Meli skriver:
Hej
jeg har været gift i 5 år og kommer selv fra en meget varm familie, jeg er endt i en familie hvor min svorger ikke har talt til mig fra dag et, da han ikke kan lide forandringer. Men det har så varet i 4 år.
En svigerinde der kun sviner mig og mands livsstil til og det er hvergang vi er samlet.
Og vi er samlet en gang om ugen.
En svigermor der gøre præcis hvad hun har lyst til med mine børn.
En gang sagde jeg til hende at hun ikke skulle give min datter noget bestemt da jeg ved at undersøge om hun er allergisk. Jeg hentede min datter og hun sagde hun har fået det alligevel fordi det kan da ikke være det. Jeg har hentet min datter efter et døgn hvor hun ikke har fået mad fordi min datter havde ikke lyst til. Hentet sutteflaske hvor der var mug i fordi hun ikke havde vasket flasken. Jeg kan blive ved.
Når vi skal på ferie uden børn vil jeg helst have at min mor skal passe børnene fordi hun gøre det bedre end mig.
Og jeg kræver et billede hver dag tilsendt via SMS hvis jeg er ude og rejse.
Vi skulle så ud og rejse og min mand insisterede at hans mor skulle passe vores datter imod min vilje gik jeg med til det. Jeg fik at vide fra svigermor hvordan kan du dog rejse fra din datter savner du hende ikke? Jeg bryd sammen selvfølgelig kommer jeg til at savne hende men mig forhold til min mand skal også plejes. På vores 3. Dag på rejsen sendte hun ikke billeder og skrev du har valgt og være på den tur så nyd den og lad din datter være her. Jeg bryd sammen igen. Hun holdt min datter dom en gidsel mod mig.
Min angst for min svigermor kommer ikke pga en uvasket flaske men hun mistede din søn da han var to år fordi hun holdt ikke øje med ham.
Hendes plejebarn fik vist ansigtet af fordi hun ikke holdt øje med hunden. Min datter faldt af trapperne fordi hun lod bare hoveddøren stå åben uden at holde øje med min datter på halvanden.
Kan nogen fortælle mig er jeg gal på den?
Lider jeg af unødvendig angst ?
Jeg har ingen problemer med at mine børn bliver passet af min mands lille søster eller mine venner som jeg stoler på. Det er kun hende.
Vi står seriøs i at gå fra hinanden !
Hilsen mig ��
Jeg synes, den er svær. På den ene side er der ingen tvivl om, at du som mor - det ville også gælde, hvis du var far - skal føle dig fuldstændigt tryg ved den, der passer dine børn. Det gør du ikke ved din svigermor, og du har dine grunde til det. Så er den ikke længere.
På den anden side holder det ikke, at du insisterer på at holde ferie uden børnene og samtidig bryder sammen, når nogen stiller spørgsmålstegn ved det. Det er dit valg at rejse, det er din prioritering, og det er ikke en nødvendighed, nogen tvinger ned over hovedet på dig. Så må du også stå ved det og sige "Jo, jeg kommer til at savne min datter, men jeg har afgjort, at det er savnet værd!" Det nytter ikke, at du er så usikker, at du ikke kan bære, der stilles spørgsmålstegn ved det. Jeg har personligt svært ved at forstå dit valg - det lyder, som om det sker jævnligt - og jeg kan slet ikke forstå, at du vælger at gøre det, når det er så følsomt for dig. Jeg ville aldrig stille dig til regnskab for det, som din svigermor gør, men jeg ville virkelig have svært ved at rumme, at du på den ene side ville og måtte afsted, og at du på den anden side brød sammen ved problematisering af det. Du er voksen, du er mor - du gør, hvad du mener er rigtigt - så stå da ved det!
Det er primitivt af din svigermor ikke at ville sende dig et billede af dit barn, men igen: Du vælger at være væk fra hende, og så stiller du et krav - ikke et ønske, men et krav - om et billede om dagen og bryder sammen, når det ikke kommer. Jeg er oprigtigt i tvivl, om du overhovedet er så afklaret omkring jeres børnefri ferier, når det fremkalder så stærke følelser hos dig at blive spurgt til savn og at undvære et enkelt foto. Og så længe, du reagerer så voldsomt og virker så uafklaret - så længe vil svigermor kunne tryne dig og "straffe" dig. Træd i karakter og vis, at du står ved dit valg. Ellers vil du forblive i en usund offerrolle.
