Bør jeg søge hjælp ?

Har virkelig brig for lidt andres synspunkt, jeg  har under 2 uger til termin og min frygt for miste ham er enorm stort, imorges flød det over og min kæreste måtte trøste mig fordi jeg stortudet 

ER helt konkret bange for han dør, eller bare at det går galt så tæt på termin, er denne følelse helt normalt ? Håber andre mødre, gravide har lyst til dele deres erfaring og gerne jeres mening om jeg bør søge hjælp.

håber selvfølglig bare at det er en naturlig del at skal være mor og det hele er så tæt på nu.

Det er vildt skrækkeligt at være så bange hver dag og dagene går så langsomt, tænk nu hvis min lille dreng dør  

Jeg tror der er mange der har det på den måde, men hvis du kan nå at snakke med psykolog så er der ikk noget galt i det  det kan måske give dg lidt ro på 

MinPrins skriver:

Jeg tror der er mange der har det på den måde, men hvis du kan nå at snakke med psykolog så er der ikk noget galt i det  det kan måske give dg lidt ro på 

Okay tak for dit svar

Det er normalt - mange har det sådan 

Min veninde fik lov til at blive sat igang 38+ simpelthen fordi hun var rædselsslagen for at der skulle ske noget op til termin. Hun havde hørt om flere i sin omgangskreds der mistede 39+, så hun sov ikke om natten, tudede hele dagen og hendes jm sendte hende til en samtale på sygehuset om igangsættelse.

Her vurderede de at det nok var en meget god ide at sætte hende igang, så hun ikke fortsatte med at være, og så baby ikke blev stresset osv.

Alt gik fint, hun fik en fin datter i weekenden 

Anonym skriver:

Har virkelig brig for lidt andres synspunkt, jeg  har under 2 uger til termin og min frygt for miste ham er enorm stort, imorges flød det over og min kæreste måtte trøste mig fordi jeg stortudet 

ER helt konkret bange for han dør, eller bare at det går galt så tæt på termin, er denne følelse helt normalt ? Håber andre mødre, gravide har lyst til dele deres erfaring og gerne jeres mening om jeg bør søge hjælp.

håber selvfølglig bare at det er en naturlig del at skal være mor og det hele er så tæt på nu.

Det er vildt skrækkeligt at være så bange hver dag og dagene går så langsomt, tænk nu hvis min lille dreng dør  

Jeg havde det på præcis samme måde som du beskriver. Tænkte hele tiden at hvis jeg nu blev sat igang NU, så vidste jeg at hun var i live.

Alt dette blev sat igang af min mor da hun spurgte mig om jeg havde snakket med min jm om at min mor opdagede at hendes barn var dødt i maven  ikke så længe fra termin, da jeg var 5 år gammel. At det jo nok påvirkede mig da det var så tæt på. Det havde jeg sjovt nok ikke skænket en tanke inden da. Men efter det blev jeg så nervøs og ræd konstant og hele tiden. Tak mor..

Ja, jeg synes du skal søge hjælp! Frygten æder alt energi og glæde. Snak med din jm om det og få evt en aftale i hus om igangsætning ikke så længe efter termin. 

SDD skriver:

Jeg havde det på præcis samme måde som du beskriver. Tænkte hele tiden at hvis jeg nu blev sat igang NU, så vidste jeg at hun var i live.

Alt dette blev sat igang af min mor da hun spurgte mig om jeg havde snakket med min jm om at min mor opdagede at hendes barn var dødt i maven  ikke så længe fra termin, da jeg var 5 år gammel. At det jo nok påvirkede mig da det var så tæt på. Det havde jeg sjovt nok ikke skænket en tanke inden da. Men efter det blev jeg så nervøs og ræd konstant og hele tiden. Tak mor..

Ja, jeg synes du skal søge hjælp! Frygten æder alt energi og glæde. Snak med din jm om det og få evt en aftale i hus om igangsætning ikke så længe efter termin. 

