hun ved ikke hvad hun gør ved mig

hvorfor har man behov for som mor at komme med stikpiller og små "nådestød" som man udemærket er klar over gør nogen ked af det eller gør så man bliver uvenner?

Jeg ville mene at jeg har et tæt forhold med mine forældre, og jeg ved man ikke kan være enige om alt, men man kan vel undlade at dele sin mening.

Jeg er gravid og bor med min kæreste, vi har været sammen i nogle år, der har været op pog nedture som ved alle.
Han har ændret sig meget i den tid vi har været sammen og det er kun i positiv retning.
De har LIDT ret i nogen af de ting de siger, men der er vel også grænser for hvad hun kan tillade sig..
Ja han er stadig lidt doven og meget stædig når det tager ham, men det kan jeg også være.

Jeg er glad og har det godt, men det er ikke nok. Jeg får ikke lov at kunne holde mig glad særlig længe af gangen, for så kommer der lige en stikpille. Det er fuldstændig lige meget hvad jeg siger, jeg bliver tit stukket til med at han er doven, han laver ikke en skid, det er mig der laver det hele, det bliver ikke bedre, "vi" kender ham ikke og de kommentarer kan komme ud af den blå luft.

Det gør mig så sur og ked af det, for de ved rent faktisk ikke noget om det. Jeg ved ikke hvad der forventes der skal gøres for at de "kender ham", vi ses når der sker noget, snakker, familiesammenkomster osv, hvilket jeg ville mene er normalt?

Jeg kan godt se nogen ting ikke går helt hurtigt altid, men de kan da vel ikke forvente vi gør det når de synes det skal gøres, hos os selv, og det er bagateller der er tale om..... så går der stædighed i os begge, og så bliver det ikke gjort før det passer os, det er vores liv. vores hjem, vi er voksne mennesker og burde selv have lov til at styre det ville jeg da mene?

Jeg føler jeg skylder dem meget, de hjælper og har altid været der og ved godt at man jo bare kunne gøre hvad der blev sagt og så var der ikke mere i det, men et par på næsten 30, skal vi stadig hoppe og danse efter piben eller hvornår er det nok? 
Er jeg fuldstændig galt på den?

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med dette, havde brug for luft og har desværre ikke alverden og dele det med ...

Anonym skriver:

hvorfor har man behov for som mor at komme med stikpiller og små "nådestød" som man udemærket er klar over gør nogen ked af det eller gør så man bliver uvenner?

Jeg ville mene at jeg har et tæt forhold med mine forældre, og jeg ved man ikke kan være enige om alt, men man kan vel undlade at dele sin mening.

Jeg er gravid og bor med min kæreste, vi har været sammen i nogle år, der har været op pog nedture som ved alle.
Han har ændret sig meget i den tid vi har været sammen og det er kun i positiv retning.
De har LIDT ret i nogen af de ting de siger, men der er vel også grænser for hvad hun kan tillade sig..
Ja han er stadig lidt doven og meget stædig når det tager ham, men det kan jeg også være.

Jeg er glad og har det godt, men det er ikke nok. Jeg får ikke lov at kunne holde mig glad særlig længe af gangen, for så kommer der lige en stikpille. Det er fuldstændig lige meget hvad jeg siger, jeg bliver tit stukket til med at han er doven, han laver ikke en skid, det er mig der laver det hele, det bliver ikke bedre, "vi" kender ham ikke og de kommentarer kan komme ud af den blå luft.

Det gør mig så sur og ked af det, for de ved rent faktisk ikke noget om det. Jeg ved ikke hvad der forventes der skal gøres for at de "kender ham", vi ses når der sker noget, snakker, familiesammenkomster osv, hvilket jeg ville mene er normalt?

Jeg kan godt se nogen ting ikke går helt hurtigt altid, men de kan da vel ikke forvente vi gør det når de synes det skal gøres, hos os selv, og det er bagateller der er tale om..... så går der stædighed i os begge, og så bliver det ikke gjort før det passer os, det er vores liv. vores hjem, vi er voksne mennesker og burde selv have lov til at styre det ville jeg da mene?

Jeg føler jeg skylder dem meget, de hjælper og har altid været der og ved godt at man jo bare kunne gøre hvad der blev sagt og så var der ikke mere i det, men et par på næsten 30, skal vi stadig hoppe og danse efter piben eller hvornår er det nok? 
Er jeg fuldstændig galt på den?

