Autisme

For en uge siden fik min 4 årige søn diagnosen infantil autisme. Vi har altid vidst, at han var anderledes og har selv haft mistanke om autisme langt inden han blev indstillet til udredning. Han er normalt begavet og det ses derfor ikke så tydeligt på ham. For dem som ikke kender ham, virker han nok mest som en genert og tilbageholdende dreng. Mit egentlige spørgsmål handler om min egen reaktion på at han fik en diagnose. Det er virkelig kommet som et stort chok for mig selvom jeg egentlig vidste det i forvejen. Jeg har det sidste års tid brugt en stor del af min fritid bare med at google og læse om symptomer, tests m.m. Men nu når jeg ved det kom der en sorg væltende ned over mig, selvom jeg egentlig troede, at tingene ville falde på plads og det hele ville blive lettere at forholde sig til. De første dage var jeg i totalt fornægtelse, for så dårlig er han altså ikke. Nu skal der ikke så meget til, før tårene flyder i én strøm og er umulige at kontrollere. Jeg er så ked af, at han skal have disse udfordringer resten af sit liv og tanker om skolevalg, fritidsliv, hvordan vi skal støtte ham hjemme fylder hele min dag. Er der andre med børn med lignende diagnoser, som har reageret som mig?

Jeg har ikke selv børn med diagnoser, men jeg har selv en hel del diagnoser og den reaktion jeg havde da jeg fik stillet dem minder en del om din. 

Selvom man er klar over at noget ikke er som det skal være, kan reaktionen fra at se det sort på hvidt eller få det at vide være ret voldsom. Jeg reagerede selv ved at være i dyb dyb sorg, sorg over alt det man har mistet og de muligheder der ikke længere er. Og som mor reagerer man nok endnu mere fordi vi jo kun ønsker det bedste for vores børn. 

Jeg har ikke nogen hjælpende ord at give, men jeg ville bare lige skrive at reaktionen du har er fuldstændig normal og at man nok skal komme videre derfra, man bliver ikke i sorgen altid. 

Klem til dig 

Vores søn fik for 3 år (han er 9 1/2 år) siden diagnoseret med ADHD. Vi har også vist der var noget galt og måtte kæmpe med PPR om de ville sende ham videre til udredning.

Jeg blev også rigtig ked af det og måtte lige have lidt tid til, at vænne mig til det. Men på den anden side kunne jeg nu sige "det var det jeg sagde", da der ikke var nogen som ville hører på mig samtidig med, at han nu kan få den hjælp som han har brug for

Tak for jeres svar. Det varmer at der er nogen derude, som læser med og har lyst til at bruge tid på at hjælpe . Det gør mig ondt at i også har så meget at kæmpe med. Her går det lidt bedre, er men jeg er kommet hen over den fase, hvor jeg ikke kunne holde tårene tilbage. Jeg er stadig meget ked af at tingene er som de er, men kan se det hele mere tydeligt nu. Ja, han har autisme og der er vist ikke så meget tvivlomkring det . Men vi må prøve at få det bedste ud af at få hverdagen til at fungere nu...

Kender du denne blog?

www.voresvej.nu

de har også været med i et dr program og er et solstråle eksempel på at børn med autisme sagtens kan leve et godt og tæt på normalt liv

Tak, det vil jeg kigge på hilsen Carloline

Mortilchristoffer skriver:

For en uge siden fik min 4 årige søn diagnosen infantil autisme. Vi har altid vidst, at han var anderledes og har selv haft mistanke om autisme langt inden han blev indstillet til udredning. Han er normalt begavet og det ses derfor ikke så tydeligt på ham. For dem som ikke kender ham, virker han nok mest som en genert og tilbageholdende dreng. Mit egentlige spørgsmål handler om min egen reaktion på at han fik en diagnose. Det er virkelig kommet som et stort chok for mig selvom jeg egentlig vidste det i forvejen. Jeg har det sidste års tid brugt en stor del af min fritid bare med at google og læse om symptomer, tests m.m. Men nu når jeg ved det kom der en sorg væltende ned over mig, selvom jeg egentlig troede, at tingene ville falde på plads og det hele ville blive lettere at forholde sig til. De første dage var jeg i totalt fornægtelse, for så dårlig er han altså ikke. Nu skal der ikke så meget til, før tårene flyder i én strøm og er umulige at kontrollere. Jeg er så ked af, at han skal have disse udfordringer resten af sit liv og tanker om skolevalg, fritidsliv, hvordan vi skal støtte ham hjemme fylder hele min dag. Er der andre med børn med lignende diagnoser, som har reageret som mig?

Jep, jeg har to  

min ældste søn fik desuden diagnosen mental retaderet sidste år også.. den var grim.

det har min yngste dog ikke. 

Begge børn har kgså ADHD 

Ja jeg kunne heller ik forholde mig til og acceptere min søns autismediagnose. Giv det tid. Jeg har idag en rigtig godt fungerende 14-årig på trods af en svær start. For ham var det en gave at få stillet en diagnose der gav ham adgang til den rette hjælp. Men det er hårdt at acceptere og det skal man bære over med sig selv i at det er. Et skridt ad gangen. De bedste ønsker til jer med fremtiden.

Vi har ikke nogen diagnose, da han kun er 3.

Men han har altid været anderledes, og vi har været til ergoterapeut og fysioterapeut vurdering, samt samtale på BUC i Risskov, som konkluderer, kernesymptomerne på ADHD, normalt begavet, men grundet massive problemer med at koncentrere sig, er han bagud i udviklingen. 

Den sidste test for 1 uge siden, viser han er med motorisk, men ellers er han gennemsnitlig 1,5 år i alt andet... Han har ikke udviklet sig i de 6 mdr han har gået i vuggestuen... 

Nu er han optaget i specialbørnehave og skal starte der. Det var en kamel �� at sluge, da vuggestuen sagde de ikke kunne rumme ham... 

Vi har også slugt en kæmpe kamel, ved at bede om aflastning, da vi ikke har noget netværk, der kan hjælpe... 

Tusind tak for jeres tilbagemeldinger . Det gør mig ondt at i også skal kæmpe med disse udfordringer. Dejligt at høre, at der også kan være en lys fremtid, såfremt vores børn får god støtte.

Ja det er rigtig hårdt at finde sig til rette med ens barns diagnose. Jeg håber at vores Christoffer er normalt begavet. det er i hvert fald det vi oplever på trods af at han ikke klarede begavelses testen ret godt. Men han er bare sådan, at hvis der er noget han ikke gider eller er helt sikker på siger han ingenting. Vi har lige været til netværksmøde og mig der troede at det ville give ro på at diskutere fremtiden er bare endnu mere forvirret nu. Som udgangspunkt skal han i almindelig folkeskole (her i området er der ca 30 elever i en klasse) og hvis det så viser sig, at han ikke magter det, eller at tilbuddet er forkert, så kan man tage det op senere. Vi står med en dreng, som reagerede med et års tavshed da han startede i børnehave fordi skiftet var for voldsomt. Er det ikke lidt fair at man passer lidt på ham og finder på en lidt mildere skolestart? Er bare helt på herrens mark og ved ikke, om vi bare skal prøve det af eller finde en privatskole eller andet til ham