Eksperthjælp: Ønsker jeg et barn mere?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

706 visninger
0 svar
0 synes godt om
3. januar

Gitte Sander

Hej Gitte. Min mand og jeg kæmpede i mange år for at blive forældre og fik for små fire år siden de dejligste tvillinger, en dreng og en pige. Det har været hårdt da de begge havde kolik og var meget syge de første år. For ca seks måneder siden blev jeg så uplanlagt gravid og vi gik nok i panik - vi var lige kommet ud på den anden side med tvillingerne og følte endelig at vi kunne begynde at nyde dem og vores lille familie. Vi valgte derfor en abort. De første måneder efter var jeg helt afklaret, men nu kan jeg ikke tænke på andet end at vi sagde nej til et mirakel! Vi er begge lidt i chok og overvejer om vi skal prøve at blive gravide igen - men hvad er det egentlig der spiller ind her? Er det "bare" en efterreaktion eller skal vi virkelig "give slip" og gå efter barn nr tre, selvom vi har tusind gode og reelle men mest praktiske grunde til at lade være? Jeg ved ikke hvordan vi skal komme en beslutning nærmere. Mit hjerte skriger efter at få en lille en, men min fornuft siger nej - vi valgte det jo meget bevidst fra for ikke så længe siden. Jeg kan mærke det er meget svært at rumme, at vi så bevidst har valgt et mirakel fra, og jeg har mange dage hvor jeg fortryder, selvom jeg synes vi havde alle de "rigtige" overvejelser og jo gjorde det for vores børns skyld. Min mand vil meget gerne prøve igen, jeg kan derimod ikke finde hoved og hale i hvad jeg ønsker, da min fornuft stjæler opmærksomheden fra mit hjerte. Jeg håber du kan give lidt "fif" til at få klaret hjernen hos mig... De allerbedste hilsner T



Gittes svar

Hej T,

Jeg undskylder det sene svar pga julen.

Det er svært at rådgive i forhold til dit spørgsmål, da det er en meget personlig beslutning om man vil have et barn på et givent tidspunkt eller ej. En af den slags beslutninger, som ingen andre egentlig kan tale imod synes jeg, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende, som fx sygdom, misbrug, økonomi, handicap eller lignende.

Så der er nok ingen vej udenom, du er nød til at 'mærke efter'. Skal du så mærke mest med hjertet eller hjernen, når nu dit hjerte og din fornuft siger to forskellige ting? Det er svært at svare på.

Det er virkelig meget forståeligt, at når I har kæmpet for at blive gravide og har været igennem nogle meget hårde år med tvillinger og kolik og sygdom osv. at I umiddelbart fravalgte at få et barn nu.

På den anden side som du siger, er det jo også at sige nej tak til et lille mirakel, som næppe havde været en lige så stor belastning, sandsynligvis. Det er vel ikke særligt sandsynligt at I får tvillinger igen, eller at barnet kan blive lige så belastende som at have to syge børn på een gang. Som regel er det også lettere at have småbørn, når man allerede har prøvet det een gang. Så her tipper jeg på at din frygt kan spille dig et puds, på baggrund af den ganske særlige situation I har været i, med at få tvillinger, som var syge, hvilket er en stor belastning.

Nogle spørgsmål, der måske kunne hjælpe til afklaring kunne være:
Hvordan synes du at det går med jeres parforhold?
Er I som familie kommet jer over de første hårde år med tvillingerne, eller er der noget, I ønsker at gøre inden der kommer flere børn?
Har I økonomien og overskuddet til flere børn nu?
Har I aflastningsmuligheder i familie og venner, eller står I med det hele selv?
Hvis du skulle have flere børn, hvornår kunne du så drømme om at de kom?

Nogle gange, hvis man har to ambivalente, divergerende meninger om en sag skal man blot lad sagen ligge og vente til det bliver tydeligt for een hvad man vil, tænker jeg, medmindre jeres alder presser på til at beslutningen skal tages nu. Hvis det er tilfældet kunne du også prøve at visualisere at du står ved en skillevej og ser de to mulige veje foran dig at gå.Forestil dig for dit indre blik, hvordan verden vil se ud, hvis du går ud af den ene vej uden et barn mere, og hvordan verden og jeres liv som familie ser ud, hvis du går ud af den anden vej. Mærk efter dine følelser, i kroppen imens, hvordan føles det at gå den ene vej, hvordan føles det at gå den anden vej.

Sluttelig er det med at få barn og hvordan det kommer til at gå jo ikke noget man hundrede procent kan bestemme selv, der er jo noget andet, der også bestemmer fx om man overhovedet bliver gravid igen. Så du kan aldrig få hundrede procent sikkerhed eller kontrol over fremtiden.

Måske har du oplevet det voldsomt at arbejde så hårdt for at få børn og så få så store udfordringer ud af det som syge tvillinger er. Måske har du knoklet så hårdt for deres behov at du har mistet følingen med dig selv og dine egne behov. Måske har og/eller havde du brug for lidt mere tid? Måske har du brug for at gå lidt i individuel terapi for at finde dig selv igen?

Under alle omstændigheder synes jeg ikke at det bør spille ind for beslutningen, at I fravalgte en graviditet på det tidspunkt, hvor I gjorde det. Det er meget forståeligt og sket er sket. De allerfleste der får foretaget en abort får senere tanker om det var den rette beslutning eller tanker om hvordan verden ville se ud, hvis det barn var kommet. Giv jer selv den nødvendige tid til at træffe den rette beslutning, og giv jer selv friheden til at vælge det I føler er det rigtige for jer, tænker jeg.

Kh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.