Jeg bliver sat igang 40+5 pga mit BMI så det er kun 5 dage over termin, men ja jeg må tage en snak med min jordmoder for det er virkelig skrækkeligt og min kæreste kan ikke rigtig gøre andet end trøste mig og han siger også altid hvis jeg vil på fødegangen så kør vi derhen når jeg har det sådan, men har jo mærket liv så kan ikke rigtig se hvad de skulle gøre derovre,  det skulle også være normalt de ikke bevæger sig så meget når man er så tæt på termin. Han fylder godt i min mave og ligger langt oppe....

Puha glæder sådan til jeg har født 

Jupiter skriver:

Det er normalt - mange har det sådan 

Min veninde fik lov til at blive sat igang 38+ simpelthen fordi hun var rædselsslagen for at der skulle ske noget op til termin. Hun havde hørt om flere i sin omgangskreds der mistede 39+, så hun sov ikke om natten, tudede hele dagen og hendes jm sendte hende til en samtale på sygehuset om igangsættelse.

Her vurderede de at det nok var en meget god ide at sætte hende igang, så hun ikke fortsatte med at være, og så baby ikke blev stresset osv.

Alt gik fint, hun fik en fin datter i weekenden 

Det er skrækkeligt at have det sådan, sad også så er program igår hvor der var en der havde mistede dagen før hun skulle sættes igang virkelig sørgeligt  man sidder bare og forstiller sig det selv....

Anonym skriver:

Har virkelig brig for lidt andres synspunkt, jeg  har under 2 uger til termin og min frygt for miste ham er enorm stort, imorges flød det over og min kæreste måtte trøste mig fordi jeg stortudet 

ER helt konkret bange for han dør, eller bare at det går galt så tæt på termin, er denne følelse helt normalt ? Håber andre mødre, gravide har lyst til dele deres erfaring og gerne jeres mening om jeg bør søge hjælp.

håber selvfølglig bare at det er en naturlig del at skal være mor og det hele er så tæt på nu.

Det er vildt skrækkeligt at være så bange hver dag og dagene går så langsomt, tænk nu hvis min lille dreng dør  

Nu ved jeg ikke hvilken hjælp du tænker på, men jeg er selv gravid nu med den første (dog ikke så langt som du) og har allerede inden jeg blev gravid ladet mig skræmme af de frygtelige historier om folk der mister kort inden enten termin eller datoen for igangsættelse og det fylder allerede nu enormt meget hos mig. Vi har så også været i behandling så frygten for at noget går galt ligger efterhånden naturligt til os, men vi er ret enige om at når jeg nu (ret sent) skal til første jordemoder samtale at det er noget vi altså tager op allerede der. Jeg er hunderæd for at gå bare et minut over tid! 

Så jeg ved ikke om det er normalt, men jeg tror ikke at dine tanker er ualmindelige, og jeg ville nok opsøge hjælp i form af en læge og jordemoder som du kunne snakke med om dine bekymringer og muligheder. 

Held og lykke med det hele 

Risse skriver:

Nu ved jeg ikke hvilken hjælp du tænker på, men jeg er selv gravid nu med den første (dog ikke så langt som du) og har allerede inden jeg blev gravid ladet mig skræmme af de frygtelige historier om folk der mister kort inden enten termin eller datoen for igangsættelse og det fylder allerede nu enormt meget hos mig. Vi har så også været i behandling så frygten for at noget går galt ligger efterhånden naturligt til os, men vi er ret enige om at når jeg nu (ret sent) skal til første jordemoder samtale at det er noget vi altså tager op allerede der. Jeg er hunderæd for at gå bare et minut over tid! 

Så jeg ved ikke om det er normalt, men jeg tror ikke at dine tanker er ualmindelige, og jeg ville nok opsøge hjælp i form af en læge og jordemoder som du kunne snakke med om dine bekymringer og muligheder. 

Held og lykke med det hele 

Var også allerede bange lige så snart jeg sad med den positive test i hånden har bare været så dum ikke at tale med nogen om det så synes det er et rigtig godt valg du allerede tager det med din jordmoder ellers er det en meget lang graviditet det er min ihvertfald, ser bare frem til blive igangsat den 5 april og håber bare det bedste