Må man synes ddt er urimeligt?!

Må man bande og svovle en person langt væk, tude og synes verden er urimelig, når man for få dage annoncerede at man har mistet et barn halvvejs inde i graviditeten, og der så er en mor der tuder over at han kun har fået et par timers sammenhængende søvn i nat?

folk Der synes det er SÅ hårdt at skifte sit barns lortebleer mange gange i løbet af en dag.. 

hold op det er altså bare ikke særlig sjovt at læse. Jeg ville give både arme og ben for at det var mig 

Ja, du må bande og svovle og forbande - men indeni dig selv eller allerhøjst til dine allernærmeste. At du har mistet et barn er forfærdeligt - men for hende med kolikbarnet er dét forfærdeligt. Det er ikke hendes skyld, at du har mistet - ligesom du heller ikke hele tiden forholder dig til kvinder, der mister deres børn til hungersnød eller til giftgas, skal moderen med kolikbarnet heller ikke forholde sig til dig.

Så band og svovl - indeni dig selv.

Anonym skriver:

Må man bande og svovle en person langt væk, tude og synes verden er urimelig, når man for få dage annoncerede at man har mistet et barn halvvejs inde i graviditeten, og der så er en mor der tuder over at han kun har fået et par timers sammenhængende søvn i nat?

folk Der synes det er SÅ hårdt at skifte sit barns lortebleer mange gange i løbet af en dag.. 

hold op det er altså bare ikke særlig sjovt at læse. Jeg ville give både arme og ben for at det var mig 

 

Jeg har været tre år og tre aborter igennem før jeg fik mit ønskebarn og jeg har som dig, været rigtig misundelig og vred på alle der var gravide eller havde børn - og tillod sig at brokke sig over det.

Det handler om følelser man ikke kan kontrollere og verden kan virke bund-uretfærdig.

Samtidig er det dog vigtigt at huske på at det OGSÅ kan være enormt svært at mangle søvn eller skifte en masse bleer, og der må også være plads til at andre kan komme af med deres frustrationer. De har ikke været det samme igennem som dig (eller mig), men de har det også svært. Den sorg du står med gør det bare rigtig svært at sætte sig ind i at andre kan have det skidt. Jeg har selv stået i det, så det ved jeg godt...

Få dine frustrationer ud her og derhjemme - tal evt med en psykolog - så du formår at takle andres "småproblemer".

hipsomhapper skriver:

Jeg har været tre år og tre aborter igennem før jeg fik mit ønskebarn og jeg har som dig, været rigtig misundelig og vred på alle der var gravide eller havde børn - og tillod sig at brokke sig over det.

Det handler om følelser man ikke kan kontrollere og verden kan virke bund-uretfærdig.

Samtidig er det dog vigtigt at huske på at det OGSÅ kan være enormt svært at mangle søvn eller skifte en masse bleer, og der må også være plads til at andre kan komme af med deres frustrationer. De har ikke været det samme igennem som dig (eller mig), men de har det også svært. Den sorg du står med gør det bare rigtig svært at sætte sig ind i at andre kan have det skidt. Jeg har selv stået i det, så det ved jeg godt...

Få dine frustrationer ud her og derhjemme - tal evt med en psykolog - så du formår at takle andres "småproblemer".

Her har det også været 3 år og 3 aborter nu. Kun 1 forsøg tilbage i det offentlige. Jeg kan slet ikke håndtere min sorg lige nu. Er så ked af det og så bange 

Anonym skriver:

Må man bande og svovle en person langt væk, tude og synes verden er urimelig, når man for få dage annoncerede at man har mistet et barn halvvejs inde i graviditeten, og der så er en mor der tuder over at han kun har fået et par timers sammenhængende søvn i nat?

folk Der synes det er SÅ hårdt at skifte sit barns lortebleer mange gange i løbet af en dag.. 

hold op det er altså bare ikke særlig sjovt at læse. Jeg ville give både arme og ben for at det var mig 

 

Enig med Abracadabra - du må rase og græde og bande andre langt væk for dig selv og med dine nærmeste alt det, du vil. Det er du i din fulde ret til. Og hvis en mor, der ikke kan hænge sammen pga. manglende søvn, direkte beklager sig til dig, må du i mine øjne også godt stemple hende som ufølsom og evt. sige til hende, at du slet ikke kan klare at høre på det. Derimod har hun stadig al ret til at fortælle, at det er hårdt for hende, til alle mulige andre - så læser du det hér eller på FB, skrevet ud i "det åbne rum", må du acceptere, at hun også har brug for at få luft. Hun HAR det også hårdt - selvom det er på et helt andet grundlag og ikke tilnærmelsesvis er så hårdt som det, du gennemgår. 

Måske er det simpelthen for barskt for dig at læse om andres "luksusproblemer" på en side som denne lige nu - jeg tænker, at du kan skåne dig selv lidt ved at undgå indlæg om børnerelaterede emner, for selvfølgelig er det salt i såret. 

Det gør mig meget ondt for dig. 

