fleur94 skriver:
Puha jeg troede aldrig jeg skulle skrive sådan et indlæg 
Men jeg har virkelig brug for at sætte ord på alt det der er sket.. Jeg kan slet ikke følge med og føler min krop afviser at jeg må sørge.. lyder mærkeligt..
Sagen er den at jeg altid har haft uregelmæssig menstration, og af forskellige årsager faktisk var overbevist om at jeg var steril. Efter 5 år uden beskyttelse (med faste kæreste der vidste det!), så skete det igen. Min mens udeblev, men for dælen gjorder den jo tit. Det tog lang tid før jeg gad tænke over det, og købte for sjov en test og tog den uden at skænke en tanke. Har gjort det så mange gange før med håb, og blevet skuffet hver gang, jeg kunne jo ikke få børn. Men efter 20 sek var der to meget lyserøde streger. Og i kan tro der blev jeg ligbleg.. WHAT!?... Det virkede uvirkeligt og jeg brød fuldstændig sammen. Selvfølgelig nu når jeg står uden partner sker det!?
Jeg finder senere ud af at jeg er blevet gravid med en jer ser første gang vi har været sammen.. Da jeg fortæller det til faren har vi kendt hinanden i 1.5 måned, kunne det være dårligere timet. Da jeg fortæller faren har jeg slet ikke nået og tænke selv og får i chok sagt "jeg får en abort".. han er sød, støttende, forstående og "vi skal nok klare det her sammen"...
Der går tid før jeg får tid til min egen læge og den tid får jeg jo tænkt. Men jeg tager til lægen og sidder fuldstændig grådkvalt med denne kolde kvinde og det virker så flovt, forkert og jeg er helt ude af den. Køre tudbrølende hjem.. Her begynder jeg virkelig og tænke igennem hvad det er der sker i min krop, mens jeg venter på indkaldelse på hospitalet. Pludselig vokser maven, jeg har kvalme, jeg kan mærke hvordan hele min krop ændres i form af denne lille spirre, ja så passende blev den kaldt min spirrevip 
Dagen vi skal til samtale er jeg helt ude af den, hvad har jeg gang i!? Jeg tager derop og da hun spørger om jeg er her for at få en abort siger jeg "det ved jeg ikke". Når men så starter vi med at kigge på den lille. Jeg ligger med tårene piplende ned af mine kinder og hun spørger om jeg vil se.. Jeg ligger i hvad der føles som evigheder og ikke svare men da hun skal til at tage den ud høre jeg mig sige "jeg vil se den!".. Og der ligger mit smukke barn, helt sund og rask i 9'ende uge.. Ja jeg bilder mig ind jeg præcis vidste hvad der var hoved og det hele.. Og i det øjeblik blev jeg mor
Faren kunne godt se min ændring og blev dårlig og skulle næsten ned og ligge. Efter det sætter vi os ned og snakker og siger han skal forberede sig på begge ting, for jeg er i tvivl. Jeg aftaler at jeg tager hjem og siger det til mine forældre for nu er det for stort og gå med selv. Samme aften køre jeg til min mor, og hendes reaktion var så overraskende. Jeg så hende smile, jeg hørte hende sige jeg selvfølgelig skulle have det barn og det øjeblik, ja så skulle jeg bare have det! Dagen efter tog jeg til min far og han gik i chok og jeg kunne mærke hvordan han ønskede jeg ikke skulle have det, men jeg VED de støttede mig lige meget hvad.
Tiden efter var hård. det har det hele været. Jeg kunne ikke passe studie, jeg lå bare og græd og græd, den ene dag ville jeg det ene og den anden dag det andet. Jeg havde lagt budget, talt med rådgiver, alt var klart så intet stod i vejen for at beholde det. Udover alt det der gjorder. Min søster valgte ikke at ville snakke med mig fordi hun selv var gravid. Jeg tog hendes glæde åbenbart, hendes spotlight. Det tog enormt hårdt på mig at blive ladt ude som om jeg gjorder noget umenneskeligt forkert. Min fars chok udviklede sig til at han ignorerede mig, og hver gang ordet baby kom op, kiggede han den anden vej. Jeg var SØNDERKNUST.. Påsken kom og jeg skulle sidde foran min søster, hendes mave og stolte kæreste, og høre alle sige "Nej hvor må du glæde dig til at blive moster", når jeg selv sad med mit vidunder i min mave, kun 8 uger yngre Jeg sagde til mig selv; nu forholder du dig til at beholde det medmindre du en dag vågner og føler for noget andet! Det gav ro!
