Hej alle,
Jeg syntes det er på tide at jeg deler min histore og oplevelse vedrørende at få et barn med en ekskæreste.
I sin tid spurgte jeg nemlig til råds herinden, da jeg var i tvivl om hvad jeg skulle vælge, idet min eks og jeg var gået fra hinanden på tidspunktet da jeg blev gravid og idet han klart meldte ud at han ikke ønskede barnet.
Responsen på min tråd, var mildest talt hård og jeg fik en hel del ord med på vejen omkring moral og det at tilvælge et barn, som af faren ikke var ønsket.
Idag er min søn 1 år og jeg ønsker med denne tråd at give en anden vinkel end den man finder flest af herinden, evt. til gavn, for en der måtte stå i samme situation.
Uanset om man er i et parforhold eller ej, må det at være gravid og få en udmelding fra faren, at han ikke ønsker barnet være en ambivalent oplevelse.
Da jeg i sin tid fandt ud af jeg var gravid, var det 4 måneder siden min eks og jeg havde gjord det forbi som kærester. Vi havde efter 2,5 år og flere forsøg konstateret, at vi ikke duede som kærester.
Da jeg spurgte til råds herinden, var der mange som mente at det at få et barn med en som man ikke var sammen med og 100 % kunne afvise at finde sammen med igen og dermed totalt afvise muligheden for at barnet ville vokse op i en klassisk familie, var et meget egoistisk valg og et valg til skade for barnet.
Nu et år efter at vores søn blev født, kan jeg roligt sige, at min søn uden tvivl vokser op i det man kan kalde en familie, med kærlighed, nærvær og omsorg.
Tvivlen omkring hvordan det hele skulle gå, var selvfølgelig stor og ingen kunne have forudset at det ville gå så godt. Derfor skriver jeg det her indlæg, da stort set alle antagelsen i den situation er at det vil gå dårligt og barnet vil "lide" under et sådan valg.
Helt til at begynde med var min ekskæreste meget imod at jeg skulle få barnet, med begrundelsen, at han ikke var klar og at vi ikke var sammen. Den groveste besked jeg fik, var den at han ikke ønskede et barn med MIG. Den sved.
MEN jeg havde lyst til at få barnet og jeg kunne ikke se noget værre end at skulle gå imod mig selv og "vælge" en abort.
Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvorfor er forventningen fra samfundet, at man i tilfælde af at faren ikke ønsker barnet skal vælge en abort? Hvorfor er der ikke opbakning til kvinden som vælger barnet i den situation? Min familie, min læge og min ekskærestes og jegs fælles venner forventede klart at jeg valgte en abort og snakken om at beholde barnet var ikke oppe at vende. De forventninger var hårde at møde og til sidst gå imod.
Men jeg fulgte mit hjerte og thank god for det!
Da jeg var over abort grænsen, ca. 15 uger henne, valgte min ekskæreste nemlig at vende 180 grader. Han tog ansvar!
Det er ikke hvad man kan forvente i den situation - men det er det der kan ske! Den historie nævnes sjældent.
Jeg har fået et barn med en jeg elsker og en jeg kender og det udgangspunkt er nok et af de vigtigeste.
Den dag idag er vi fortsat ikke sammen og det kommer heller ikke til at ske, men vi er helt klart tætte og hinandens sparringspartner og venner.
Den respons jeg idag møder er skøn, familie, venner, vuggestue osv. roser konkret den måde vi forvalter at have et barn sammen på. Klassisk familieform eller ej, det kan lykkes.
Til dig der måtte stå i samme situation - følg dit hjerte og tag en klar og realistisk beslutning om du kan klare opgaven alene. Muligheden ER der for at i kan blive to og fædre kan tage ansvar - den historie eksistere også!
