Mange af de andre har givet gode svar, men det er ikke helt så simpelt, når I er gift. Det er rigtigt, at hans barn kun arver en del af din mands værdier, men fordi I er gift og ikke har særeje, går dette også ud over dine værdier.
Der står i lovgivningen, at et ægteskab ophører ved død eller skilsmisse, så dør din mand, skal I i praksis igennem den samme bodeling, som ved en skilsmisse. Dvs. du skal have halvdelen af hans værdier og boet efter din mand skal have halvdelen af dine værdier. Har din mand ikke nogle værdier, får du ikke noget fra ham, men boet efter din mand skal stadig have halvdelen af dine værdier (bil osv.). Værdien af boet fordeles derefter som arv mellem dig og din mands barn, så på den måde, får din mands barn en andel af dine værdier i arv.
Jeres fælleskonto vil blive anset som ejet af jer begge, når den står i begges navne, så din mands barn vil arve en andel af det, der står på kontoen, og som en anden nævner, kan kontoen blive låst indtil boet efter din mand er gjort op. At få separate konti vil løse det problem, men en andel af værdien af din konto vil stadig blive gjort til din mands barns arv pga. ovenstående, hvor du ved ægteskabets opløsning skal aflevere halvdelen af dine værdier til boet efter din mand uden at modtage noget til gengæld, når din mand intet ejer.
Det kan godt lyde noget indviklet, når man ikke er vant til arbejde med jura, men I kan få løst en stor del af problemet gennem ægtepagt og testamente. Lige nu lyder det dog ikke til, at I ejer en kæmpe formue, og så kan din formue være beskyttet af, at der også i lovgivningen er en paragraf om, at den længstlevende har ret til at få et stort beløb ud af skiftet, inden arven fordeles. Jeg har ikke styr på, hvad satsen er for 2018, men det er i hvert fald over 700.000, og sættes op hvert år. Beløb er dog inkl. evt. livsforsikringer, men det skriver du, at der ikke er på din mand lige pt., så som du beskriver jeres situation i dag, er din formue beskyttet af det beløb en ægtefælle er sikret ved et skifte.