Fødselsberetning baby 1.

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

548 visninger
3 svar
0 synes godt om
11. april 2012

Janni-Martina-vb


Fødsel 1:



Var gravid med baby, vidste ikke kønnet, og havde haft den nemmeste graviditet. Var i god form og 24 år. Vidste at jeg ville blive alene mor, så det var lidt skræmmende, men jeg glædede mig selvfølgelig også. Min termin var sat til d. 25 November 2005.



Da datoen nærmede sig blev jeg mere og mere bange for om babyen nu havde det godt derinde, jeg mærkede liv hver dag, men var så bange for at der skulle ske noget før eller under fødslen så baby ikke ville være i live når den kom ud. Havde også rigtig mange mareridt om det.



D. 23 November blev jeg ringet op af min far som fortalt at hans forlovede var død efter en del tids sygdom. Så den 24 tog jeg derind for at hjælpe til med det jeg nu kunne, af forberedelser til begravelsen.  Jeg sov derinde (kbh) til d. 25.



D. 25 November begav jeg mig mod Køge for at komme hjem og slappe lidt af, men blev ringet op af min gode veninde som spurgte om vi ikke skulle se en film sammen hjemme hos hende. Hun hentede mig på Køge og vi tog hjem til hende, om aftenen kørte hun mig hjem, fik dog lige en McFeast fra drive inn på vejen.



Synes ikke jeg kunne falde i søvn, specielt fordi der blev ved med at sive vand ud af mig... Jeg tog bind på, men synes godt nok de blev hurtigt gennemblødt. Midnat ringede jeg så til sygehuset og snakkede med dem, og fik at vide jeg skulle tage et nyt bind på og få lidt søvn. Så det gjorde jeg...Nåede dog kun at ligge i sengen i 2 timer før vandet gik, med et fint stort plask. Og samtidig kom veerne, og det var ikke små veer, nej det var lige på og hårdt. Hold da op det gjorde altså av.



Ringede til min mor som skulle køre mig på sygehuset, hun skulle lige have en hurtig kop kaffe at vågne på, og så ville hun komme og hente mig. Imens tog jeg et varmt brusebad, havde jo hørt at varmt vand på lænden ville gøre veerne mindre smertefulde.....yeah right! Det hjalp ikke mig. Jeg bandede som en rigtig havnearbejder ude i det bad. Bagefter fik jeg snøvlet mig ind på sofaen, men kunne ikke overskue at tage tøj på. Og sådan fandt min mor mig da hun kom ind af døren. Liggende splitternøgen på sofaen som en stor strandet hval, i mit eget lille smertehelvede.



Hun ringede til fødselsgangen og snakkede med dem, de ville gerne høre mig have en ve, jeg følte mig godt nok dum da jeg lå der med mobiltelefonen i hånden og skulle stønne ind i den... Jeg forstod heller ikke pointen med at de skulle høre en ve, men jeg var jo så heller ikke klar over at de veer jeg havde på dette tidspunkt var presseveer!



Vi fik tilbudt en ambulance, men min hardcore mor sagde at det ville gå ligeså hurtigt at køre selv, så vi ikke først skulle vente på ambulancen.



Hun fik mig hurtigt i noget tøj (de eneste underbukser hun kunne finde var g-streng...knap så behageligt!) og så var det ellers afsted. på vej til sygehuset hørte vi i radioen at kl nu var 4 om natten. (2 timer siden vandet gik, og første ve). Vi ankom på Roskilde sygehus et par minutter over 4, og jeg blev placeret på en båre og kørt direkte til fødselsstuen.



På stuen fik de hurtigt tøjet af mig, og lagt mig op ien seng, og jordmoderen fik kigget på mig. Så sagde hun til mig at jeg gerne måtte begynde at presse.....WHAT??? 'jamen skal jeg ikke lige være åbnet 10 cm først' fik jeg forvirret fremstammet. Og fik at vide at jeg var 10 cm åben, og at hun kunne se babyens hoved.



Hold da op.... Nå næste ve fik jeg så presset, det var nu en dejlig fornemmelse at kunne få lov til bare at presse løs. Havde prøvet at holde mig tilbage i bilen på vej til sygehuset.