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med dette, havde brug for luft og har desværre ikke alverden og dele det med ...

Først og fremmest - nej du skal ikke hoppe og danse når de beder om det.

Du skriver selv at de har LIDT ret i det de mener, så helt galt er de jo ikke på den. 

Men hvad med at tage snakken med dem, og sige at du bliver ked af det når de kommer med de stikpiller?

Det er virkelig også kun lidt ret, men det er kun dovenskaben, som i ikke lige at tage opvasken osv, lidt bagateller, for jeg synes også kun han er doven hvis ikke han gør hvad jeg beder ham om, når jeg beder om det.

Snakket er taget, mange gange endda, og til tråds for tårer og jeg har fortalt hvad det gør, så er det ikke nok, det bliver ikke respekteret

Jeg vil gerne lige påpege, at det ikke er alle der har op OG nedture inden for de første par år i et parforhold. Måske det er der de føler lyst til at protestere? 

Nedture har jeg da i hvert fald ikke kendetegnet nogen perioder i mit parforhold gennem fem år. Måske de ser noget andet end du? 

Anonym skriver:

Jeg vil gerne lige påpege, at det ikke er alle der har op OG nedture inden for de første par år i et parforhold. Måske det er der de føler lyst til at protestere? 

Nedture har jeg da i hvert fald ikke kendetegnet nogen perioder i mit parforhold gennem fem år. Måske de ser noget andet end du? 

Men det de har set og hørt jeg evt været utilfreds med er ikke det der er problemet. Så havde jeg kunne forstå det.

Og nedture var nok et forkert ord at bruger,  mener bare de normale uenigheder, utilfredsheder og lige at få en hverdag op at stå sammen, jeg har i hvert fald ikke mødt et par hvor det har været rosenrødt og bare har kørt på skinner fra dag et af endnu i hvert fald 

Har du nogensinde bedt det om bare at holde deres mund hvis ikke de har noget pænt at sige? Det må man faktisk godt når man er 30 år gammel og ikke gider høre på sådan noget fra sine forældre.

Uanset om de mener du kunne gøre det bedre mht valg af partner, så skal de bare tie stille. Hvis du ved med dig selv at du er glad, lykkelig og tilfreds i dit parforhold, så vedkommer deres holdning ikke dig.

Jeg har læst dit indlæg flere gange og jeg ender med den tanke, at hvis man har et tæt forhold, kan og er man ærlige overfor hinanden. Nu er det svært at få et entydigt billede ud af det skrevne, da jeg hæfter mig ved, at du siger, at de har lidt ret i det, som de siger.  Jeg mener ikke at man hjælper nogen ved at lyve, hvis virkeligheden ikke er på den måde, og langt fra hjælper nogen, som man holder af, hvis andre skitserer et virkelighedsbillede, som rent faktisk ikke eksisterer, bortset fra i en fantasiverden. 

Jeg ved ikke om det forholder sig sådan, men jeg ville spørge mig selv helt ærligt, om det faktisk er sandheden, og om det er det, som gør det så svært?

Samtidig ville jeg sige til mine forældre, særligt når I er tætte, at det gør mig ked af det, når.......

Det er blot tanker, måske forholder det sig ikke på den måde, som jeg tror, da jeg ikke kender dig,  men ville tænke meget over, hvad baggrunden er, for det de siger. 

Ja selvfølgelig men det er det samme, hver gang, flere gange, uden man overhovedet er inde på noget så det burde være nødvendigt og komme ind på.

Det eneste de har ret i er at det ikke altid går lige hurtigt med at få lavet nogle huslige ting, men det synes jeg ikke rigtig er noget de bør blande sig i, så længe vi ikke bor i en svinesti og tingene falder sammen omkring os? Vi bor til leje i et lækkert hus, rent tøj, mad på bordet, vi mangler ikke noget. Men fordi hækken ikke lige bliver klippet eller græsset ikke lige bliver slået hurtigt nok, så kommer de udbrud engang i mellem. 

Har virkelig prøvet og sige både pænt og ikke pænt hvad det gør og om de ikke bare gider blande sig udenom, men det hjælper ikke.