Invitationsdilemma

Jeg har en veninde som jeg kender fra noget videreuddannelse. Vi er en lille gruppe piger, der jævnligt mødes og 'ordner verdenssituationen', som regel på skift hjemme hos os selv. Her hilser vi naturligvis på hinandens mand og børn, men vi er sammen i egenskab af veninder og mødes ikke som par eller familie. 

Nu har min mand og jeg så fået en invitation til min venindes datters konfirmation. Det er jo sødt af dem at invitere os (og de andre piger og deres mænd) med. Dilemmaet for mig er blot at jeg ikke har noget forhold til datteren og egentlig ville føle det lidt akavet at skulle deltage i hendes fest. Hvordan får jeg meldt afbud på en pæn måde uden at såre min veninde og ødelægge vores venskab?   

/Karina

Jeg synes du skal føle dig beæret over at være inviteret med.

Jeg har lige været til en 40-års fødselsdag for en af min søns venners mor. Det var bare mig og manden der var inviteret med, men ikke børnene. Jeg troede det var sådan en lidt uformel sammenkomst, men det viste sig at være den store omgang med familie, bordplan, taler og sange. Efter den første forundring var jeg vildt beæret over at hun gerne ville have os med. Jeg kan rigtig godt lide hende, men vi er ikke sådan 'veninder'  - men det kunne vi da bestemt gå hen og blive nu!

Det er jo ikke så ofte man som voksen får nye venner - jeg gør i hvert fald ikke - så det er da med at gribe chancen når man bliver inviteret ind i 'inder-cirklen' af folk man godt kan lide. 

Det er jo ikke akavet når de har inviteret dig! De vil tydeligvis gerne have dig og din mand med til en stor begivenhed i deres - og deres datters - liv, så jeg ville da tage glad i mod. 

Og i hvert fald er det dumt at slå skår i et venskab fordi man ikke kan komme over lidt akavethed og deltage i en fest. 

Og velkommen til, i øvrigt. Håber du bliver glad for at være her

Jeg kan kun tilsutte mig Kongster . 

Og velkommen til 

Min første tanke var ligesom din, at 'det er da nogså noget sært noget at skulle deltage i en fest, hvor man ikke engang kender den, der skal festes for', men da jeg så læste Kongsters indlæg, synes jeg, det var en god idé Jeg klager i hvert fald tit over, at det er så hulens svært at få nye venner og bekendte, efter man er blevet 'voxen'.

Siden Ruder Konges tid har der i forbindelse med konfirmationer altid været et 'upersonligt moment'. Nogle af gæsterne er perifære familiemedlemmer, man godt nok er blodforbundet med, men som måske ikke har set i 100 år, og som aldrig ville drømme om at invitere til andre fester; man får telegrammer og gaver fra folk, ens forældre kender, men som man aldrig før selv har set mv. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan, men sådan var det i hvert fald, da jeg var barn, men nu er det jo heller ikke så længe siden

Var jeg dig, ville jeg tage imod invitationen og nyde dagen.

Jeg tilslutter mig også Kongster og co. ;-)

Kunne det tænkes, at veninden og hendes mand bruger dette som en åbning til at I også skal/kan se familierne?? Jeg tænker at hvis I altid ses som veninder og ikke rigtig kender hinandens familier, kunne det måske være at de gerne vil have ændret lidt på dette, fordi det kunne være hyggeligt, hvis I kunne være sammen på en ny måde.

Jeg tror jeg ville gribe den...

Tak for jeres gode svar. Dejligt pludselig at kunne se tingene fra en anden vinkel end den man selv har bidt sig fast i! Jeg må prøve også at motivere manden, så vi kan komme til fest...

Nemlig! :-)

Og ellers tager du da bare alene afsted og lader ham passe ungerne!

God fest så, og husk at nyde det.