Med blandede følelser...

Ja - er gravid i uge 35 - og skal have en lille dreng. Er så spændt så spændt på at møde ham - og han er bestemt et ønskebarn.
Dog er jeg så småt begyndt samtidigt begyndt at være lidt ambivalent omkring det at han snart kommer ud.

Har ALDRIG haft noget med babyer at gøre før - kan svagt huske at jeg har holdt en baby i mine arme for nogle år siden - men det er på det niveau.
Er den første i min omgangskreds der er gravid (trods det at jeg er 30 år og har jævnaldrende veninder..) - Så har derfor ikke nogen erfaring med at passe/have kontakt med spædbørn overhovedet.

Så min store frygt er (på trods af at jeg er sygpl. stud.)  - at tænk hvis vi ikke kan passe ordentlig på ham den lille, og tænk hvis vi overser at han er dårlig eller lign.. - Der er bare så mange ting jeg ikke aner noget om overhovedet!

 - Er jeg virkelig den eneste? - kunne godt bruge at høre tanker fra ligesindede

Hej kommende mor,

Jeg fødte mit første barn for to år siden. Han var den første baby jeg har passet, skiftet, madet, haft ansvar for...nogensinde. Så jeg kan uden at lyve sige at jeg havde nøjagtig samme tanker som dig...

Men da han først kom ud var det det mest naturlige i hele verden  Skulle lige introduceres til det at skifte en ble og tøj, men så kørte det også...

Jeg er sikker på at du bliver en god mor for din søn. Og du kommer ikke til at overse hvis han har det dårligt. Du bliver lynhurtigt den der kender ham bedst, og du kan se på ham hvis han opfører sig anderledes...

Så glem bekymringerne, og glæd dig. Du skal jo snart være mor..

Lise

 Hej,

Jeg kan godt forstå at du tænker sådan! Og jeg tror at det er helt naturligt at man som kommende forældre for første gang går lidt i panik over om man nu overhovedet kan bestå i at have en lille en i armene. 
Jeg har selv tænkt de tanker og jeg er en af de sidste i vennekredsen der skal være mor og har faktisk ikke passet nogle af venindernes guldklumper nogensinde. Men så var der lige et par stykker der sagde at jeg skulle slå koldt vand i blodet fordi: Du kan ikke forberede dig på at være mor, det er du først når du stå med den lille i armene! Og der sker et eller andet med dig når det er....det er ligesom om at du får denne her 6. sans omkring hvad dit barns behov e:-)

jeg tror de har ret de kære veninder, de har jo prøvet det nu og de stod også med denne her usikre følelse af om de nu var gode nok:-)

Jeg er sikker på du bliver en god mor! Jeg tror at det ligger latent i de fleste af os kvinder.....som om at vi har et helt specielt gen hvad det angår!
Tal med din jordemoder om dette hvis du altså føler dig fortrolig med hende, jeg er sikker på at hun kan berolige dig!

Kram
sasja 21+0

Tak for indlæg!
- Rigtig rart at høre at jeg så trods alt ikke er den eneste, der har tumlet/tumler med de tanker
For ja - alle omkring en forventer jo at man bare skal glæde sig helt vildt - hvilket jeg også gør, bare blandet med de andre tanker jo.

Mange hilsner Christine

Hehe, vi har godt nok en del til fælles..! Jeg er i uge 34, bor i Århus og venter også en dreng  Jeg er så kun 25 og bliver enlig mor.. Har heller aldrig haft med børn at gøre så jeg er mildest talt også ret spændt på hvordan det mon skal gå..! Føler mig meget på bar bund.. Men ja, det er alligevel som om der er en lille stemme i baghovedet der siger at det hele nok skal gå. Jeg satser på at det kommer hen ad vejen så jeg tager det bare som det kommer  Det skal nok gå