Eksperthjælp: Mand er for meget væk hjemmefra

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

698 visninger
0 svar
1 synes godt om
5. december 2016

Gitte Sander

Hej Gitte.

Jeg går konstant og er muggen på min kæreste gennem 5 år. Jeg føler, at han sætter arbejde over familieliv. Min kærestes arbejde er også hans hobby og derfor kan den ene time hurtigt tage den anden. På en måned har han over 80 overarbejdstimer og jeg føler ikke at det er okay. Specielt ikke efter vi har fået vores datter. Jeg står alene med hende omkring 20 timer i døgnet, fordi han møder kl 3 om natten på arbejde, (derfor tager jeg hende selv om aftenen/natten) og ofte er han først hjemme omkring kl 13-15 (han har fri kl 10.30) og derefter skal have en middagslur. Derefter har han en masse han skal nå og han sætter stor værdi i at hjælpe andre, hvor jeg synes, at vi pt har nok i os selv, vores datter og vores lille landsted. Desuden bruger han en aften om ugen på at være spejderleder og nogle af hans friweekender (han arbejder hver anden weekend) bruger han på lejrture, hvor jeg synes at den tid burde gå til os (vores datter og jeg), nu hvor han endelig har fri. Jeg har snakket med ham om det flere gange, men han forsøger ikke at ændre det. Måske er det mig, som er forkert på den, fordi jeg gerne vil have ham til at prioritere familieliv noget mere som jeg selv? Jeg har længe været jaloux på hans arbejde og jeg har lyst til at "straffe" ham ved ikke at være hjemme, når han endelig er hjemme, fordi jeg føler, at han tager os forgivet. Men samtidig er det heller ikke det jeg ønsker, fordi jeg gerne vil bruge tid sammen med ham.
Mvh Christina.



Gittes svar

Hej Christina,

Det er meget forståeligt og et problem du deler med mange andre kvinder. Det er klart at du har brug for nærvær og at bruge tid sammen, både som familie og jer som par.

Og det er jo godt at du har talt med ham om det. Når du så skriver at du "føler ikke er at det er OK" og at tiden "burde gå til os", så tænker jeg, at der måske er noget i den måde du taler med ham om det på, som kan forbedres. Om det er OK eller ej, eller hvordan det "burde" være, er nemlig ikke helt en følelse men en moralsk bedømmelse. Følelser kan næsten altid beskrives i eet ord, som fx at man føler sig trist, vred, skuffet, afmægtig, alene, svigtet etc.

Dette har betydning fordi hvis vi udtrykker vores følelser som tanker / bedømmelser kommer vi meget nemt til at kritisere eller bebrejde den anden - og dette fører nærmest med sikkerhed til at den anden går i forsvar og lukker af for at lytte til os.

Vi vil allesammen meget gerne føle at vi er gode nok og værd at elske, så når vi får at vide at "det vi gør er ikke ok og burde være anderledes" får vi tendens til at bruge en eller anden form for overlevelsesstrategi. For nogle vil den overlevelsesstrategi være at fjerne sig fra den anden person. For eksempel ved at arbejde mere eller lægge flere fritidsaktiviteter oveni, for at slippe for kritikken og være sammen med nogle mennesker, der synes vi er ok og hvor vi får bedre humør og føler os mere støttede, værdsatte og bekræftede.

Med andre ord: Tænk over om der er nogle af dine reaktioner, der reelt sket skubber din kæreste længere væk, snarere end inviterer ham ind i den lille ny familie, som jo vel er det, der er din intention. 

Det er rigtig godt at du taler med ham om det, prøv at se om du kan undlade at kritisere og bebrejde, og hold dig til at fortælle om dine egne følelser og positive intentioner, hvad det er, du gerne vil bygge op og hvordan du konkret kunne tænke dig at jeres samvær så ud. Mange mænd vil gerne have det ret konkret skåret ud i positivt pap, hvad det er, de kan gøre anderledes, som kunne hjælpe. Han lyder som en hårdtarbejdende mand, der har brug for at forstå sin egen betydning for dig og for den lille, at der er brug for ham derhjemme.

Hvis det bliver for svært at gennemføre alene, fordi der er så mange følelser forbundet med det, så tag et par sessioner parterapi. Det er et godt tidspunkt nu, hvis ikke I får vendt skuden risikerer det at dette er en glidebane i hver sin retning, og som du skriver så er der ingen fremtid i det med at begynde at "straffe" ham osv., der skal jo nødigt gå magtkamp i den lille ny familie.

Held og lykke med det, jeg håber virkelig at det lykkes for jer at tale om det på en god og konstruktiv måde, som bygger op.

Mange hilsener,

Gitte

 



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.