Jeg kunne mærke babys hoved bevæge sig den rigtige vej da jeg pressede, men så holdt veen op, og så føltes det som om at baby røg helt op under ribbenene, det var en ret ubehagelig følelse. Næste ve kom og jeg pressede igen, det føltes som om der var gået ild i mig dernede. Veen stoppede, men denne gang blev baby hvor den skulle, for hovedet var kommet ud. Så fik jeg besked på at skulle presse igen, men jeg var overbevist om at der ikke ville komme flere veer.... Der kom selvfølgelig 1 til, og svup så var resten af min splinternye lille dreng Oliver født. Kl. var nu blevet 4.25



Han var super fin, og fik topscore på den test de tog. Han kom hen til mig og lå på min mave, hvor han så lige fik tisset på mig...han skulle vel lige markere sit territorium :)



Den bedste følelse var nu da jeg fik moderkagen ud, det føltes som en kæmpe lettelse. (lidt ligesom en ordentlig fis, efter lang tids forstoppelse). Fordi jeg havde født så hurtigt (2 timer og 25 minutter fra første ve til han var ude, og kun 20 minutter på sygehuset) så skulle jeg lige have en nål i låret...AV!!! Det var vist noget med forebyggelse af indre blødninger, eller i tilfælde af at noget havde revet sig løs...hørte ikke lige rigtig efter. Og så var jeg sprunget en smule så blev syet lidt.



Derefter fik jeg bare lov til at nyde min Oliver i fulde drag. Han havde ingen problemer med at finde brystet og amningen gik super fint. Jeg blev på sygehuset i 4 dage, det passede lige med at efterveerne var færdige (dem kunne jeg godt have brugt en advarsel mod :P)



Min Oliver er nu 6.5 år og glæder sig til snart at skulle være storebror for 2. gang.



 



Fortsættelse følger...

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

12. april 2012

Cilottemor-vb


Sikke en fødselsberetningo-klapperi du er sej! Hvordan gik din fødsel nr. 2?

Anmeld

12. april 2012

Janni-Martina-vb


Det tror jeg at jeg får skrevet i aften. :) Stay tuned :P

Anmeld

4. juni 2012

AnjaCS-vb


Så kan jeg da komme med næsten samme beretning ;)



 



Jeg var 23 år og med termin den 2. juli. Min søster havde født sit første barn 4 mdr før, hvilket havde taget 4 timer og 1 kvarter. og det er den længste fødsel nogensinde for en kvinde i min mors familie. Vi føder altså ret hurtigt.



Der var noteret i min VJ at vi føder hurtigt, og at en ambulance skulle sendes ud, hvis det gik for stærkt for mig. Jeg stod til at være alenemor, og var lidt bange for at føde alene hjemme i sengen.



Min mors fødsler og min søstes fødsel startede med vandafgang, direkte efterfulgt af veer med 4-5 minutter imellem, så jeg vidste hvad jeg havde i vente.



Men min søn var åbenbart ikke klar.. Det var blevet mandag den 9. og jeg havde ingen tegn på kommende fødsel. Jeg havde regelmæssige plukveer i et par timer hver aften, men det var der intet unormalt i, det havde jeg haft i over en måned, og havde haft plukveer fra uge 14.



Den 9. var jeg til igangsættelsessamtale om aftenen, på Roskilde Sygehus. Jeg blev undersøgt og min livmoderhals var helt afkortet og jeg var 2 cm åben. Der var dog ingen veer, så hun mente jeg havde gået sådan længe. Jeg kunne ikke få tid til igangsættelse, så de ville holde konference og ringe til mig dagen efter. Hun lavede hindeløsning, og fortalte mig at jeg kunne få kraftigere plukveer af det.



Da jeg kom hjem, tog jeg min mor og hund med ud og gik en god tur på en time. Men INTET skete. Mine plukveer var forsvundet som dug for solen, og min søn virkede endnu mindre opsat på at komme ud af mig! Suk! Jeg gik i seng.



Tirsdag den 12. vågnede jeg spændt op tidligt om morgenen. Men ak, ingen plukveer og ingen murren eller noget som helst. Ved 11-tiden lavede jeg en fb-update som hed noget a la 'jeg skal vente på et opkald hele dagen, om igangsættelse. ØV!'. Meen, kl 11.30 gik vandet. Jeg nåede lige på toilettet, og så gik en del af mit vand!

Jeg blev så glad at jeg græd - ENDELIG skulle den forfærdelige graviditet slutte!

