totalt i forsvar med at det må være fra viskekludden 

Min mand overvejer at sige det til hende, og jeg er ikke så sikker på om han skal? 

Hvordan siger man sådan noget? 

Jeg ville sige det. I kan ikke forhindre børnene i at sige sandheden. Og det er synd for dem hvis hun bliver sur på dem. 

Han bør tage ned til hende alene og roligt sige st I elsker at komme der og hendes mad er dejlig men at I oplever hår tit i maden. At det er ok med jer og slet ikke gør noget, men at hun heller ikke skal fare op når børnene kommentere ting. 

Og så skal I måske overveje om I kan lokke hende til at søge hjælp. Det lyder som om hun godt kunne lide af en depression. 

Under alle omstændigheder skal hun lære at håndtere at folk siger hende i mod. 

Hmm ja den er ikke let ,for hvordan siger man det lige uden hun går i selvsving. 

Jeg har en svigerinde der ikke har set lyset i god køkkenhygiejne ,og det var bare så svært at spise hendes boller når man vidste at katten ligger på køkkenbordet ,og at den klud hun bruger selv går hen af bordet. 

Så jeg sagde det en dag- og det ødelagde fuldstændigt vores ellers gode forhold

For i hendes øjne så var jeg arrogant og pegede fingre af hende ved at sige ( på en pæn måde) at hendes køkkenhygiejne var lig nul ,og at jeg var ved at kaste op når der var fødselsdag ved tanken om at skulle spise hendes mad ( Det sagde jeg så ikke - men sådan var det..) Og det gjorde jeg jo også ,selv om det var fordi jeg bare syntes det var så svært og ja ulækkert at spise der. 

Der er megasvært at sige sådan noget uden at såre - og uden det ender i en konflikt.

Og når hun nu er i et sårbart sted  i hendes liv- så ville jeg måske overveje om I istedet kunne undgå at spise der indtil der kom det rette tidspunkt ( hvis det da nogensinde kommer) -

Og så istedet tage hende hjem til jer og spise. 

Du skal ihvertfald være forberedt på en 3 verdenskrig- og er du/I klar til det? Med fare for at svigermor ikke sådan lige bliver god igen.

Så er det kampen værd pga hår - som i princippet kan løses ved I bare ikke spiser der. 

Carina:-) skriver:

Hmm ja den er ikke let ,for hvordan siger man det lige uden hun går i selvsving. 

Jeg har en svigerinde der ikke har set lyset i god køkkenhygiejne ,og det var bare så svært at spise hendes boller når man vidste at katten ligger på køkkenbordet ,og at den klud hun bruger selv går hen af bordet. 

Så jeg sagde det en dag- og det ødelagde fuldstændigt vores ellers gode forhold

For i hendes øjne så var jeg arrogant og pegede fingre af hende ved at sige ( på en pæn måde) at hendes køkkenhygiejne var lig nul ,og at jeg var ved at kaste op når der var fødselsdag ved tanken om at skulle spise hendes mad ( Det sagde jeg så ikke - men sådan var det..) Og det gjorde jeg jo også ,selv om det var fordi jeg bare syntes det var så svært og ja ulækkert at spise der. 

Der er megasvært at sige sådan noget uden at såre - og uden det ender i en konflikt.

Og når hun nu er i et sårbart sted  i hendes liv- så ville jeg måske overveje om I istedet kunne undgå at spise der indtil der kom det rette tidspunkt ( hvis det da nogensinde kommer) -

Og så istedet tage hende hjem til jer og spise. 

Du skal ihvertfald være forberedt på en 3 verdenskrig- og er du/I klar til det? Med fare for at svigermor ikke sådan lige bliver god igen.

Så er det kampen værd pga hår - som i princippet kan løses ved I bare ikke spiser der. 

 

Det er lige præcist derfor jeg heller ikke mener vi burde sige det. 

Problemet her er, at hun bor langt væk og kører ikke bil mere. Derfor er det altid os der besøger hende. Og ærligt talt, så tror jeg uanset hvor godt hun har det, så vil hun altid tage det personligt. For tænk sig at hun gør sig så meget umage med madlavningen og vi kommer og kritiserer hende 

Anonym skriver:

Jeg ville sige det. I kan ikke forhindre børnene i at sige sandheden. Og det er synd for dem hvis hun bliver sur på dem. 

 

Han bør tage ned til hende alene og roligt sige st I elsker at komme der og hendes mad er dejlig men at I oplever hår tit i maden. At det er ok med jer og slet ikke gør noget, men at hun heller ikke skal fare op når børnene kommentere ting. 

 

Og så skal I måske overveje om I kan lokke hende til at søge hjælp. Det lyder som om hun godt kunne lide af en depression. 

Under alle omstændigheder skal hun lære at håndtere at folk siger hende i mod. 

Hun har helt sikkert en form for depression, men vil ikke indse det selv .Hun påstår at hun aldrig har haft det bedre. Så er det jo ligesom lidt svært at arbejde med 

Anonym skriver:

Det er lige præcist derfor jeg heller ikke mener vi burde sige det. 

Problemet her er, at hun bor langt væk og kører ikke bil mere. Derfor er det altid os der besøger hende. Og ærligt talt, så tror jeg uanset hvor godt hun har det, så vil hun altid tage det personligt. For tænk sig at hun gør sig så meget umage med madlavningen og vi kommer og kritiserer hende 

Kunne man evt snyde hende lidt? Foreslå at I kommer tidligere fordi så kan I lave mad sammen som familie så hun også kan få kvalitetstid med børnene og de kan få flere minder? Så kunne I evt undgå hår i de fleste tilfælde og finder børnene et kunne det jo komme fra hvem som helst 

Eller tilbyde at I tager mad med nogen af gangene. 

Uanset hvad syntes jeg I i situationen skal forsvare jeres børn og gøre det klart at hun ikke kan lade deres ærlighed gå ud over dem ved at flippe ud. Så jeg ville bede hende om ikke at fare op foran børnene. De er trods alt vigtigere end  hendes såret stolthed.

udover det ville jeg tie stille. 

mht til depression så kan I intet gøre andet end at udtrykke jeres bekymring med udgangspunkt i kærlighed og støtte.