Hvad ville I gøre her?

Godaften, 

Jeg har behov for lidt sparring om, hvordan i ville reagere her.

Jeg har en datter på 4 år, som er noget bagud sprogligt, og derfor ikke taler særlig rent endnu.

Den anden dag siger hun pludselig til sin far ud af det blå: "Xxx biser sin fars tissemand. Jeg også biser din?" Min mand svarer "det hedder ikke viser her men ser. Jeg synes ikke du skal se min tissemand nu". Min datter bliver lettere irriteret og gentager "xxx biser sin fars tissemand". Her går det for for min mand, at hun ikke siger viser, men spiser.

Han forklarer hende at man ikke spiser tissemænd, og spørger om, det er noget Xxx (jævnaldrende pige i børnehaven) har sagt. Til det svarer min datter at det ved hun ikke. (hendes standard svar på de fleste spørgsmål). 

Min mand deler oplevelsen med mig, og vi bliver enige om, at hvis hun siger noget lignende igen, så snakker vi med børnehaven.

Vi kender ikke forældrene til pigen, jeg kan ikke engang sætte ansigt på dem. Pigen har en tvillingebror på samme stue. 

Nu er jeg så blevet I tvivl om vi gør det rigtige ved at se tiden an. Min datter har en livlig fantasi og har i øjeblikket meget fokus på kønsforskelle, da hun er ved at smide bleen. Og da hun heller ikke rigtig kunne fortælle noget om, hvor hun havde sin påstand fra, synes jeg det er svært at gå videre med. Det sidste jeg ønsker er jo at hænge en uskyldig far ud. Omvendt var min faktisk ret påvirket og syntes det havde været ret ubehageligt at høre hende sige.. 

Hvad ville i gøre? 

Jeg ville fortælle det til en af pædagogerne. Uden drama, blot en faktuel oplysning, som I ikke synes, I kunne beholde for jer selv. De kender barnet og vil kunne se efter, om der er andre tegn hos pigen på, at hun bliver misbrugt. I tilgift kan de have et øje på legene blandt børnene - er der noget, der går for langt, er alle indforstået med det, der foregår, osv.

Anonym skriver:

Godaften, 

Jeg har behov for lidt sparring om, hvordan i ville reagere her.

Jeg har en datter på 4 år, som er noget bagud sprogligt, og derfor ikke taler særlig rent endnu.

Den anden dag siger hun pludselig til sin far ud af det blå: "Xxx biser sin fars tissemand. Jeg også biser din?" Min mand svarer "det hedder ikke viser her men ser. Jeg synes ikke du skal se min tissemand nu". Min datter bliver lettere irriteret og gentager "xxx biser sin fars tissemand". Her går det for for min mand, at hun ikke siger viser, men spiser.

Han forklarer hende at man ikke spiser tissemænd, og spørger om, det er noget Xxx (jævnaldrende pige i børnehaven) har sagt. Til det svarer min datter at det ved hun ikke. (hendes standard svar på de fleste spørgsmål). 

Min mand deler oplevelsen med mig, og vi bliver enige om, at hvis hun siger noget lignende igen, så snakker vi med børnehaven.

Vi kender ikke forældrene til pigen, jeg kan ikke engang sætte ansigt på dem. Pigen har en tvillingebror på samme stue. 

Nu er jeg så blevet I tvivl om vi gør det rigtige ved at se tiden an. Min datter har en livlig fantasi og har i øjeblikket meget fokus på kønsforskelle, da hun er ved at smide bleen. Og da hun heller ikke rigtig kunne fortælle noget om, hvor hun havde sin påstand fra, synes jeg det er svært at gå videre med. Det sidste jeg ønsker er jo at hænge en uskyldig far ud. Omvendt var min faktisk ret påvirket og syntes det havde været ret ubehageligt at høre hende sige.. 

Hvad ville i gøre? 

Engang sagde vores datter noget, en fra børnehaven havde sagt, som havde en mærkelig seksuel karakter. Min mand fortalte det til lederen, som med alvorlige øjne mumlede noget med at de havde fat i det og at det var vigtig information i det arbejde, som vi kom med. Lederen sagde også at den slags information ville de altid gerne have. For hvis flere forældre hører, ser eller fornemmer noget, men ingen siger noget, er det jo nærmest umuligt at opdage. Men hvis alle fortæller noget, når der er noget, er der bedre mulighed for at hjælpe barnet. 