Men, der kom ingen veer? Min mor og søster har fået veer LIGE efter! Jeg ringede til min veninde som skulle være med, for hun bor en time væk, og hun fik omgående fat i sin far og de ræsede afsted. Jeg ringede også til min søster som skulle være med, så hun kunne ringe sin mand hjem da han skulle passe deres datter. Endvidere ringede jeg til min mor og så var alle alarmeret. Men jeg berolige dem alle med at jeg ingen veer havde, så de skulle bare slappe helt af.



Jeg ringede til hospitalet og fik en tid 6 timer senere.



Kl. 12.30 var min veninde hos mig, og jeg havde nu lidt småveer med ca. 5-6 minutter imellem. De varede omkring 30 sekunder og jeg kunne både gå og tale undervejs. Vi besluttede at lufte min hund godt af, så vi kunne køre på hospitalet med god samvittighed. Turen kan gå på omkring 20 minutter med lidt god vilje. Halvvejs på gåturen fik jeg vestorm. Kraftig vestorm, og gåturen endte pludselig med at tage en time, da jeg måtte sætte mig ned eller læne mig ind over rækværket ved hver ve. Da vi nærmede os min boligblok måtte jeg sidde på alle 4 og kramme lygtepælene. Jeg havde i den grad fået veer!! Men de sad stort set kun foran, så selvom jeg vidste at jeg ville føde inden det blev aften, regnede jeg med at have god tid - de 'rigtige' veer man læser om, sad jo i lænden.



Min veninde skyndte sig op i lejligheden med min hund og ringede efter min mor. Bagefter hjalp hun mig op af trapperne, så jeg kunne komme på toilettet og ringe til hospitalet. På toilettet gik min slimprop og jeg fik tegnblødning. Jeg fik også taget tid på et par veer og der var et minut imellem og de var af et minuts varighed.



Vi gik ned på fortovet for at vente på min mor, som kun boede 7-8 minutters kørsel væk. Klokken var ca 13.40 nu. Og jeg havde ret kraftige veer, stort set uden pause imellem. Jeg vil gætte på at der var 20 sekunder imellem veerne, som stadig varede 1-1½ minut. Ingen af os tog tid på dem.



Men min mor var langsom. Rigtig langsom. Efter et kvarter ringede vi igen og det var min søster som tog telefonen - min mor havde hentet hende. Vi sagde at de skulle komme NU og lagde på, Min veninde og jeg blev enige om at vente 5 minutter og så ringe 112. for nu havde jeg faktisk ret travlt med at komme afsted. Jeg lå på fortovet på alle 4, og kampsvedte!



Da vi fandt telefonen frem kom min mor og søster kørende og jeg kom ind i bilen, hvorefter min søster så på mig, så på min mor og sagde de berømet ord 'hvis du nogensinde skal have en fartbøde skal det være i dag!'



Vi kørte hurtigt afsted. Det var en ny firmabil så vi kendte ikke nummerpladen, min veninde forsøgte ellers at ringe 112 for at alarmere om at vi kørte meget hurtigt.



klokken var nu omkring 14.00



De første par veer i bilen kom ret hurtigt, for det gjorde de jo. men så ændrede de sig. Og så mærkede jeg presset. NU havde min søn for alvor fattet hvad der skulle ske, og min mor fik travlt!



Vi ankom på hospitalet i al hast kl. 14.15, min veninde og søster slæbte mig i armkrog ind af dørene, og min søster løb i forvejen for at få en elevator. I elevatoren fik jeg igen en ve, og måtte sidde på knæene for at holde ham inde. Vi kom til ankomsten og min søster løb ind i forvejen og råbte 'min søster er ved at føde og har pressetrang'. Jeg lå igen på alle 4 med tredje ve efter ankomst. JM kiggede på mig, ringede og sagde 'Der ligge en ung kvinde på alle fire og gisper - vi har en ekspresfødsel' og fandt en kørestol hvorefter jeg blev kørt ind på fødestuen.



Jeg fik bukserne af, min bh blev klippet op, JM fandt et plasticforklæde og en meget overrasket SOSU-assistent fik handsker på og så havde jeg min søn på brystet. Han blev født på to presseveer kl. 14.33, 18 minutter efter vi trådte ind af dørene. Han havde navlestrengen to gange om halsen og sked hele vejen op af mig! Og så lå han bare der og kiggede helt stille og roligt.



 



Det var en god fødsel, omend det gik en anelse hurtigt. Min søn var 52 cm og vejede 3990 gram, og jeg bristede en del under fødslen. Jeg blev syet i ca. en halv times tid.



 



Og undskyld det blev så langt - jeg KAN virkelig ikke fatte mig i korthed!

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.