Jeg synes bestemt du må føle det uretfærdigt men behold bolden på egen banehalvdel. Når det bliver din tur vil du sikkert også ha liv at rase over de problemer som opstår til den tid. du må gerne selv ytre din frustration over dit tab, men igen hold bolden på egenbanehalvdel, de 2 ting kan slet ikke sammenlignes, harselv stået i skoene hvir jeg troede jeg aldrig skulle blive mor, skoene med en frygtelig graviditet, kolikbarnet, frygte kun at få et barn osv. 

Dine følelser er helt legale og du må tude og vræle alt du vil, men dine frustrationer er lige så legale som den anden mors følelser er. Du behøver ikke tage stilling og skulle rumme dem. Blot være i dine egne følelser. Er det en tæt på, og man ikke kan rumme hinandens følelser, må man på en pæn måde, holde tingene neutrale og at emnet ikke skal snakkes om lige nu.

Du og den mor du bander langt væk har dog 1 ting til fælles: Det er fandme unfair når livet ikke bliver som man troede. Noget der skulle være kommet let og naturligt er pludselig det største problem. 

Anonym skriver:

Må man bande og svovle en person langt væk, tude og synes verden er urimelig, når man for få dage annoncerede at man har mistet et barn halvvejs inde i graviditeten, og der så er en mor der tuder over at han kun har fået et par timers sammenhængende søvn i nat?

folk Der synes det er SÅ hårdt at skifte sit barns lortebleer mange gange i løbet af en dag.. 

hold op det er altså bare ikke særlig sjovt at læse. Jeg ville give både arme og ben for at det var mig 

 

#nej det kan man ikke!

Få snakket om tabet og sorgen - det er meget helbredende. Mistede selv en pige i 29.uge, men jeg valgte livet frem for sorgen. Det kan lyde banalt og ufølsomt, men få noget hjælp og få talt alt igennem - det hjælper. Jeg/vi mistede sidste sommer og jeg brugte tre dage på uafbrudt at græde/hyle - men på den fjerde dag stoppede det brat og jeg fandt roen i livet Derefter snakkede jeg røven i laser og det hjælp mig, min mand og vores familie igennem sorgen. Man glemmer aldrig barnet man mistede, men man lærer at leve med tabet.  

Der findes en rigtig god Facebook-gruppe som hedder ENGLE SØSKENDE.

Ønsker dig det bedste

Ja du må! Men kun for sig selv 

Bag lukkede døre er alle mødre idioter! Alle der piver skulle bare vide hvor heldige de egentlig er og alle mødre skulle vide hvor meget du ville give for at være den mor der skulle være oppe hele natten - men som sagt bag lukkede døre 

Jeg bandede mødre langt væk! Jeg kunne ikke forstå hvordan man kan brokke sig over noget så simpelt som et grædende barn! For helvede hvor var de bare belastende! Jeg blokerede samtlige venner på Facebook som var forældre eller gravide for jeg havde lige fået revet det mest dyrebare væk fra mig (mistede min søn 39+2) så jeg gad da ikke se på deres lykke! 

Men nu 3 år efter er jeg blevet mor til en skøn pige og nu er jeg den mor. Den mor der "piver" fordi ungen ikke har sovet hele dagen og natten. Den mor der smider lykken lige op i ansigtet på alle andre på Facebook, Instagram osv. 

Jeg har været dem begge to, moren i sorg og moren i ren lykke og én ting kan folk ikke tage fra mig, jeg sætter langt mere pris på de trælse tider med Aya for jeg ved at man kan miste og jeg ved at livet er skrøbeligt og man skal sætte pris på hver dag man får sammen 

Jeg håber, ønsker, krydser og ber for at du også en dag skal mærke lykken 

grinny skriver:

Ja du må! Men kun for sig selv 

Bag lukkede døre er alle mødre idioter! Alle der piver skulle bare vide hvor heldige de egentlig er og alle mødre skulle vide hvor meget du ville give for at være den mor der skulle være oppe hele natten - men som sagt bag lukkede døre 

Jeg bandede mødre langt væk! Jeg kunne ikke forstå hvordan man kan brokke sig over noget så simpelt som et grædende barn! For helvede hvor var de bare belastende! Jeg blokerede samtlige venner på Facebook som var forældre eller gravide for jeg havde lige fået revet det mest dyrebare væk fra mig (mistede min søn 39+2) så jeg gad da ikke se på deres lykke! 

Men nu 3 år efter er jeg blevet mor til en skøn pige og nu er jeg den mor. Den mor der "piver" fordi ungen ikke har sovet hele dagen og natten. Den mor der smider lykken lige op i ansigtet på alle andre på Facebook, Instagram osv. 

Jeg har været dem begge to, moren i sorg og moren i ren lykke og én ting kan folk ikke tage fra mig, jeg sætter langt mere pris på de trælse tider med Aya for jeg ved at man kan miste og jeg ved at livet er skrøbeligt og man skal sætte pris på hver dag man får sammen 

Jeg håber, ønsker, krydser og ber for at du også en dag skal mærke lykken 

Ja ja jeg ved det godt. Har virkelig nogle lortedage lige nu, øv! 

Men hold op hvor jeg synes mine veninder tager det for givet at deres børn skriger! Jeg ville give alt for at min datter skreg da hun kom ud, i stedet for at være død