Ena skriver:

Engang sagde vores datter noget, en fra børnehaven havde sagt, som havde en mærkelig seksuel karakter. Min mand fortalte det til lederen, som med alvorlige øjne mumlede noget med at de havde fat i det og at det var vigtig information i det arbejde, som vi kom med. Lederen sagde også at den slags information ville de altid gerne have. For hvis flere forældre hører, ser eller fornemmer noget, men ingen siger noget, er det jo nærmest umuligt at opdage. Men hvis alle fortæller noget, når der er noget, er der bedre mulighed for at hjælpe barnet. 

Og det er bare så rigtigt! 

Du har faktisk pligt til at gå videre med det. 

Du kan være den brik der gør at et barn får hjælp. 

Pædagogerne ved godt at børn siger mange ting, så de går ikke i panik. 

Så for at svare på dit spørgsmål: JA jeg syntes det er forkert at I ikke går videre med det med det samme. 

Ja måske hænger I en uskyldig far ud og så vil sagsbehandler mm jo bare lukke sagen MEN måske er der et barn der faktisk bliver misbrugt lige i dette sekund. Hvordan vil du have det så hvis det kom frem? Hellere indberette en gang for meget end en gang for lidt. Du kan jo bare sige det til lederen i inst. 

L-mor skriver:

Jeg ville fortælle det til en af pædagogerne. Uden drama, blot en faktuel oplysning, som I ikke synes, I kunne beholde for jer selv. De kender barnet og vil kunne se efter, om der er andre tegn hos pigen på, at hun bliver misbrugt. I tilgift kan de have et øje på legene blandt børnene - er der noget, der går for langt, er alle indforstået med det, der foregår, osv.

Mange tak for svar. Du bekræfter den mavefornemmelse jeg har haft efterfølgende. Jeg har nok haft tøvet lidt fordi pædagogerne faktisk har haft det med (i mine øjne) at overreagere på ting fx var de meget bekymrede og indkaldte os til samtale, da vores datter endnu ikke gik som 14 mdr på trods af, at de vidste hun er ørebarn og hun havde væske på begge ører i perioden. Hun gik under en uge efter. Men jeg tænker at prøve at fange lederen af institutionen eller en pædagog, jeg har god dialog med, og vende det med. 

Ena skriver:

Engang sagde vores datter noget, en fra børnehaven havde sagt, som havde en mærkelig seksuel karakter. Min mand fortalte det til lederen, som med alvorlige øjne mumlede noget med at de havde fat i det og at det var vigtig information i det arbejde, som vi kom med. Lederen sagde også at den slags information ville de altid gerne have. For hvis flere forældre hører, ser eller fornemmer noget, men ingen siger noget, er det jo nærmest umuligt at opdage. Men hvis alle fortæller noget, når der er noget, er der bedre mulighed for at hjælpe barnet. 

Tak fordi du deler. Vi undrede os bare også så meget over hendes udtale, for hun er ikke just fremmelig af sin alder, så når hun digter plejer det at være om aber, dinoer, chokolade, osv. Og når hun fortæller plejer jeg at kunne finde en logisk årsag til historien. Fx har hun fortalt de legede numseleg og spurgt ind til, hvad numseleg var, og ved nærmere samtale viste det sig, at et barn havde vist et andet barn sine balder til et tredje barn (sandsynligvis under fælles toiletbbesøg og ganske harmløst), og så fik vi snakket om kroppen og personlige grænser. Men lige den her, er bare svær at forklare på anden måde... 

Anonym skriver:

Du har faktisk pligt til at gå videre med det. 

Du kan være den brik der gør at et barn får hjælp. 

Pædagogerne ved godt at børn siger mange ting, så de går ikke i panik. 

Så for at svare på dit spørgsmål: JA jeg syntes det er forkert at I ikke går videre med det med det samme. 

 

Ja måske hænger I en uskyldig far ud og så vil sagsbehandler mm jo bare lukke sagen MEN måske er der et barn der faktisk bliver misbrugt lige i dette sekund. Hvordan vil du have det så hvis det kom frem? Hellere indberette en gang for meget end en gang for lidt. Du kan jo bare sige det til lederen i inst. 

Mange tak for svar. Du bekræfter den mavefornemmelse jeg har haft efterfølgende. Jeg har nok haft tøvet lidt fordi pædagogerne har haft det med (i mine øjne) at overreagere på ting fx var de meget bekymrede og indkaldte os til samtale, da vores datter endnu ikke gik som 14 mdr på trods af, at de vidste hun er ørebarn og hun havde væske på begge ører i perioden. Hun gik under en uge efter.

Der er ikke et så godt personligt match mellem min datters pædagog og (min mand og) jeg, omvendt er det jo heller ikke en samtale der skal tages kl 8 om morgenen inde blandt børnene på stuen.. 

Men jeg tænker at prøve at fange lederen af institutionen eller en pædagog, jeg har god dialog med, og vende det med.