Men som i nok kan høre, hvor er far? Ja for imellem tiden begyndte faren og kime mig ned med ubehagelige beskeder, om hvordan jeg ikke var klar, ikke havde styr på mit liv, hvordan jeg ødelagde hans liv, osv osv.. Jeg havde et håb om han bare skulle have tid og så ville barnet en dag få en far. Selvfølgelig, hvem kan vende ryggen til sit kød og blod?
Lige indtil det opkald, hvor han ringede og sagde han intet ville have med mig og barnet og gøre. Han ville ikke kendes ved det, ingen skulle vide det var hans, han ville aldrig høre et ord om det eller vide det eksisterer. Han var nu ligeglad om jeg beholdte eller ej, for han skulle alligevel aldrig se det.. Hele min verden brød ned!! Hele håbet om bare at barnet skulle have en far døde, og der åbnede mine øjne sig...
Jeg var dybt dybt ulykkelig, alt havde været en stor ulykkelighed i 1.5 måned, og jeg var kommet til at hade at være gravid. Alle mine drømme om at møde en mand og VÆLGE at få et barn forsvandt, og pludselig følte jeg at jeg fik et barn "fordi sådan var det" og ikke fordi det var min største drøm der gik i opfyldelse. Og jeg gjorder det værste i hele mit liv. Jeg valgte mig.. Jeg valgte og give mig selv chancen for drømme graviditeten med manden ved min side. Jeg havde et valg om ikke at give mit barn et liv uden far. Jeg valgte jeg ikke bare "ville komme igennem det" , men at jeg ønskede og få lov til at få et barn jeg ville kunne NYDE og ikke bare "lige klare den". For sagen var jo, mit liv havde været en kamp de sidste 8 år, og endelig havde jeg nogenlunde fødderne på jorden. Jeg havde kæmpet og kæmpet for at få en normal hverdag så jeg en dag kunne møde min mand og få børn med ham. Jeg følte jeg fortjente at give mig en chance for det, en chance for at få et liv der ikke længere var hårdt og som jeg "lige kom igennem", men at jeg ønskede mere for mig selv.. og hvor har jeg hadet mit selv for den beslutning siden hvordan kunne jeg vælge mig over mit kød og blod...
Men sagen var at jeg var besluttet. Hele den forfærdelig tid skulle slutte, jeg ønskede ikke mit barn skulle have sådan en far, jeg ville væk og jeg ville have ro! jeg var så udkørt til sidst at jeg bare havde lyst til at lukke øjnene og vågne når det var slut. Men jeg var i slutningen af 12 uge, og det kunne jeg ikke. Jeg lå der med min flotte mave, og på en eller anden måde fik jeg ringet og bestilt tid til at fjerne det jeg havde så stor og uendelig kærlighed til allerede Jeg ved ikke hvordan jeg gjorder det, og sidder selv i chok herefter og ikke kan forstå hvordan det hele lige skete!? Jeg kan slet ikke finde mig selv i det!
Men ringet fik jeg, og akut indlagt blev jeg. Jeg fastede fra kl 1 om natten, indlagt kl 7 og fik af vide "de henter dig lige om lidt".. Kl blev 10, kl blev 12, kl blev 15 og jeg lå og blev mere og mere dårlig, og jeg lå og tilsidst sagde "fjern det nu bare!!!" fordi jeg var så skidt. Jeg havde grædt alle tårer der skulle grædes, og jeg ønskede mig langt væk! Endelig kl 18, lagde jeg mig på operationsbordet, fuldstændig i panik, jeg anede ikke hvad jeg havde gang i. Og så vågnede jeg, og det var slut.
Der var helt stille i mig selv. Jeg var bare tom, helt tom. Og har været det siden. Min krop er helt helt tom. Jeg kan slet ikke tænke på det. Jeg har endnu ikke en uge efter forholdt mig til det. ligger bare herhjemme og er tom. Så kan jeg græde, jeg tudbrølede første gang jeg så min flade mave i spejlet. Og jeg er så uforstående overfor hvad jeg selv har gjort Jeg som aldrig skulle have abort. Jeg som blev mor da jeg så mit smukke barn jeg havde gjort alt klar, og nu der helt helt tomt. Jeg kan slet ikke beskrive den vrede, skyldfølelse og tomhed jeg føler, og lysten til at komme tilbage til en hverdag er ikke eksisterende. Hvordan kan jeg gå tilbage til det, når jeg har valgt og fjerne mit skønne barn. Jeg fuldstændig i chok!
