Noget jeg håbede aldrig at opleve

Jeg har lige mistet et barn. Det var tidligt, kun 4+1, men jeg har vidst det lige fra 12 timer efter befrugtningen. Min livmoder er åbenbart så følsom at jeg kan mærke alt i den... min jordmoder der fulgte mig under min første graviditet siger det var en gave, for jeg kunne mærke hende meget tidligt og vidste præcist hvor hun lå. I dag føles det som alt andet end en gave. Så læser jeg at 50% af graviditeter ender med SA i de første 4 uger, og jeg bliver bange. Hvor mange gange skal jeg gøre det her?

Jeg kan ikke finde ro, jeg vidste tidligt at der var noget galt, men gav det undskyldninger. Ser min familie til påskefrokost med deres små, folk der spørger om vi ikke snart skal have nummer to. For to dage siden ville jeg havde sagt "måske" med en lille hemmelighed. Nu siger jeg, "måske" og har lyst til at græde. 

Jeg føler mig tom og ved det går over med tiden... men kvinder jeg har tætte forhold til snakker om tabte børn for 20 år siden. Går det virkeligt over?

Nu græder jeg endelig. Var det jeg havde brug for. Tak fordi I altid er der når jeg har brug for det 

Jeg vil lige starte med at sende et stort kram til dig 

i februar sidste år mistede jeg selv meget tidligt - uge 4+. Det var forfærdeligt og jeg brugte lang tid på at tude over det. Jeg blev så gravid igen i efteråret, men mistede igen, denne gang uge 6+. Det var endnu værre end første gang og jeg brugte igen lang tid på at tude. Nu er jeg så gravid igen i uge 8+ og jeg må indrømme at frygten sidder i mig selvom jeg allerede har set et lille hjerte slå. 

Jeg tror aldrig at jeg kommer mig over at have mistet, men jeg græder ikke længere over det - måske fordi jeg er gravid igen. Jeg bliver til gengæld meget følelsesladet når jeg læser om nogen der har mistet - måske fordi jeg selv kender smerten ved det. 

Jeg vil råde dig til at tale om det med en du stoler på. Det gjorde jeg anden gang, og det hjalp mig at jeg kunne græde ud og få et kram. 

Jeg håber du snart oplever glæden ved to streger igen 

 Jeg mistede selv for 8 år siden, jeg vidste osse fra da jeg testede positiv at den ikke ville blive der - der var noget galt, og selvom jeg blev ked da det endelig skete i uge 7, var det ventet... 

Da jeg blev gravid med min søn vidste jeg at den sad fast. Jeg vidste det bare og nød graviditeten. (Ikke at jeg ikke panikkede et par gange sidst i graviditeten hvor han var stille ) 

Min første graviditet fylder faktisk slet ikke i mit liv, det lyder lidt mærkeligt, men det gør den ikke, og jeg er faktisk lidt i tvivl om det er 8 eller 9 år siden...