1-årig vågner skrigende. Var det en drøm?

Hej piger, 

Jeg har lige fået mig et kæmpe skræk som førstegangsmor. 

Min søn vågnede med et skrig og skriger i 20 min uafbrudt. Min mand og jeg forsøgte at berolige ham ved at gå rundt med ham, tænde for tv, synge og alt muligt. Han var ikke til at få kontakt med. 

Han har lige haft en lang periode med høj feber og det er så her alarmklokkerne ringer. Jeg tænkte alt muligt. Var bange for at han havde ondt. Kunne dog også høre hysteriske skrig (dem som han laver, når han ikke får sin vilje). 

Da han blev rolig og begyndte at smile, brød jeg sammen. 

Min mand mener at han havde drømt noget. Men kan det virkelig passe at de kan græde så meget efter at have drømt???  

Igår vågnede han også på samme måde, men det var nemt nok at berolige ham. Og i vs skete det samme igår, men her græd han ikke. 

Har I oplevet lignende?

Night terror! Lyder som et klassisk eksempel. Sker tit i forbindelse med sygdom/feber. Det er ikke farligt, men det er voldsomt ubehageligt at opleve som forælder.

Jeg er ikke ekspert, men jeg læste mig til, at barnet som sådan ikke er i en vågen tilstand og dermed ikke kan genkende forældrene - derfor kan det ikke trøstes. Det varer typisk 15-30 minutter, hvorefter de så vågner rigtigt op (omend de har haft åbne øjne hele tiden). Barnet kan typisk ikke huske det den næste dag (det sker også for ældre børn).

Det bedste man kan gøre er vist, at undgå at tage dem op/vække dem, og blot nusse dem i søvn.

Men google night terror og se, om du ikke synes, at det passer.

PUHK skriver:

Night terror! Lyder som et klassisk eksempel. Sker tit i forbindelse med sygdom/feber. Det er ikke farligt, men det er voldsomt ubehageligt at opleve som forælder.

Jeg er ikke ekspert, men jeg læste mig til, at barnet som sådan ikke er i en vågen tilstand og dermed ikke kan genkende forældrene - derfor kan det ikke trøstes. Det varer typisk 15-30 minutter, hvorefter de så vågner rigtigt op (omend de har haft åbne øjne hele tiden). Barnet kan typisk ikke huske det den næste dag (det sker også for ældre børn).

Det bedste man kan gøre er vist, at undgå at tage dem op/vække dem, og blot nusse dem i søvn.

Men google night terror og se, om du ikke synes, at det passer.

Helt enig med dig!! 

Var også det første jeg tænkte. Til TS. Det er så grim en oplevelse! Første gang mit barn gjorde det troede jeg i ramme alvor hun skulle dø! 

PUHK skriver:

Night terror! Lyder som et klassisk eksempel. Sker tit i forbindelse med sygdom/feber. Det er ikke farligt, men det er voldsomt ubehageligt at opleve som forælder.

Jeg er ikke ekspert, men jeg læste mig til, at barnet som sådan ikke er i en vågen tilstand og dermed ikke kan genkende forældrene - derfor kan det ikke trøstes. Det varer typisk 15-30 minutter, hvorefter de så vågner rigtigt op (omend de har haft åbne øjne hele tiden). Barnet kan typisk ikke huske det den næste dag (det sker også for ældre børn).

Det bedste man kan gøre er vist, at undgå at tage dem op/vække dem, og blot nusse dem i søvn.

Men google night terror og se, om du ikke synes, at det passer.

Helt enig med dig i hvad du skriver det et 

Åhhhhhhhh tak I skønne kvinder. 

Sikke dog en forfærdelig oplevelse  Men nu er jeg i det mindste forberedt til næste gang. 

Tak tak 

Vivienne skriver:

Åhhhhhhhh tak I skønne kvinder. 

Sikke dog en forfærdelig oplevelse  Men nu er jeg i det mindste forberedt til næste gang. 

 

Tak tak 

Min søn gjorde det samme da han var lille. Lægen fandt ud af han havde væske i ørene og havde også mellem øres betændelse. Synes du skal have ham til lægen. Det gør vist rigtig ondt når de ligger ned efter et stykke tid. 

Aisha skriver:

Min søn gjorde det samme da han var lille. Lægen fandt ud af han havde væske i ørene og havde også mellem øres betændelse. Synes du skal have ham til lægen. Det gør vist rigtig ondt når de ligger ned efter et stykke tid. 

Hej Aisha

Tak for dit råd. Men vi havde været til læge med ham dagen inden da han døjede med influenza i 3 uger og ørerne var helt normale. 

Det er højst sandsynligt night terror. 

Vivienne skriver:

Hej piger, 

Jeg har lige fået mig et kæmpe skræk som førstegangsmor. 

Min søn vågnede med et skrig og skriger i 20 min uafbrudt. Min mand og jeg forsøgte at berolige ham ved at gå rundt med ham, tænde for tv, synge og alt muligt. Han var ikke til at få kontakt med. 

Han har lige haft en lang periode med høj feber og det er så her alarmklokkerne ringer. Jeg tænkte alt muligt. Var bange for at han havde ondt. Kunne dog også høre hysteriske skrig (dem som han laver, når han ikke får sin vilje). 

Da han blev rolig og begyndte at smile, brød jeg sammen. 

Min mand mener at han havde drømt noget. Men kan det virkelig passe at de kan græde så meget efter at have drømt???  

Igår vågnede han også på samme måde, men det var nemt nok at berolige ham. Og i vs skete det samme igår, men her græd han ikke. 

Har I oplevet lignende?

Lyder som mine drenge ... Ligemeget hvad jeg fjorde var intet "godt nok"... Men jeg var hos dem, jeg holdte dem, gik rundt, talte... Ventede på at de "vågnede"... Det var specielt i sommers, så sad jeg med den af dem der var vågnet udenfor, med et tæppe... De er heldigvis stoppet med det - det gjorde de da de var omkring 1-1,5 år... Læs om det det hedder Night terror - hvis det er dét selvfølgelig

Vivienne skriver:

Hej piger, 

Jeg har lige fået mig et kæmpe skræk som førstegangsmor. 

Min søn vågnede med et skrig og skriger i 20 min uafbrudt. Min mand og jeg forsøgte at berolige ham ved at gå rundt med ham, tænde for tv, synge og alt muligt. Han var ikke til at få kontakt med. 

Han har lige haft en lang periode med høj feber og det er så her alarmklokkerne ringer. Jeg tænkte alt muligt. Var bange for at han havde ondt. Kunne dog også høre hysteriske skrig (dem som han laver, når han ikke får sin vilje). 

Da han blev rolig og begyndte at smile, brød jeg sammen. 

Min mand mener at han havde drømt noget. Men kan det virkelig passe at de kan græde så meget efter at have drømt???  

Igår vågnede han også på samme måde, men det var nemt nok at berolige ham. Og i vs skete det samme igår, men her græd han ikke. 

Har I oplevet lignende?

Jeg tilslutter mig de andres svar. 

Min søn havde det fra han var ca 1,6 år til han var 5. Det er virkelig forfærdeligt men heldigvis er det intet farligt. Min dreng kunne aldrig huske det dagen efter selvom han i perioder havde det hver dag. Han skreg faktisk så meget at han fik blodsprængninger på halsen  håber ligegyldig hvad det er, at i kommer let igennem det! 

Jeg vil lige tilføje, at min søn kun havde det én (eller to) gange, da han var syg i en alder af 10-12 måneder, og det har ikke været der siden. Så det behøver ikke nødvendigvis at være en (hyppigt) tilbagevendende seance :-)