Eksperthjælp: Gravid og ikke umiddelbart glad

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

574 visninger
0 svar
0 synes godt om
18. februar 2017

Gitte Sander

Hej Gitte

mit spørgsmål, eller flere spørgsmål lyder sådan her:

Min kæreste og tog 2 graviditets test for 3 & 4 dage siden, og vi har akkurat været ved lægen første gang, så faktum må være at den er positiv. Det er jo på alle måder fantastisk og bestemt ikke noget vi ikke vil gå vider med.

Men der kommer jo altid et men. Det er første gang for os begge, og lige nu sidder jeg mest med en følelse af at ikke have forstået hvad det er der foregår, tankerne vælter rundt i hovedet om alt muligt, og glæden er ikke umiddelbart voldsom.
Det hele er gået meget meget hurtigere end vi havde troet, og derfor er det også meget uvirkeligt lige nu.

Kan du fortælle lidt om hvilke reaktioner man kan få i en sådan situation, og her mener jeg altså ikke de fysiske som ondt i maven osv men mere de psykiske....hvor længe går der før man forstår og måske accepterer hele situationen og finder glæden istedet for bare at være bekymret for alt det spændende og ukendte?

Jeg er sikker på at det nok skal komme på et tidspukt, og det er en begivenhed i ens liv som man ikke bare lære at leve med fra dag 1.

På forhånd takker!

MVH Johannes :-)



Gittes svar

Kære Johannes,

Det er meget naturligt at få psykiske reaktioner og humørsvingninger, når man finder ud at man venter barn. Hvordan man reagerer afhænger af mange faktorer som for eksempel hvilke erfaringer man har fra sin opvækst med graviditet og fødsler, hvilke erfaringer og forventninger man har fra sit voksenliv, om man har ønsket sig et barn, om man har ønsket det længe osv. Det betyder også meget hvordan ens parforhold er, om man er glad og synes at man er blevet gravid med den rigtige og på det rigtige tidspunkt, samt hvordan de ydre omstændigheder er; er man veletableret, færdiguddannet, har arbejde og en overskuelig økonomi, eller var det et uheld med en man ikke kender så godt eller man har ikke råd til et barn pt. osv. Det er forskelligt om man inderst inde føler sig rustet til at blive forældre.

Så på den måde kan der være utroligt mange årsager til, hvis man ikke lige umiddelbart reagerer med at blive gennemstrømmet af glæde. Man kan have dårlige erfaringer i bagagen ellernogle svære aktuelle omstændigheder, som giver anledning til at frygt og bekymringer måske overskygger glæden, håbet og drømmene.

En anden ting, er at følelserne er ofte stærke, fordi det er meget betydningsfuldt at skulle have barn, og de går ofte fra den ene yderlighed til den anden, og de udvikler sig hen ad vejen. For kvinden er det lidt anderledes end for manden, da hun dels er påvirket af fysiske forandringer som hormonelle udsving og kropslige forandringer, der gør det mere konkret at der er opstået en helt ny situation. Dette er en af grundene til at kvinder ofte mentalt er et skridt før manden i forberedelserne, imens det reelt først går helt op for mange mænd, når de står med barnet i hænderne, eller når barnet bliver større.

Det er almindeligt at man kan føle en uvirkelighedsfølelse i starten - og faktisk langt hen ad vejen. Det er en kæmpemæssig livsforandrende ting at vente og få barn, en af de største i livet, og det tager tid før realiteterne går op for en. Det er en stadigt arbejdende proces, senere kan man undre sig over at man har et børnehavebarn, så et skolebarn, så et teenagebarn, og når barnet er flyttet hjemmefra kan man så sidde og overraskes over, at man har opfostret et barn, som nu er voksen.

På den måde er det bedste man kan gøre, når man skal have barn, at forsøge at vænne sig til livets foranderlighed og arbejde med at navigere så godt man kan i følelserne og i realiteterne lige nu og her.

Du spørger; hvornår begynder man at mærke glæden og lader bekymringerne fare. Man kan arbejde med at lade glæden ved sin nuværende situation brede sig og formindske sine bekymrede tanker, Man kan arbejde med det gennem mindfulness træning eller gennem psykoterapi. Der er forskellige måder at gøre det på, men een jeg kunne føle trang til at nævne er, at det jo altid er mere bekymrende, hvis man er virkelig glad for noget og noget betyder rigtig meget. For eksempel hvis man elsker en person er man mere bekymret for at miste vedkommende. Sådan er det også lidt med børn. Bekymringen kan være lige netop et tegn på hvor glad man er for barnet. Så prøv at kigge bag om frygten og bekymringerne, hvad ligger der der.

Ved graviditet og fødsler af børn er det er meget forskelligt hvornår og hvordan glæden opstår.  Decideret lykke kommer som oftest glimtvis, og som regel bevæger følelserne sig, hvilket betyder at selvom du lige nu er ret rystet og måske bekymret over nyheden over at du skal være far, mærker du måske en glæde en time senere. Prøv at lægge mærke til, at følelser er forbigående og skifter. Det kan hjælpe til at rumme svære følelser at huske det.

Husk også at bekymringstanker er til som en slags sikkerhedstjek for om alt er ok, så de kan i og for sig tjene et godt formål. Bliver du/I dog så bekymrede at det fuldstændigt overskygger glæden synes jeg dog at I skal opsøge professionel hjælp, for selvom de færreste går rundt som vordende forældre og bare føler sig super glade hele tiden, så er det ikke meningen at man skal blive psykisk slidt op af bekymringer.

Med venlig hilsen

Gitte Sander



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.