Tilknytning til weekendfar

Ja, som overskriften lyder. 

Vil I dele jeres erfaringer? 

Vi venter vores første barn til maj og min kæreste har fra 1/1 fået job i den anden ende af landet. (Som i 400 km herfra). 

Jeg er i en proces hvor jeg fra starten ikke ville flytte med, men blive boende herhjemme i vores hus med babyen, så blev jeg i tvivl og besluttede i mit indre at jeg måske skulle flytte med når jeg har afsluttet min uddannelse til februar. Nu er jeg igen i tvivl, hele vores netværk er her og jeg hører bare til her... 

Nå, men det jeg egentlig ville høre erfaringer omkring, var fra jer, hvor far arbejder ude 4-5 hverdage og kun er hjemme i weekenderne. Hvordan vil et spædbarn kunne knytte sig? Er det uproblematisk, kan far trøste osv, eller vil det kun være mor der dur, indtil barnets bevidsthed øges? 

Simsev skriver:

Ja, som overskriften lyder. 

Vil I dele jeres erfaringer? 

Vi venter vores første barn til maj og min kæreste har fra 1/1 fået job i den anden ende af landet. (Som i 400 km herfra). 

Jeg er i en proces hvor jeg fra starten ikke ville flytte med, men blive boende herhjemme i vores hus med babyen, så blev jeg i tvivl og besluttede i mit indre at jeg måske skulle flytte med når jeg har afsluttet min uddannelse til februar. Nu er jeg igen i tvivl, hele vores netværk er her og jeg hører bare til her... 

Nå, men det jeg egentlig ville høre erfaringer omkring, var fra jer, hvor far arbejder ude 4-5 hverdage og kun er hjemme i weekenderne. Hvordan vil et spædbarn kunne knytte sig? Er det uproblematisk, kan far trøste osv, eller vil det kun være mor der dur, indtil barnets bevidsthed øges? 

Jeg har altid boet selv med min datter, og ca det første års tid var samværet med far meget ustabilt. Specielt det første halve år, hvor der kunne gå op til 5 uger mellem de så hinanden.

Det vi oplevede var at i starten blev deres relation mere eller mindre startet forfra hvergang. Far kunne dog godt trøste (med lidt guiden), og hun var tryg nok ved ham. Da hun var ca 6 mdr begyndte hun at genkende ham hver gang de sås, og derfra er det kun blevet bedre. De har et super forhold og en god tilknytning. Far er hendes superhelt, uden tvivl! De ser hinanden hver 2. weekend nu. Fra 1-3 år var det hver 3. weekend, og der har ikke været problemer med tilknytningen i den tid.

Hvad tænker far selv? For jo formodentlig får de en skøn relation med tiden, og en del børn er vokset op med enten en far eller en mor der er pendler, men personligt ville jeg være så ked af at gå glip af alt det din mand/far kommer til at gå glip, måske ikke være der når de første smil dukker frem, når de skønne første lyde, det første grin, den første gang der bliver kravlet osv osv. Ikke være der når baby er syg eller for den sags skyld mor er syg og har brug for en aflastning, ikke være der når mor ikke kan hænge sammen fordi baby har våget 27 gange pga nye tænder osv. 

Jeg ville ikke gå med på et arrangement hvor jeh var pendler, fordi jeg ved jeg ville føle jeg fik stjålet noget som jeg aldrig kan få igen og jeg ville føle mig utilstrækkelig når den anden part fortalte om de udfordringer der uden tvivl vil være med en baby. 

Så jo selvsagt kan de få et godt forhold og det kan sagtens blive en skøn måde at have familie, men jeg ville ikke byde min egen mand det alene af den grund, at jeg ikke ville ønske det selv. Min mand var væk 3 mnd hvor han var hjemme 4 dage hver 14. Dag og der var de 4,6 og 11 og han følte han gik glip af meget og vil ikke høre det igen - det var en periode hvor de var SYGE hele tiden og jeg lå med kold lungebetændelse så det var absolut heller ikke sjovt at sidde langt væk og høre hvordan hverdagen var. 

Ville det være en permanent løsning, eller ville i på sigt flytte tættere på hinanden?

Tusinde tak for at dele jeres tanker. 

Fra begyndelsen var min kæreste afklaret med det, han havde en positiv indstilling til at komme hjem i weekenderne (torsdag aften) og være der 100% i de dage. Jeg var skeptisk, hvad med hans venner, skal skal han aldrig se dem? Hvad med resten af livet, skal det bare pauses for ham, fordi han skal indhente den tabte tid? 

For ham er det en unik mulighed for sin karriere og der er tale om en periode på 2 år. 

Jeg er så meget i vildrede, den ene dag vil jeg det ene og den anden dag det andet. Tanken om at han skal blive hjemme er ikke aktuel, jeg agter at bakke ham fuldstændig op i valget, uanset hvilken løsning vi ender med. Uanset, kan man jo sige, kan vi jo blive klogere og så må jeg jo bare flytte enten den ene eller anden vej