I fredags, den 12. fik vi ulykkeligvis at vide på Aagaard fertilitetsklinik i Skejby, at der ingen graviditet var i min livmoder . Jeg skulle have været 7+0 henne men to ansatte (deriblandt chef gynoen) kunne intet finde derinde. Jeg fik så taget en blodprøve og fik at vide, at jeg skulle komme tilbage i går den 15. for at få taget en ny blodprøve. Prøverne viste et stigende hCG tal. Dermed var gynækologen fra Aagaard fertilitet sikker på at det var en GUL. "For der var jo intet at se i livmoderen på skanningen" som han sagde. Så bad jeg om at blive sendt ind på Skejby sygehus.
Han ville have mig ind igen til en afsluttende skanning i morgen onsdag og en ny blodprøve og det syntes jeg ærligt talt var lidt utrygt i og med at jeg lige pludselig kunne gå hen og få rigtig ondt i underlivet, som en konsekvens af en graviditet i æggelederne. Det gik han nølende med til.
I dag kom jeg så ind på Skejby for at de kunne sætte gang i aborten inden den forrettede skade i mit underliv. Lægen starter så med at skanne mig og han finder heller ikke noget nogen steder, og han var rigtig grundig. Så tilkalder han sin bagvagt fordi han er nyansat på afd. så han ville gerne lige have hendes vurdering af mit underliv. Hun er også rigtig grundig, så grundig at hun fandme finder en graviditet inde i livmoderen som ovenikøbet lever!!!
Da jeg ser 'det' derinde med et konstant blinkende hjerte, begynder jeg simpelthen at stortude. For det kan da ikke passe??!!
Men jo, det passer
Jeg er stadigvæk gravid, bare ikke 7+4 men nærmere 6+2-3 stykker.
Jeg er LAMSLÅET over den rutschebanetur som de (Aagaard fertilitet) har sendt mig og min kæreste ud på. Hvordan kan de så kategorisk afvise at der kunne være noget derinde? De kunne da i det mindste sige, at vi lige skulle se tiden an. Men de var skråsikre i fredags.
Så nu beder vi og krydser fingre for, at det er som det skal være og at den lille spire udvikler sig som den skal.
Det er stadigvæk MEGET uvirkeligt og vi tør ikke helt tro på det endnu, ikke før vi står med den lille i armene om ca. 8 mdr.
Det har været ganske forfærdeligt (som man også kan læse udfra de andre indlæg jeg har skrevet siden i fredags). Jeg hulkede i bilen i fredags lige efter vi var kommet ud derfra. Min kæreste var chokeret og lamslået over at der intet var. Ingen af os havde set den komme. Jeg har jo hele tiden haft alle symptomer på at jeg var gravid.
Jeg stortudede igen natten til lørdag og har været udmattet, fortvivlet, ulykkelig og vred over, at det igen ikke ville lykkes for os at gøre vores to store til storebrødre.
Men hvis det går som det skal (tør næsten ikke tro på det) lykkes det os måske alligevel at opfylde deres ønske. Vi beder og krydser i hvert fald alt hvad vi kan, indtil vi kan ånde lettede op.
Og tusind tak til alle jer som er kommet med råd og medfølende ord på de seneste indlæg jeg skrev i fredags og lørdags.
Tak fordi I ville følge med til slutningen
Knus og kram fra M