Jeg er mest i chok over min beslutning. Jeg gik i 1.5 måned og ville beholde, for at vågne en dag og gå i panik og pludselig var det væk.. Jeg kan ikke begribe det..
Nu sidder jeg her idag og min krop fysisk har det skidt og psyken prøver og lade som om intet er sket. Jeg har lige udskilt den største klump hud på str. med en femkrone og en halv centimeter tyk. Tanken om hvad hvis det var noget fra mit lille barn.. puha jeg kan slet ikke forholde mig til det, og jeg har svært ved at finde mig selv igen i det her, hvem jeg er..
Jeg ville af hele mit hjerte ønske jeg havde gjort dette i 6 uge da jeg fandt ud af det.. At gå SÅ langt og tro at det her er drømmen, og gå og tage billeder af maven. Til at være tom. Jeg føler næsten ikke det mig der har taget valget, men ved jeg jo godt det er, og jeg er så vred på mig selv. Jeg er vred på min søster over at NU vil hun gerne støtte og tilbyde skulder, nu hvor mit barn er væk..
Puha.. Jeg forstår ikke jeg sidder helt tom og stirre på skærmen.. Jeg syntes det er det mest frygtelige man kan komme igennem!!
Sov godt min skønne lille spirrevip
"You never know how strong you are, Until being strong is the only choiche you have"... Det holder jeg fast i, i denne tid..
Jeg er nødt til at sige at jeg også synes det er et - ud fra din situatuion - forståeligt og fornuftigt valg. Og det skal du holde fast i. Det betyder ikke at det er nemt, eller at jeg synes det er noget man "bare" lige gør. Men det betyder at DU bedst kender din situation.
Og når man siger det (eller skriver det) "faren var imod, min familie støttede mig ikke nok" så er det pisse nemt at få det til at lyde som dårlige undskyldninger, eller for "små" ting at træffe beslutning på. Men nu er det bare sådan at der ikke er noget der er sort og hvidt. Og du kunne mærke med dig selv at støtten fra din familie og fra ham du blev gravid med, simpelthen ikke var nok.
Der er ikke en kæft herinde der ved hvordan det ville være gået, eller ved noget som helst om din familie- og kærlighedslivssituation. Jeg fortsår faktisk godt at du følte dig nødsaget til at tage den beslutning - din søster støtter dig efter forgodtbefindende, hvordan skulle du kunne turde stole på at hun ville være der for dig, hvis du havde gennemført graviditeten? Og du VIDSTE at faren højst sandsynligt ikke ville være dig.
Jeg ved af bitter erfaring at det ER svært når far ikke er der - det HAR store psykiske konsekvenser for børn. Og det ER hårdt at have et lille barn alene. Der er (selvfølgelig) næsten ingen enlige mødre der siger at de fortryder deres børn og det forstår jeg godt, for det kan de ikke sige. De kan simpelthen ikke gøre det om og det er for stort et nederlag at fortryde. Enlige mødre bliver tit (synes jeg) hyldet og det er klart at det er hårdt at være enlig, og det ER et svært valg de har truffet.
Men dit valg er også rigtigt svært og jeg synes ikke man kan sige at det er et bedre valg at sætte et barn i verden, uden at vide hvordan det kommer til at gå når man nu VED at der sandsynligvis mangler støtte fra familie og far til barnet. Det mener JEG er uansvarligt og jeg har set mange børn lide under det valg. Børn med livslang tilknytning til de sociale myndigheder fordi deres mor lukkede øjnene og "ikke kunne få sig selv til at få en abort".
Så du skal ikke finde dig i at folk sætter spørgsmålstegn ved dit valg. Selvfølgelig gør du selv det, men det er et sundhedstegn. Det betyder bare at du reflekterer over dit liv, dine valg og at du tager ansvar for dine handlinger. Men lad for guds skyld være med at slå dig selv i hovedet! Livet er ikke så sort og hvidt at du kan have truffet det forkerte valg eller have ødelagt dit liv. Det skal nok blive bedre! Selvfølgelig bliver du gravid igen, når din situation engang tillader det. Og dine kommende børn og din kommende barnefar bliver heldige at få dig som mor og mor til sine børn.
Jeg har selv en lille håndfuld børn og jeg ville ikke have fået dem uden min kæreste og families ubetingede støtte! De er fantastiske, men det er hårdt arbejde på alle måder.
