Hvad skal vi gøre

Hej. jeg kunne sagtens finde en hundeside at sætte dette ind på, men da jeg ikke ønsker at alle skal vide det og jeg ikke ønsker at dunkes i hovedet, så har jeg jo her muligheden for at være lidt mere "hemmelig" indtil vi finder en løsning der er godt for alle .. 

sagen er den at vi ejer 2 store hunde, 2 hunde som er af en race der er MEGET aktiv og som skal aktiveres. de er 5 år og 3 år, den på 3 år har vi selv avlet, så den betyder jo en del for os da jeg også selv har taget imod den som babyhvalp. 

der er så sket det de sidste 3 år at jeg og min mand begge har set og oplevet en masse vi ikke troede ville ske og som har gjort at hundene er kommet længere og længere ned i prioritering, og nu så langt ned at jeg faktisk overvejer hvad der e værd for dem i vores familie.. 

De sidste 3 år faktisk siden den yngste hund kom til, har vi haft sygdom ind på livet der har gjort at jeg ikke kan holde til høj aktivitet som cykling og løb mm, kun gå kortere ture som ikke får pulsen vildt op, og så har vi fået et sæt tvillinger som selvføjelig fylder meget i vores hverdag nu samt storesøskende. 

min mand har hele tiden arbejdet fuldtid, hvor jeg har gået hjemme, men de sidste 5 måneder er jeg også kommet i arbejde, og nu er vi altså der at de 2 højenergiske hunde er plantet som potteplanter i deres have med stort hundehus der er isoleret og haven er fuld af træer, plads, græs og muligheder for at grave og hygge sig, men gåture? ja gåture er nærmere blevet en sjældenthed og byrde som ingen af os kan rumme efter lange arbejdsdage og tidspres. oftes kommer de med ned på en nærliggende mark og ræser af, men det har så også givet hunde som nærmest slæber os afsted, hvor de før gik pænt på siden af os  

vi står i vores største beslutning om det er værdigt for dem? 

skal vi sige argg de har jo lært at leve efter os, eller vil det være mest fair med andet hjem eller aflivning?  

den 3 årige har ofte problemer med hotspot over alt og ingenting, sidst udløstes det af Bravecto loppemidel som de ellers har fået før uden problemer :O og den 5 årige som tydeligt viser præg af engang har haft hvalpe er ellers sund og rask og en fin hund uden nogensinde at have haft problemer.. 

hvad ville i gøre? 

vores store børn er desværre slet ikke hverken stærke eller store nok til at klare en hund på 40 kg  så dem kan vi ikke engang spørge om vil hjælpe til ..

Her ville jeg jo altid tænke på hundene. Er det virkelig bedst for dem at være i en familie der ikke længere har tiden til dem?

Det er en svær beslutning og det bliver ikke lettere at handle på det når beslutningen en gang er taget, men når der så er handlet på det, giver det en anden ro på en selv, fordi man ikke længere skal gå med den dårlige samvittighed.

Jeg kender flere der har hunderacer som de egentlig ikke har tid og overskud til, og ingen af dem er nået så langt i deres overvejelser som I er.

Da jeg blev gravid med den første, var jeg yderst aktiv med to heste og yderligere heste jeg trænede for en anden. Allerede under graviditeten tog jeg den svære beslutning at sælge den ene af hestene (den der krævede mest) mens jeg fortalte mig selv at den anden sagtens kunne stå stille et års tid mens den alligevel selv fik føl. Da min datter var to år var jeg hverken kommet igang med hoppe eller føl. De gik på folden, fik mad og den nødvendige pleje, men ikke den daglige kontakt og aktivering. Jeg endte med at sælge dem begge to og jeg græd i flere dag efterfølgende. 

Men nu er jeg glad for at jeg ikke skal gå med den dårlige samvittighed - for jeg har ikke længere tid eller overskud til at have heste i mit liv. 

Hvilken race er de?? 

Aflivning må være sidste løsning. I teorien er jwg tilhænger af at man er sit ansvar bevist som kæledyr ejer i har jo selv valgt dem. Men familien må komme først og hvis i ikke magter dem er det da bedre for alle hvis de kan komme et nyt sted hen. Det er da en løsning der er win win i får det bedre og hundene trives så det ville jeg gå efter.