Hej. Min søn på 2.1 år går i dagpleje og han trives virkelig godt der. Dagplejemor skal opereres i næste uge og er sygemeldt helt frem til efter sommerferien hvor de starter op i uge 32. Så indtil ferien skal han i gæstedagpleje. Jeg er bange for der bliver for mange skift til han kan håndtere det. Først i gæstepleje hvor han jo skal være længe og nok når at knytte sig til dp mor i 3 uger- så 4 ugers ferie og så tilbage til gamle dagplejemor- 1 uge senere starter lillebror så i dagplejen også.
Synes det er mange ændringer på kort tid.. Har du nogen gode råd til en måde vi kan hjælpe ham med at klare det bedst muligt uden at han bliver for forvirret?
Eller har du andre forslag til en bedre løsning nu hvor dp mor skal sygemeldes så længe?
Ser frem til dit svar.
Trines svar
Kære mor
Tak for dit spørgsmål. Det er da også en uheldig situation I er kommet i.
Nu skriver du ikke så meget om hvordan din søns temperament er, f.eks. om han er meget følsom, umiddelbar, tryghedssøgende eller andet. Hvis din søn er som børn er flest i den alder, glade, nysgerrige med en sund tilknytning skal du ikke være nervøs for hvordan han klare det.
Børn er som udgangspunkt mere robuste end vi lige umiddelbart tro. Og derfor tager han ikke skade af det. Særlig ikke hvis du derhjemme gør dig ekstra umage med at holde på jeres rutiner, så det er trygt hjemme.
Når det så er sagt er det selvfølgelig ikke optimalt med så mange skift på så kort tid. Børn trives jo med faste rutiner og genkendelige voksne. Derfor er det som sagt vigtigt at du holder fast i jeres rutiner. Men det er også vigtigt at du viser din søn at du har tillid til og kan lide gæstedagplejen. Hvis du ikke er tryg ved situationen kan din søn mærke dette og det vil han reagere på.
Så er det også vigtigt at tale med din søn om det. Prøv om du ikke kan fortælle en historie om en dreng, der hedder, hvad din søn hedder, som skulle ud og opleve verden. Først skulle han besøge en sød dame som hedder…..osv. Gør historien enkel og fortæl undervejs hvor glad drengen var og hvor godt det hele blev i sidste ende.
Det er også vigtigt at han har noget med sig, i gæstedagplejen. Dette kan være en bamse, nusseklud, sut eller andet. Noget som han føler sig tryg ved.
Hvis du tænker alternativer ser jeg kun to andre muligheder.
Enten vælger du at skifte dagplejer. Det er selvfølgelig en stor beslutning, særlig når han er glad for sin nuværende. Men det vil give ham et mindre skift plus det vil give ham tid til at falde til ro inden lillebror starter.
Eller du kan overveje at lade ham starte i vuggestue. Der er flere institutioner(integreret institutioner) der kører med en særlig minibørnehavegruppe hvor det er de ældste vuggestuebørn der komme i denne. Det er typisk de 2-3 årige der er i denne gruppe. Her bliver de langsom introduceret til ”børnehavelivet” samtidig med der er plads til at de kan være vuggestuebørn.
Jeg ved ikke hvordan det ser ud der hvor du bor men det måske vær at undersøge denne mulighed, idet han så vil opleve færre skift.
I vores samfund i dag er det efterhånden helt normalt at børn bliver udsat for en masse forskellige voksne. Ofte møder de 3-5 voksne gennem deres vuggestuetid, 10-12 voksne gennem deres børnehavetid og ca. lige så mange gennem deres skoletid. Det betyder at vi i dag lærer vores børn fra en tidlig alder at knytte sig til voksne og sige farvel igen. Man kan så mene hvad man vil om dette, men det er desværre et vilkår i vores samfund.
Jeg håber du kan brug mit råd og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker dig og din søn alt held og lykke.
Mange hilsner
Trine
www.naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk